Få atleter har de seneste dage trukket flere overskrifter end den australske breakdancer Rachael Gunn aka Raygun, der scorede lige præcis nul point ved OL i Paris, og som sidenhen er gået viralt for sin bizarre rutine.
Det australske bidrag er heller ikke gået Adeles næse forbi, og i et klip fra en af weekendens koncerter i München kan man se hende stoppe showet for at spørge publikum, om de har set den omdiskuterede optræden.
»Har nogen af jer set breakdance-damen? Jeg vidste ikke engang, at breakdancing var en OL-disciplin nu til dags. Det er fucking fantastisk«, siger hun og fortsætter:
»Jeg kan ikke finde ud af, om det var en joke, men uanset har det gjort mig meget, meget glad, og mine venner og jeg har skidt i bukserne af grin i næsten 24 timer«.
“I can’t work out if it was a joke”: Adele is mesmerised by Dr Raygun pic.twitter.com/QoScqhLJbM
— australian kitsch 🦘 (@OzKitsch) August 11, 2024
Den britiske stjerne går endda så vidt som til at bede tilskuerne om at forlade koncerten, hvis ikke de allerede har set Rayguns rutine, der ifølge Adele er det bedste, der er sket til hele årets OL.
»Jeg ville bare vide, om I har set det. Hvis I ikke har set, så forlad showet og google det, for det er lols. Det er så fucking sjovt«, understreger hun.
Adeles koncerter i München fortsætter måneden ud og bliver de eneste europæiske af slagsen i denne omgang. Under en anden nylig koncert i byen kunne sangeren desuden afsløre, at hun er blevet forlovet.