Hvis Annika er tynget af forventningerne, mærker man det overhovedet ikke på debutalbummet ‘AW’
ALBUM. Sjældent har jeg trykket »play« på et dansk debutalbum med en følelse af, at så meget er på spil, som da jeg første gang lyttede til Annikas ’AW’.
For blot et år siden debuterede hun med singlen ’Knuser hjerter’, der kom i kølvandet på et eksplosivt TikTok-gennembrud og blev en øjeblikkelig streamingsucces. Og tidligere i år vakte det opsigt, da hun som den yngste nogensinde – og med kun syv sange og et par features – blev booket til at åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival.
Annika har om nogen noget at bevise. Men hvis hun føler sig tynget af forventningerne, mærker man det overhovedet ikke på ’AW’, der er et både selvsikkert og stilbevidst debutalbum.
Lidt overvældet er hun da, indrømmer hun i åbningslinjen på en af albummets stærkeste sange, der bærer den sigende titel ’Lad mig lande’, men man tror hende næsten ikke, sådan som hun legende fraserer over det vuggende, guitardrevne groove, der peger på bossanovaens lækre, solbeskinnede afslappethed.
I hvert fald går det hurtigt over igen: »Nu har jeg endelig noget at fejre / Folk vil skåle, folk vil i samme lejr / Men der er intet af det, der rigtig vejer / Tænker på alt andet, jeg er lige landet«, synger hun i omkvædet og lyder som én, der ikke helt ved, hvad al virakken har med hende at gøre.
Endnu køligere lyder hun på ’Brugt mine dage’, hvor hun inkarnerer en slags upåvirkelig femme fatale med en joint mellem læberne og fyren i helt kort snor. »Tag et sug mer’, det har du brug for / Ikk’ inhaler, kan se du hoster«, synger hun overskudsagtigt til den udkårne, der som sangen skrider frem – forståeligt nok – bliver mere og mere nervøs.
I den helt anden grøft finder vi hende på det fremragende og overraskende intense Gilli-samarbejde ’Bar bund’, som er en gribende lille vignet af et parforhold i opløsning. »Du er så forfærdelig, er det med vilje?«, spørger Annika med en stemme, der lyder som på randen af tårer, mens Gilli svarer igen med kølig nådesløshed. Effekten er intet mindre end hårrejsende.
Annikas unikke evne til som både sangskriver og vokalist med ekstrem præcision at gøre helt specifikke følelser fuldkommen håndgribelige er det stærkeste kort på et album, jeg nogle gange ville ønske var lige så varieret rent musikalsk, som det er følelsesmæssigt.
Det store trækplaster har hele tiden været hendes stemme, der med sine hæse knæk og sin tilbagelænede intonation lyder en hel del som Rihanna.
Det er der ikke i sig selv noget galt med – hvis man skal ligne nogen, kan man lige så godt ligne de seneste 20 års bedste og mest genkendelige popstemme – men det er der til gengæld med pladens retro-agtige, men også ret anonyme neosoul-arrangementer, der nogle gange lyder som om, de er bange for at stjæle opmærksomheden.
Det er der ingen grund til, for Annika stråler faktisk stærkest, når hun får modspil.
Som hun eksempelvis gør på ’Du ik værd at græde for’, hvor Sira Jovinas sødmefulde, blide stemme er den perfekte kontrast til Annikas tilrøgede hæshed. Eller på ’Jeg er din’, der med sine hektiske, næsten jazzede rytmer er et lille eksperiment, jeg håber, Annika ikke er færdig med.
I den mere tilbageskuende ende finder vi Lamin-samarbejdet ’Stolt’, der er en rapduet af en type, jeg ikke tror, jeg har hørt siden 2010, og som med sit gammeldags boom bap-beat, sine lyse, staccaterede klavertoner og sin bulldozer af et omkvæd er skåret over samme læst som ikke-nødvendigvis-højtelskede klassikere som ’Love the Way You Lie’ og ’Airplanes’.
Alligevel er sangen svær ikke at holde af. Muligvis fordi jeg har et mere end almindeligt blødt punkt for netop denne type af overdramatisk kitsch, men også fordi det er svært at stå for Lamin, der rapper, at han vil se Annika i en brudekjole. Og fordi man må medgive, at Annika på ‘AW’ har gjort sig fortjent til det festfyrværkeri, sangen lyder som. Corny eller ej.
»Hvem ville ikk’ råbe op / Hvis de havde det li’så godt? / Ik’ for at blære mig / Jeg er bare så fucking stolt«, synger Annika i det euforiske omkvæd.
Og ja, ærligt talt: Hvem ville ikke det?
Kort sagt:
På sit selvsikre og stilbevidste debutalbum imponerer Annika som både sangskriver og vokalist. Hun stråler stærkest, når hun får modspil.