Finneas satte en tyk streg under, at han er meget mere end Billie Eilishs storebror
KONCERT. Få må kende følelsen af at stå i skyggen af sine søskende som Finneas O’Connell.
Som producer, sangskriver, storebror og bedste ven har han været ved Billie Eilishs side fra dengang, superstjernens fans kun talte forældrene i L.A.-barndomshjemmet. Sammen har søskendeparret ændret popmusikken og gjort lillesøster til en generationsstemme, der rækker langt ud over musikken.
Efter to enormt anmelderroste Eilish-koncerter i Royal Arena var det onsdag blevet storebrors tur til at indtage Vega, hvor søsteren spillede seks år tidligere.
»Havde folk indløst billet i håb om et Billie-besøg?«, spurgte jeg mig selv, inden den udsolgte koncert, men strøtanken blev hurtigt gjort til skamme. Finneas har – til min overraskelse – sin egen dedikerede fanskare i Danmark.
Der var masseskrig og teenagearme med bamser og papskilte klar til at modtage ham, da han med en kop te i hånden slentrede ind foran klaveret.
Fællessang og klap fulgte som på bestilling, da han lagde fra land med popstjerner-har-også-følelser-balladen ‘Starfucker’ og elegant dansede videre til ‘Lotus Eater’ med tekoppen i hånden.
Her kom første smagsprøve på hans vilde register, som gennem aftenen vævede sig stilsikkert rundt mellem poppede versstykker, tunge omkvæd med bombastisk livelyd og powerballaderne, hvor tråden til Eilish er tydeligst.
At omkvædene havde fået et par nøk op live, gav os de eksplosive klimakser, som Finneas har forfinet i samarbejdet med søsteren, men som man savner på hans indspillede sange. De lå denne aften som perler på en snor og blev eksekveret af et spillelystent band i storform.
Hele salen rykkede sig en meter tættere scenen, da ‘Mona Lisa, Mona Lisa’-omkvædet bragede ud akkompagneret af grønne stroboskoplys, og da man kækt sneg en trommesolo ind i ’What’s It Gonna Take to Break Your Heart?’ og siden rockede helt ud på den fandenivoldske ‘The Kids Are All Dying’, var det cementeret, hvor meget pondus middelmådige popsange kan få i nye live-klæder.
Trommesættet skulle dog holde fem koncerter endnu, så der blev også plads til roligere passager, hvor bandet tog bagsædet, og sange som ‘Little Window’ og ‘Only a Lifetime’ lod Finneas’ vokal stå mere isoleret. Han kvitterede med den ene mesterlige levering efter den anden, ikke mindst i de underspillede falsetter.
I front var Finneas både selvsikker og nærværende, og han tog sig tid til sit hengivne publikum, der kvitterede med både fødselsdagssang til guitaristen og bamsekast mod scenen. Enkelte gange, som da han kom med aftenens tredje tourbus-anekdote, var det ved at kamme over, men det blev hurtigt tilgivet.
‘Angel’ leveret ved klaveret med to bamser og tekoppen foran sig var endnu et højdepunkt, imens den hjerteskærende afslutning på ‘Break My Heart Again’ – »Oh it must be nice / To love someone who lets you break them twice« – imod slutningen udløste aftenens både største og mest dybfølte klapsalve.
80 minutter efter han trådte på scenen, havde Finneas eftertrykkeligt gjort det klart, at han ikke bare er Billie Eilishs storebror og samarbejdspartner, men også en fænomenal performer i eget navn.
Kort sagt:
Finneas leverede en nærværende koncert, hvor hvert nummer fik nyt (tiltrængt) liv. Med storslåede omkvæd, selvsikre ballader og fænomenal vokal beviste han, at han også i eget navn har rigtig meget at byde på.
