Jeg begyndte at græde, da August Høyen modtog et brev fra en lille pige i Store Vega

Jeg begyndte at græde, da August Høyen modtog et brev fra en lille pige i Store Vega
August Høyen og Jeppe Kamper. (Foto: Thomas Rungstrøm)

August Høyens store styrke var særligt i starten af karrieren, at han kunne skabe musiske rum, der var så trygge, at det føltes som at få et stort, tiltrængt kram. Men trygheden kan også tage så meget overhånd, at man slet ikke kan mærke, at der er noget på spil.

Den fare mærkede jeg i starten af gårsdagens August Høyen-koncert i Store Vega. Hans fem mand store backingband var allerede begyndt at spille åbneren ‘Drømme’, da hovedpersonen kækt trådte frem på scenen, mens guitarist Jeppe Kamper spillede et fyldigt, melodiøst riff, der nærmest fik seancen til at føles som en wrestling-entré.

Det niveau af charme fortsatte på ‘Jeg regner med’, hvor linjen »Jeg regner med / du har det ligesom mig« fik en smuk kunstpause, der ledte tankerne hen mod Tim Currys ditto i ‘Rocky Horror’. Storsmilende dansemoves på ‘Fint nok’ og et Samuel Herring-kanaliserende skrig på ‘Det hele handler om dig’ fik mig også til at trække på smilebåndet.

August Høyen. (Foto: Thomas Rungstrøm)

Men jeg fangede også mig selv i ikke at belønne sangene med mere end et respektfuldt golfklap. For selvom der var charme, ramte musikken ikke dybere i sjælen. Altså lige indtil August Høyen pludselig blottede sig.

Han introducerede ‘Engle’, hans muligvis bedste nummer, ved at fortælle, at den er skrevet til Jeppe Kamper, fordi han i gymnasiet mistede sin mor til kræft. Parret stod sammen side om side og spillede det sparsomt instrumenterede nummer, der fik lige den sårbarhed, det har brug for. Selv stod jeg på anden række og stortudede, mens jeg forsøgte at tage noter.

Det næste nummer, ‘Ingenting’, fik en tilsvarende introduktion, hvor Høyen takkede publikum for at være der for ham, når han har et selvværd, der af og til påstår, at han ikke duer til en skid. Han lød som om, han prøvede at tilbageholde tårer, da han fortalte det.

August Høyen og Jeppe Kamper. (Foto: Thomas Rungstrøm)

Høyens vilje til at tage publikum med i historierne bag sangskrivningen gav pote. Da vi nåede til den kærlige ‘I hendes arme’, var feelgood-stemningen ved at blive så genetableret, at jeg var tilbage i golfklap-territoriet, men han gav sangen nye dimensioner, idet vi fik at vide, at han indspillede sangen umiddelbart efter, at kvinden, den var skrevet til, havde slået op med ham.

Jeg overvejede, om det emotionelle trumfkort ‘Engle’ var blevet spillet for tidligt. Men så kom ekstranumrene. Og inden Høyen skulle til at spille, kastede en lille pige på vel omtrent seks år et brev ned til ham fra balkonen. Høyen sagde til pigen, at det betød meget, før han gav sig til at fortælle, hvor meget hans mor altid har betydet for ham – særligt i de svære stunder.

Jeg begyndte endnu en gang at græde. Hjulpet på vej af Høyens skrøbelige stemme og hjemmevideoerne fra barndommen bag ham.


Kort sagt:
Fra tid til anden blev August Høyens musikalske univers så trygt, at man ikke kunne mærke, at der var noget på spil i Store Vega. Men når han blottede sig, væltede alle følelserne ud, og hele to gange måtte jeg græde.

August Høyen. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af