Tidligere i år optrådte hun på Roskilde Festival, og nu vender r’n’b-darlingen Tinashe tilbage til Danmark.
Den amerikanske sanger har netop annonceret de japanske og europæiske datoer for sin kommende ‘Match My Freak’-verdensturné, der blandt andet bringer hende forbi Store Vega den 13. februar næste år.
Turnéen følger i hælene på albummet ‘Quantum Baby’, der udkom i august. Det nye album tæller blandt andet hendes virale single ‘Nasty’, der udover at være blevet et gedigent radiohit også var blandt sommerens største sange på TikTok, og som vi allerede har kåret som en af årets bedste sange.
Trods dansere og et flot visual-setup var eftermiddagskoncerten på Roskilde Festival ifølge Soundvenues anmelder en ujævn affære, men måske kommer musikken mere til sin ret i Store Vega?
Billetsalget til den europæiske del af turnéen starter den 11. oktober kl. 09.00.
Tinashe (US)
13. februar 2025
Store Vega
Billetpris: 355 kr.