Seks årtier inde i karrieren har Bob Dylan begået endnu et hovedværk med ‘Rough and Rowdy Ways’

5 6
Seks årtier inde i karrieren har Bob Dylan begået endnu et hovedværk med ‘Rough and Rowdy Ways’

Jeg husker tydeligt første gang, jeg lyttede mig gennem et Bob Dylan-album. Det var ‘Blonde on Blonde’ fra 1966, som (fuldt forståeligt) regnes for et uomgængeligt mesterværk i musikhistorien og en funklende ædelsten i rocklegendens diskografi. Oplevelsen står stadig lysende klart i min erindring, fordi jeg ikke tidligere havde hørt rocksange med et sådant væld af referencer. Faktisk måtte jeg flere gange pause musikken for at få tid til at skrive de mange navne, udtryk og henvisninger ned.

Jeg var nysgerrig og draget, og det er i min optik dette mylder af information, som berettiger Bob Dylans status som en af de største sangskrivere nogensinde – det er derfor, han har modtaget Nobelprisen i litteratur. Når han er bedst, kan han med gribende fortællemæssige og poetiske virkemidler implementere sine egne oplevelser, erfaringer og observationer i verdens- og kulturhistoriske begivenheder.

Heldigvis viser Bob Dylan sig i den grad fra sin bedste side på sit 39. album, og der er rigeligt at holde styr på i de fabulerende og forrygende sange med legenden i absolut topform som sangskriver.

‘I Contain Multitudes’ refererer både til kz-offeret Anne Frank, den engelske digter William Blake og Indiana Jones (!), på ‘Crossing the Rubicon’ følger han den romerske feltherre Julius Cæsar, og den 17 minutter lange ‘Murder Most Foul’ er en gribende beretning om klimaet i USA i kølvandet på mordet af John F. Kennedy. Alle disse fortællinger er sat i rammer, der tager afsæt i Dylans egne refleksioner.

Den lyriske overlegenhed komplementeres smagfuldt af adstadige akkompagnementer, subtil instrumentering og en rustik produktion. Som en ækvivalent til Johnny Cashs ‘American Recordings’-serie har Dylan valgt en tilsvarende fremgangsmåde i studiet, hvor autenticitet og nærvær er hjørnestenene. Det klæder den aldrende rockpoet at servere materialet med levet liv og eftertænksomhed for øje, ligesom hans ofte polariserede vokal har fundet et afrundet leje, der er skræddersyet til disse sange.

Man tuner helt enkelt ind på Dylans frekvens. Om det er via de svalende harpestrøg i ‘Black Rider’, den atmosfærisk delikate western-vibe i ‘My Own Version of You’ eller harmonikaen i den vuggende ‘Key West (Philosopher Pirate)’. Og man giver sig helt hen til ovennævnte ‘Murder Most Foul’, hvis hypnotiserende stemning ikke er ulig de seneste udspil fra Nick Cave & the Bad Seeds.

Siden føromtalte ‘Blonde on Blonde’ har Dylan rundt regnet præsteret et hovedværk pr. årti – heriblandt ‘Blood on the Tracks’ (70’erne), ‘Oh Mercy’ (80’erne), ‘Time Out of Mind’ (90’erne) og ‘Love & Theft’ (00’erne).

Nu har han taget hul på et nyt årti med et album, der i dén grad måler sig med karrierens største øjeblikke.


Kort sagt:
39 album og seks årtier inde i karrieren har Bob Dylan begået endnu et hovedværk, der perfekt sammenfletter stemningsmættede melodier med de bjergtagende fortællinger, der har gjort ham til en af de største sangskrivere nogensinde.

Bob Dylan. 'Rough and Rowdy Ways'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af