Hun blev kaldt »en kropsløs stemme«. Nu har Zara Larsson endelig vist os, hvem hun er

I morgen tirsdag kommer Zara Larssons ‘Midnight Sun’-turné til Royal Arena, og den svenske stjernes seneste album er et stærkt bevis på, at vi lever i en popæra, hvor personlighed og originalitet er et must.
Hun blev kaldt »en kropsløs stemme«. Nu har Zara Larsson endelig vist os, hvem hun er
Zara Larsson. (Foto: Sony)

PORTRÆT. Zara Larsson, hende med den store stemme. Sådan har jeg altid tænkt om den svenske popstjerne. Zara Larsson med radiohittene og »I-just-wan-na-be-part-of-your-SYMPHONYYYYY«.

Men jeg har heller ikke tænkt så meget mere end det. 

For selvom den nu 27-årige popstjerne har været popstjerne siden teenageårene og toppet hitlisterne mere eller mindre kontinuerligt, har det været svært at mærke, hvem hun var, og hvad hun stod for musikalsk. Er hun en partygirl? En romantisk ballade-girl? 

Først i år har den opfattelse langsomt ændret sig. For med hendes femte studiealbum, ‘Midnight Sun’, har Zara Larsson gjort det umuligt at vende blikket væk.

Eller, det vil sige, det lader til, at størstedelen af anmelderverdenen lidt har sovet på ‘Midnight Sun’. Der findes forsvindende få anmeldelser af albummet blandt store internationale medier, og herhjemme findes også kun én.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Til gengæld har popfans verden over kastet deres kærlighed over albummet, og i online-fællesskaber som subredditen r/popheads bliver ’Midnight Sun’ rost til skyerne.

Og med god grund. Albummet er stilrent, opløftende, sjovt og har endelig besvaret det store ubesvarede spørgsmål om, hvem den svenske popstjerne egentlig er. Det er et album med personlighed, og i kølvandet på ‘Midnight Sun’ er der vokset en stærkt og loyal fanbase.

En stemme uden krop

En af de mest ubarmhjertige måder at gøre sin entré i showbiz på er muligvis at være barnestjerne. Og den præmis har Zara Larsson haft imod sig.

Som 10-årig vandt hun den svenske version af ’Got Talent’, og allerede to år senere fik hun sin første pladekontrakt. Verden lærte hende at kende i 2013 som den unge pige bag hittet ‘Uncover’, der virkelig pustede ild i fænomenet af unge piger, der lavede covers på YouTube og aflagde patosfyldte ’X Factor’-auditions. 

På den måde har verden skullet kigge på, mens hun fandt sin vej, sin smag og sin personlighed, og derfor giver det også god mening, at Zara Larsson ikke har været en formfuldendt popstjerne fra begyndelsen.

Zara Larsson. (Foto: Sony)

Hendes store gennembrud kom med den elektroniske, meget Kygo-agtige ‘Lush Life’, og i det hele taget har Larsson brugt 2010’erne på at lægge stemme til en lang række elektropoppede collabs, hvor hun nærmest mere blev et instrument end en artist.

Ikke helt uden konsekvenser. Om albummet ‘Poster Girl’ fra 2021 skrev amerikanske Pitchfork: »Mange år inde i hendes solokarriere er Larsson stadig bare en kropsløs stemme, der flyder oven på et beat«. Av.

2024-albummet ‘Venus’ var endnu et genreforvirret udspil uden den store gennemslagskraft udover leadsinglen ‘Can’t Tame Her’. 

Med ‘Midnight Sun’ føles det lidt som om Larsson har lavet en kæmpe oprydning i sit indre kreative bibliotek og har destilleret, hvad det egentlig er, hun godt kan lide. Albummet er stadig overvejende elektronisk pop, men produktionerne er originale, og teksterne er stærke og rummer både humor, dybe refleksioner og eskapistisk ferieparadis-stemning.

‘Midnight Sun’ er også det første album, hvor Zara Larsson endelig selv er gennemgående sangskriver på alle sange (i øvrigt sammen med danske Helena Gao!), og det er skinner igennem, at det er hendes egne følelser, der gemmer sig bag ordene.

Det er et langt sjovere og mere rørende album, end hun nogensinde har leveret før.

Personlighedens æra

I et interview umiddelbart efter albummets udgivelse fortalte Zara Larsson, at ‘Midnight Sun’ kommercielt set har været lidt af et flop. Streamingtallene har ikke været lige så høje som for hendes tidligere projekter. 

Men kulturelt set er albummet en succes. For Larsson har skabt et album med enormt meget karakter, og som endelig har skabt de kernefans, hun tidligere har manglet. I stedet for at eksistere i periferien af folks bevidsthed som »hende med ’Lush Life«, er hun blevet hovedperson og har endelig fået skabt et univers, man kan dyrke og tage del i. 

Hawaii-blomster, delfiner, 00’er-æstetik og lavtsiddende smykkebælter har på en måde været det, der skulle til for at få folk til at bide sig fast. Sjovt nok har alle hendes gamle album fået en lille hibiscus-blomst på artworket, efter ‘Midnight Sun’ kom ud. 

På mange måder minder Zara Larssons rise to fame om den bevægelse, som flere popstjerner har lavet de seneste år.

Charli XCX udgav et kompromisløst album og fik endelig det brede gennembrud, hun havde kæmpet for i et årti. Sabrina Carpenter opnåede samme brede gennembrud med ‘Short and Sweet’ – hendes sjette studiealbum. Og begge fik succes, fordi værkerne var drevet af personlighed.

Zara Larsson. (Foto: Sony)

Jeg siger ikke, at Zara Larsson har været personlighedsløs og uoriginal frem til ‘Midnight Sun’. Men hun har været uforløst.

Ved hjælp af TikTok og en gennemført, farvestrålende 00’er-kampagne har hun skabt et udtryk, der ikke kun sørger for radioafspilninger og streams, men ægte fans. Folk, der vil klæde sig som hende, danse som hende, være sjove som hende og fremfor alt heppe på hende.

Jeg er sikker på, at Royal Arena kommer til at ligne en form for Barbie’s Dreamhouse-møder-Alanya med fans klædt i pink, smykkebælter og spraymalede croptops, for ligesom Charli XCX, Sabrina Carpenter og Chappell Roan har Zara Larsson skabt et univers, der engagerer og inddrager.

Hun er det perfekte eksempel på, hvor svært det kan være at bryde igennem lydmuren i dag. Men ‘Midnight Sun’ er samtidig et opløftende bevis på, at det er musik med karakter og personlighed, der lykkes med at knække koden.

Zara Larsson spiller i Royal Arena i morgen 18. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af