Hvor går grænsen mellem en schlapper og en skraber?

Sivas’ nye album ‘Forza’ er eftertænksomt og afdæmpet. Indtil Lord Siva sætter gang i festen til allersidst.
Hvor går grænsen mellem en schlapper og en skraber?
Sivas. (Foto: Niklas Vindelev)

KOMMENTAR. Sivas har netop færdiggjort en albumcyklus, der strækker sig fra 2018-albummet ’Ultra’ til ’Contra’ fra 2019 og nu altså til slutpunktet ’Forza’, der udkom i fredags. Det er en ret stramt udført trilogi, hvor alle tre album er relativt korte – fra otte til tolv numre – og hvor Sivas oftest har holdt sig til sin signaturlyd.

Det vil sige: En melankolsk og nostalgisk stemning, der kommer til udtryk gennem en tåget lyd og tunge beats tilsat en halvsunget autotunet vokal – der stedvis krydres med mere rendyrkede rappassager, der minder lytteren om, at det her altså er en rapper, der har brilleret med ordspil siden mixtape-dagene i 00’erne.

Niveauet er solidt til stærkt på alle tre værker – også det nyeste, der har sine livlige lyriske øjeblikke, som når Sivas sammenligner sig selv med Nietzsches Übermensch på en sang om kampsport (’Martial Arts’) eller filosoferer over, at det måske er helt på sin plads, at drabelige robotter er ved at erstatte menneskeheden på ‘Artifcial Intelligence’.

Han er stadig en skarp tekstskriver, og ’Forza’ er en stemningsfuld størrelse. Men albummet lider måske en smule under, at det er sidste del af en trilogi. Som lytter har man hørt mange af de her ting fra Sivas før.

Det her er ikke en anmeldelse – sådan en lander der snart her på sitet – men for mig personligt er den her svævende stemning med årene gået over til at blive en smule søvndyssende.

Det er lige døsigt nok, at Sivas nu, over et årti inde i karrieren, stadig mest af alt bare »læner sig tilbage og tar en schlapper«, som det allerede lød på ‘Det gode liv’ i 2014. For hvor går grænsen mellem en schlapper og en skraber?

Det kan være svært at sige, så det er heldigt, at albummet liver op gennem en af sine gæster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For på et album, hvor Sivas’ alfaderlige melankoli kan have lidt samme effekt som en vuggevise, er det fantastisk at blive revet ud af slummeren af gæstesangeren, der har sådan en stemme, der skærer gennem lydbilledet, som en sirene skærer gennem natten.

Man kan simpelthen ikke sygne hen, når Lord Siva synger. Det gælder også for Sivas. Han vågner op på discosmaskeren ’Push It To the Limit’ (der næsten lyder som en part to til ’Sidste timer’) og på UK garage-feststarteren ’Material Girl’.

Det hjælper nok også, at de to sange har produktioner, der er væsentlig mere sprudlende end de meget afdæmpede beats, Sivas ellers foretrækker på ‘Forza’. Især Hennedubs skøjtende trommer og tirrende stemmesample på ’Material Girl’ er vellykkede.

Men én ting er produktionerne. Sivas og Lord Siva passer bare godt sammen – og det siger jeg ikke kun, fordi deres navne er så ens (sorry, var nødt til at sige det).

Lord Sivas skærende smukke stemme er den perfekte modvægt til Sivas’ karakteristiske autotune-summen. Selv når rapperen lyder, som om han er ved at falde i søvn ved mikrofonen på første vers af ’Material Girl’, gør det egentlig ikke noget, for hans vokal får endelig noget tiltrængt modspil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De to samarbejder mellem Lord Siva og Sivas kommer til allersidst på ’Forza’, og måske er det også derfor, de føles som det tidspunkt, hvor albummet vågner op. Det er et skud energi, der minder os om noget, der er gået lidt tabt i Sivas’ nyeste musik.

For gennem hele hans karriere har der været en balance mellem melankoli og energi. Der har altid været sørgmodige refleksioner som ’Vejen’ og forsigtigt optimistiske og afdæmpede meditationer som ’Ingen skyer solen skinner’. Men de har haft en modvægt i form af sange som ’D.A.U.D.A.’, ’Saucen’ eller ’Ritualet’, der havde en helt anden fremdrift.

I virkeligheden er Sivas’ bedste musik måske numre som ’Jaja’ eller ‘Det gode liv’, hvor melankolien og euforien går hånd i hånd.

På de sange er det, som om rapperen mærker eftertænksomheden skylle over sig, mens han står med flasken i hånden midt i festens centrum. Som om han mærker et lille stik i sjælen – selv i de mest hedonistiske øjeblikke. Det er i øvrigt samme følelse, meget af Lord Sivas tidlige musik besynger.

På ’Forza’ er der ikke helt den slags sange, der forener det bedste fra begge verdener, men i stedet en stor overvægt af reflekterende, stille sange. Og netop derfor er det så befriende, at Sivas så alligevel leverer et par festlige momenter med Lord Siva i sidevognen til sidst.

De to sange er – trods ubehageligt mange referencer til en kvindes »nani« – der, hvor albummet får genoprettet sin balance mellem energi og melankoli. De gør, at Sivas’ albumtrilogi trods alt slutter med en fest.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af