For knap en måned siden udmeldte Syd For Solen, at rockduoen Sleater-Kinney havde besluttet sig for at afkorte deres europæiske turné, og at de derfor måtte fjerne Syd For Solen fra deres kalender.
Siden da har der ikke været noget nyt om, hvem der skulle overtage deres plads i tidsplanen, hvor det var meningen, at de skulle spille lørdag 10. august kl. 17.10 på den store Over Havet-scene. Men nu er festivalen klar med en erstatning.
De har nemlig booket det svenske band Dina Ögon. De laver psykedelisk pop med kraftig indflydelse fra soulmusikken og med en smule indierocket kant. De kunne for godt og vel en uge siden opleves på Roskilde Festival, hvor de indtog Eos-scenen til en eftermiddagskoncert.
Dina Ögon har tre album på samvittigheden, hvor det seneste, ‘Orion’, udkom tidligere i år.