Kærligheden var rødglødende, da Arca slingrede sig igennem sin Roskilde Festival-koncert

KONCERT. Arca er blevet en af klodens mest feterede elektroniske producere ved kompromisløst at dyrke sin egen, konstant foranderlige kunstneriske vision.

Skal man tage hendes midnatskoncert torsdag på Arena som pejlemærke, er det venezuelanske verdensnavn i gang med en ny transformationsproces – nu i fuld sving med at forvandle sig til popstjerne på egne præmisser.

Arca ankom i lårlange lakstøvler og en pågående attitude, der henvendte sig direkte til publikum, både i tale og kropssprog. Det var sylespids selviscenesættelse, hvor hendes persona konstant imiterede en inderlighed, samtidig med at hun legede med popidolets glatte overfladedyrkelse.

Metalaget fik en ekstra krølle med en maskeret kameramand, der søvngænger-agtigt kredsede omkring hende, mens han transmitterede til storskærmene, hvor der også kørte hektiske animationer med ild, slanger og cyborger. Der var kort sagt tryk på.

Musikalsk var der også smæk for skillingen, lige fra signatursangen ‘Rakata’ satte gang i pitten med sin tunge reggaeton-bund. Symptomatisk for koncerten dunkede bassen som et trykluftsbor, der sugede alle nuancer ud af produktionen. Men en effektiv feststarter var det da.

Kærligheden mellem fans og sanger var rørende og rødglødende fra start til slut, men som koncert betragtet var det en slingrende oplevelse. Én ting var det endimensionelle lydbillede, noget andet var den opkørte afvikling, hvor et nummer sjældent fik lov at spille helt ud, inden Arca takkede hurtigt, men dybfølt – og hastede så videre.

I momenter kunne man ane konturerne af Arcas producermæssige vingefang – som når de længselsfulde synthflader fik mere plads på ‘Reverie’ og ‘Firestarter’, eller numre blev opløst i splintrende metalliske fragmenter og trommehindekrattende støj.

På samme måde fik man også i glimt hørt hendes vilde vokalmæssige spændvidde, der ubesværet kan bevæge sig fra dybe oktaver og smukke teatralske toner til speedrap og smældende high pitch-udbrud.

Det fjernede bare ikke indtrykket af en monoton attituderelativistisk legestue, hvor de samme performance- og produktionstricks blev genbrugt for mange gange, hvorfor følelsen af gentagelse ramte én, selvom nye numre blev afviklet.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.