Her er koncerterne, du skal opleve i oktober – fra hasteopereret band til Tessas lovede magtdemonstration

Vi guider hver måned til de danske koncerter, du ikke må glip af.
Her er koncerterne, du skal opleve i oktober – fra hasteopereret band til Tessas lovede magtdemonstration
Tessa på AiaSound. (Foto: Morten Rygaard)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sivas

10. oktober, Store Vega + 11. oktober, Train

Det er en særligt selvransagende Sivas, vi møder på rapperens seneste album, ‘R du stadig her 4 mig’, der befinder sig i det mere kontemplative hjørne af rapperens lyriske univers.

Manden, der revolutionerede dansk hiphop for 12 år siden, er dog stadig en habil historiefortæller og stemningsfremkalder, og han forbliver en ener på den danske hiphopscene.

Der er stadig billetter til Train, men Store Vega er udsolgt. Hvilket nok også besvarer albumtitlens spørgsmål: Publikum er der stadig for Sivas.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Snuggle

10. oktober, Lille Vega + 11. oktober, Voxhall

Med en atmosfærisk vokal og dekadente guitarklange har duoen Snuggle skabt en lyd, der indfanger meget af det, som de seneste år har sat den københavnske undergrund på verdenskortet.

Koncerten i Lille Vega bliver første stop på Snuggles kommende efterårsturné, og med sig har de debutalbummet ‘Goodbyehouse’, hvor de skaber et stilsikkert og tryllebindende univers.

Forhåbentlig overdøver Sivas beats’ ikke duoens koncert. Rapperen gæster nemlig Store Vega samme aften.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Black Country, New Road

17. oktober, Store Vega

Efter frontmand Isaac Woods exit i 2022 var Black Country, New Road et band, der måtte hasteopereres. Og helst på en måde, der kunne leve op til det fremragende gennembrudsalbum ‘Ants From Up There’ fra samme år.

Det længe ventede resultat blev dette års ‘Forever Howlong’, som Soundvenues anmelder tildelte seks stjerner. Noget må den engelske sekstet altså have gjort rigtigt under omstillingsprocessen.

Da gruppen gæstede Roskilde Festival i 2023, gav en cirka 20 minutters forsinkelse svedige håndflader, men koncerten viste sig at være al ventetiden værd. Man kan kun håbe på samme musikalske overlegenhed i Store Vega – minus forsinkelsen, naturligvis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bob Dylan

21. oktober, Royal Arena

Siden 2021 har Bob Dylan været i gang med sin verdensomspændende ‘Rough and Rowdy Ways’-turné, der nu vender forbi Danmark for anden gang.

Dylans seneste koncert i Danmark var nemlig i forbindelse med selvsamme turné efter det suveræne album af samme navn, der ved udgivelsen i 2020 var nobelpris-modtagerens første album med originalt materiale i otte år.

Koncerten i 2022 gjorde sig særlig bemærket på grund af dens omfattende forbud mod mobiltelefoner og videokameraer, der også er gældende for koncerten i oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tessa

25. oktober, Royal Arena

At optræde i Royal Arena er noget, som kun tilfalder entertainere af en vis kaliber herhjemme. Det giver derfor god mening, at Tessas med egne ord ikke forventer at give en sædvanlig koncert, men en »magtdemonstration«.

I år har Tessa – udover at udgive singlerne ‘Kirsebær’ og ‘Tag det af’ med Berg – desuden fremvist et helt nyt talent med en yderst vellykket skuespilsdebut i TV 2-serien ‘Løgnen’.

En arenakoncert burde med andre ord være i den nemme ende af nye prøvelser.

Flere spændende koncerter i oktober:
2.-10. oktober: Sira Jovina (turné)
3. oktober: Sophie Ellis-Bextor (Poolen)
3.-31. oktober: Peter Sommer (turné)
2.-7. oktober: Mina Okabe (turné)
5. oktober: Billy Strings (Poolen)
6. oktober: Shame (Pumpehuset)
9. oktober: Emily Bowen (Hotel Cecil)
10. oktober: Kindsight x Nausia (Loppen)
13. oktober: Loyle Carter (K.B. Hallen)
15.-24. oktober: Ida Laurberg (turné)
18. oktober: The Hives (K.B. Hallen)
19. oktober: Katy Perry (Royal Arena)
20. oktober: Josef (Store Vega)
21. oktober: Mille (Store Vega)
23. oktober: School of X (Train + 24. oktober, Store Vega)
24. oktober: Ude Af Kontrol (Royal Arena)
25. oktober: Ethel Cain (Store Vega)
25. oktober: Karoline Funder (Ideal Bar)
29. oktober: Johnny Marr (Amager Bio)
30. oktober: Mac DeMarco (Store Vega)
31. oktober: Benjamin Hav & Familien (Royal Arena)
31. oktober: McKinley Dixon (Ideal Bar)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af