Spot Festival: Pludselig glemte jeg, at Soleima nogensinde havde været andet end en rockstjerne
KONCERT. Med sit nye album ‘Hærværk/Mesterværk’, hvoraf første halvdel udkom som en ep i marts, genopfinder Soleima sig selv som rockmusiker med en lyd, der ikke er alt for langt fra hendes kolleger i The Minds of 99.
Det stilskifte gjorde det betydeligt mere interessant, da hun skulle indtage Spot Festivals Store Sal, end det typisk er, når så etablerede navne skal agere trækplaster på vækstlagsfestivalen.
På scenen var hun flankeret af en guitarist, en bassist og en trommeslager, da hun gjorde entré ved et keyboard, der var badet i præcis én horisontal og én vertikal lyskegle.
Der var virkelig tænkt over, hvordan lyset skulle øge koncertoplevelsen, lige fra ‘Stjernekigger’, som indledte koncerten.
Selvom nummeret var en intim klaverballade til og med første omkvæd, kom der hurtigt godt med smæk på takket være såvel bluesede licks fra tidligere Dúné-guitarist Cille Dyrberg som øredøvende trommer fra Tobias Laust. Bassist Villads Tyrrestrup Øster lagde en massiv bund til lyden i samme overbæring.
Et velklingende band og et overdådigt lysshow kan ikke bære en rockkoncert, medmindre forsangeren føles i sit rette element, og Soleima forsvandt så ubesværet ind i rollen som rockstjerne, at jeg på et tidspunkt helt glemte, at hun nogensinde havde været andet.
Hendes stemme – der med sin nasale klang har en del paralleller til Niels Brandts – stod ualmindeligt godt til lyden, der var markant hårdere end på ep’en. Hun formåede at være fyldig og gennemtrængende, selv når Dyrbergs guitar føltes som en hel hær.
Soleima holdt stativet helt tæt, som om det var en dansepartner under det uudgivne ‘Hvide øjne’, og da hun nåede linjen »bli’r du bange – eller høj« understøttede hun den med store armbevægelser, hvor lyset fulgte med.
Hendes dans under introriffet til ‘Den udødelige historie’ fik gejlet publikum godt op, og da vi ramte tredje omkvæd, blev alle instrumenter undtagen de hektiske trommer skåret fra, og Soleima gav en udgave af omkvædet, man i endnu højere grad kunne mærke. Herfra rejste hele salen sig op, og lyden blev endnu mere bragende.
Men også hendes crowdkontrol var eminent.
»Jeg har erfaret, at hvis man hopper til denne sang, får man det langt federe – alle ens problemer forsvinder«, sagde hun under den uudgivne ‘Kroppe uden hoveder’, og midt i virvaret troede man let på hende.
Rock-Soleima er født – og hun er kommet så godt ud af sin skal, at det føles som om, hun altid har været her.
Kort sagt:
Soleima genintroducerede sig selv som rockstjerne på Spot Festival. Alle aspekter af transformationen var så vellykket, at man helt glemte, at det var samme kunstner, der lavede ‘Cheers for the Tears’ for år tilbage.