’Forza’: Sivas er slående ligeglad med, at tiderne er skiftet
Man må give Sivas, at han ikke giver særlig meget for tidens trends. Den engang så toneangivende rapper spilder ikke tid på at sigte efter nutidens lyd på sit nye album ‘Forza’, der i stedet fortsætter den stil, Sivas udstak på de to forløbere i den nu afsluttede trilogi, ‘Ultra’ (2018) og ‘Contra’ (2019).
»Skørt at se hvor mange mennesker, dеr bar’ følger trends / forført af massеmediers kameralins’«, som det lyder på singlen ‘Deloreans’.
I virkeligheden kan ‘Forza’ præsenteres med meget få ord: Det er et Sivas-album.
Der er ikke meget nyt under solen, og det er på sin vis helt, som det skal være. For selv om dansk rap efterhånden lyder ret anderledes end dengang, Sivas kickstartede en ny æra med ‘D.a.u.d.a’, så ville det være mærkeligt, hvis det pludselig var Sivas, der skulle halse efter de andre, når han nu altid selv har gået forrest.
Sivas selv virker nærmet også bevidst om – og slående ligeglad med – at tiderne er skiftet.
»Til dem, der’ ignoranter – flasher tal fra Spotify / det’ mig, der’ number one forevigt, baby, fuck the charts«, rapper han på den rullende ’Martial Arts’; en klassisk Sivas-affære på lidt over to minutter uden noget der nærmer sig et hook.
Og sådan går det egentlig slag i slag på store dele af ‘Forza’: Sivas rapper, og de tilbagelænede, omtågede beats udgør baggrunden for hans poetiske, opfindsomme rim, der er lige dele pralende og samfundskritiske på en måde, som det stadig er få andre rappere, der kan få til at fungere.
»De vil ha’ jeg ska’ bli’ vant til Rolex-ur med diamanter / de kurerer nok aldrig cancer, for det gi’r ikk’ nok kontanter / Marvel skaber propaganda, for at slet’ de sorte pantere / hvem havde troet, da vi blev født at det var os, der var produktet«, lyder det på ‘Artificial Intelligence Freestyle’, mens Sivas stikker til glorificeringen af gadelivet på ‘Violence’ – et af de få steder, hvor humøret gør udsving (ikke mindst takket være Brancos gæstevers).
Albummet veksler mellem de eftertænksomme, trappede beats og mere melodiske, poppede numre som ‘Cozy’ og ‘Menace II Society’. Alligevel ville det være synd at sige, at der er stor variation, og det er nok her, ‘Forza’ taber pusten lidt.
Sivas har en klar styrke i de mere melankolske beats, men når man ikke har kontrasten fra nogle mere energiske numre, bliver det altså lidt langtrukkent. Der går lige lovlig meget cruise control i den, og måske siger det egentlig mest om Sivas’ kvalitet som rapper, at albummet stadig fungerer nogenlunde, selv når spændingskurven er så flad.
Det er nok ikke helt tilfældigt, at UK garage-nummeret, drill-beatet og 80’er-balladen ligger til sidst på albummet som for at vise, at Sivas altså godt ved, hvad der er oppe i tiden. Samtidig viser han, at han altså ikke rigtig gider følge tendenserne, men hellere vil blive i sit eget univers. Lord Siva står for omkvædet på både UK garage-sangen ‘Material Girl’ og 80’er-slaskeren ‘Push It to the limit’, mens ‘Shotcaller’ virker som et lidt modvilligt forsøg på at ramme en drill-lyd.
På en måde er det godt, at der sker noget til sidst – de tre numre når lige at give energiniveauet et tiltrængt nøk op.
Men ærlig talt: Sivas har ikke brug for drill, The Weeknd-synths eller genbrugte garage-synkoperinger. Der er nok rappere, der kaster sig over Pop Smoke-type beats, og nok håbefulde sangere, der prøver at score den næste måneds 80’er-inspirerede hit.
Sivas er nu engang stærkest, når han lyder helt som sig selv. Når der er fokus på rapperen Sivas og ikke alt muligt andet. For ham er der altså stadig kun én af.
Kort sagt:
‘Forza’ er langt fra Sivas’ stærkeste album, og der er ikke meget variation i de tilbagelænede beats. Men som rapper er Sivas stadig værd at lytte til.