ANBEFALING. Det er nok meget sigende, at jeg første gang opdagede den engelske hiphopundergrunds nye it-boy, Fakemink, da jeg gled ned langs trådene på et meget aktivt Dean Blunt-subreddit.
Nogle artister trives nemlig ikke ude i det åbne, men i internettets skyggehjørner af nicher, sladder og nørderier. Her danner diverse spekulationer og diskussioner fundamentet for dyrkelsen af de nyeste musikalske myter og kultpersonligheder.
Fakemink, der bærer det borgelige navn Vicenco Camille, står netop nu et spændende sted mellem disse obskure internetrum og en bredere (og meget mere mainstream) musikalske sfære.
Men selvom den 20-årige London-rapper har fanget både Timothée Chalamet, Frank Ocean og Camilla Cabellos opmærksomhed, formår han stadig at være omgæret af mystik.
»Londons frelser«
Fakemink giver ikke mange interviews, og meget vides endnu ikke om hans egentlige baggrund. Det kan faktisk være vanskeligt at kortlægge, hvordan det hele startede, og hvor han helt præcis befinder sig nu.
En ting er dog sikkert: Han bevæger sig fremad, og det går hurtigt. Folk, der opdagede ham for to måneder siden, klager over folk, der opdagede ham for to dage siden. Og da singlen ‘Braces’ fra august var en måned gammel, blev fans nærmest utålmodige, da de har vænnet sig til hans ellers hyppige udgivelsesrytme, der tidligere kunne bestå af flere singler om ugen.
Alene sidste år udgav han over 50 sange, og selvom 2025 ikke har været lige så produktivt, har året budt på nogle af Fakeminks mest opsigtsvækkende singler – fra den Crystal Castles-klingende ‘Easter Pink’ til den basforvrængede og melodisk opløftende ‘Music and Me’.
Fakemink har udgivet musik siden 2022 og har i skrivende stund rundet de to millioner månedlige lyttere på Spotify. Sidste år blev han hevet med på scenen af Drake under en optræden på Wireless Festival i London, og tilbage i maj samarbejdede han med Drain Gang-kendingerne Ecco2k og Mechatok på den guitardrevne single ‘Makka’.
Selv kalder han sig »London’s saviour«. Et navn, han fik af vennen GhostInnaFurCoat, og som i øvrigt også er titlen på hans debutalbum fra 2023. Han beskriver sig nemlig som en frelser, der skal redde Londons musikscene, som han i interviews kalder »all trash«.
Ikke desto mindre er Fakemink en del af en spirrende undergrundscene i England, der også tæller navne som EsDeeKid og Rico Ace. Rappere, der på samme vis oplever en eksponentiel interesse, selvom de alle virker til at være dukket op ud af det blå (medmindre man er kronisk online).
De tre artister samarbejder på kryds og tværs, mest bemærkelsesværdigt på den hårdtslående single ‘LV Sandals’ fra EsdeeKids debutalbum fra tidligere i år, ‘Rebel’. Om der er tale om et decideret kollektiv i stil med svenske Sad Boys eller netop Drain Gang er dog ikke helt klart.
Luksuriøst og beskidt
Navnet Fakemink skal ifølge ham selv reflektere hans æstetik og musikstil, som han kalder både »luksuriøs og beskidt«. ‘Fake’ er det beskidte, ‘mink’ det luksuriøse. Som hvis du havde tabt din Gucci-taske i en mudderpøl.
Musikken er i hvert fald drevet af en legesyge og en DIY-agtig ‘jeg-er-ligeglad-med-mixet’-tilgang, hvor alting er charmerende uforudsigeligt – og beskidt. Ikke ulig hvis du med dine 20 kroners Sandberg-hovedtelefoner skulle surfe gennem din lillebrors Soundcloud-demoer.
Stilistisk bliver Fakeminks musik ofte karakteriseret som jerk – en niche, som i grove træk blander hyperpop-æstetik med en form for cloudrap – men selv i denne mikrogenre eksisterer han på sine helt egne præmisser.
Blandt andet fordi han formår at bevæge sig udenom det nostalgiske, kitschede hul, som mange inden for samme genre ofte falder ned i, især når det gælder gen Z’s notoriske besættelse af Y2K og start-10’ernes æstetik.
Måske er det hans unikke tilgang til produktion, hvor han med pitchede vokaler skraber hyperpoppens overflade, mens instrumentalerne bevæger sig mellem æteriske jerk-produktioner og distortede klub-beats. Eller måske er det hans gravrøver-agtige attitude til sampling, hvor der blandes alt fra Imogen Heap til Miley Cyrus og Metallica. En tilgang, der nærmest er lige så fandenivoldsk og uforudsigelig som idolet Dean Blunt.
Fakeminks stil er frisk, finurlig og utroligt vanedannende, og med en solid melodisk sans og innovative produktioner løftes numrene til niveauer, jeg sjældent har set. Både inden for jerk og andre afarter af hiphop, men også inden for elektronisk og eksperimenterende musik generelt.
Sjældent har jeg været så enig i en hype for én, der ellers ikke oplever den største eksponering i det bredere musiklandskab. Og med Fakeminks hastighed bliver det særligt spændende at følge karrieren op til hans kommende album, der er sat til at udkomme i starten af 2026.
Da den amerikanske festivalgigant Coachella for nylig annoncerede deres lineup til 2026, var det da heller ikke den store overraskelse, at Fakemink var på plakaten – lige under Sexyy Red og Central Cee. Det tyder på, at vi snart kommer til at lære den lyssky brite meget bedre at kende.