Sivas er eftertænksom og selvransagende som aldrig før på ‘R du stadig her 4 mig’
ALBUM. Der ligger en usikkerhed og ulmer i den spørgende titel på Sivas’ nye album, ’R du stadig her 4 mig’.
Det er tre år siden, han udgav sit seneste album, ’Forza’, og hele 12 år siden, han revolutionerede dansk hiphop med den skelsættende single ’D.A.U.D.A.’, som formede en hel generation af rappere i sit billede. Efter al den tid, er vi stadig her for ham?
Følsomheden har altid været til stede i Sivas’ univers. Alligevel blev jeg overrasket over spørgsmålet, der også stilles igen og igen på det lækre, g-funk-klingende åbnings- og titelnummer. Er Sivas – rapperen, der på ’Forza’-højdepunktet ’Martial Arts’ refererede til sig selv som »übermensch ligesom Nietzsche« – begyndt at tvivle på sig selv?
Det er i hvert fald en eftertænksom og selvransagende Sivas, vi møder på ’R du stadig her for mig’.
Det gælder ikke mindst den enestående, sangskrivningsmæssige magtdemonstration ’Blod på mine hænder’, hvor konturerne af en politisirene svagt kan anes i baggrunden af et filmisk lydbillede af sensitivt guitarspil og sørgmodige vokalharmonier.
Sangen er en skriftestol, en bøn om tilgivelse og en benhårdt, socialrealistisk vidnesbyrd om livet som pusher, der tegner et hjerteskærende portræt af en ung, kvindelige kunde – »turkisblå øjne og hendes smil gjorde dem livlige« – der køber oftere og oftere, mens glimtet i øjnene langsomt forsvinder. Og så:
»Hun sagde, jeg er gravid, men det går nok / Jeg ventede for længe, det’ for sent til abort ogs’ / Og barnets far er ligesom hendes, han er bort ogs’ / Så det barn, der bli’r født, får det hårdt ogs’ / Jeg sagde, hold dit hoved op og tør din’ tårer ogs’ / Stop med de der piller og det coke ogs’ / Hun grinte, hvem er du til at dømme os?«.
Det er stor historiefortælling med lige dele lyrisk spidsfindighed og menneskelig indsigt.
Selvransagelsen fortsætter på den elegiske ’Verden R en ghetto’, hvor Sivas beskriver sig selv som en »ghettobaby med PTSD«, på den hypnotiske, hårdtslående trap-skæring ’4 dem’, hvor han sammen med Noah Carter og Luko udbringer en dybtfølt skål til de fællesskaber, de står på skuldrene af, og på ’Onde øjne’, hvor han beder om befrielse fra de uheldsvangre og faretruende onde øjne, som blandt andet kan udspringe af misundelse.
På albummets sort-hvide cover bærer Sivas på et lille metalkar af den type, man bruger til at brænde esfand i – små frø, der brænder med en ASMR-værdig knitren og en varm, krydret røg, der forfører og overvælder med sin sanselighed, og som i Iran, hvor Sivas er født, bruges til at beskytte sin familie og sine elskede venner mod netop onde øjne.
Sivas er en mester i at skabe stemninger. På mange måder er esfand et perfekt billede på hans musik, for der er noget atmosfærisk og parfumeret over hans klangunivers, noget knitrende over de taktile beats og noget tilrøget over hans dybe og ofte næsten hviskende stemme.
Det gælder især ’Uden at blinke’, et langstrakt, lineært house-trip, der har en tranceinducerede, nærmest bedøvende effekt, og hvor Sivas’ kropsløse, autotunede vokal væver sig ind og ud af et ambient lydlandskab, der punkteres af forvrængede beats som brændende gløder på et stykke silke.
Problemet med dyrkelsen af stemningen som kunstnerisk metode kan være, at det kræver en ekstremt hårfin balancegang ikke at spolere den.
Sivas’ musik er som røg. Ikke kun på grund af dens æteriske, let svimlende kvaliteter, men også fordi den har det med at forsvinde mellem hænderne på ham, hvis han ikke insisterer på at holde den i et hermetisk lukket rum.
På sange som ’Illus.on’ og ’Kun det bedste’, hvor henholdsvis Thor Farlov og Hans Philip bryder ind i lydbilledet med velsyngende, melodisk renhed, bliver røgsløret brudt. På samme måde ender de sødmefulde klavertoner og den demonstrative tristesse på sange som ’Aldrig haft en ven som mig’ og ’Verden R en ghetto’ med at overgøre sangenes patos og på den måde – i sidste ende – kvæle den.
Lige så fortryllende som Sivas’ musik kan være i sin abstrakte, stemningsmættede intensitet, lige så meget taber den mig på gulvet, så snart den bliver for følelsesmæssigt hårdhændet.
Men selvom det sker lidt oftere på ’R du stadig her 4 mig’ end på hans tidligere plader, hører det heldigvis stadig til sjældenhederne. Hvis albummets titel er et udtryk for usikkerhed, er der ingen grund til den.
Kort sagt:
På sit nye album er Sivas en enestående historiefortæller og kurator af forførende stemninger. Selvom en håndfuld afstikkere på forstyrrer helhedsindtrykket, er det endnu en stærk udgivelse fra en ener i dansk hiphop.