Den gode nyhed er, at Dua Lipa tager på verdensturné i 2025. Den dårlige er, at hun ikke besøger Danmark.
Ligesom Taylor Swift og Beyoncé kommer hendes tour til Europa, men ikke her til landet. Det har popstjernen annonceret på Instagram.
Hendes ‘Radical Optimism Tour’ starter den 20. marts i Melbourne i Australien, og slutter den 16. oktober i Seattle i USA. Henover sommeren er der en række koncerter i Europa, hvor Dua Lipa kommer ret tæt på Danmark. Hun spiller i blandt andet Hamborg, Amsterdam, Paris, Prag, London og München.
Dua Lipa udgav sit tredje album, ‘Radical Optimism’, tidligere i år. Vores anmelder var begejstret, og skrev:
»Når ‘Radical Optimism’ er allerbedst, minder det mig om bilferier sydpå – vinduerne åbne og radioen for fuld udblæsning, sodavandsis på tankstationernes brændende asfalt, en duft af solcreme og benzin«.
Billetterne til turnéen går i salg den 20. september.