Bedst som man tror, at hun endelig har fordøjet bedstemor, debuterer Jenny on Holiday med en lille åbenbaring

ALBUM. Måske er et af de største komplimenter, jeg kan give Jenny Hollingworths debutalbum, at det er typisk uden at være typisk.

Det kan lyde som et paradoksalt postulat, og det vil jeg gerne medgive, at det er! Men hvorom alting er, opstår der en skøn dialog mellem Jenny on Holidays melodier og lytteren, når man finder sig selv halvt inde i de 40 minutter, som albummet præsenterer, på trods af de genkendelige klange.

Der er langt fra de kringlede veje, som hendes hovedprojekt Let’s Eat Grandma (med veninden Rachel Walton) kringlede rundt i eksempelvis på hovedværket ’I’m All Ears’.

Hvor Let’s Eat Grandma oftest kunne opfattes som et opgør med popsangens facon, er ’Quicksand Heart’ en vemodig, velsoigneret og smagfuld hyldest til de sidste 50 års pop. Erotiske produktionsvalg og en melankolsk nostalgi går hånd i hånd med Hollingworths enkle – men enormt udtryksfulde – vokal.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Bevares! Hollingworth placerer sig trygt i en tilbageskuende altpop-genre, der efter flere års succes er noget nær mainstream, hvor stjerner som Chappell Roan og Billie Eilish spøger, men måske er de største søstre i virkeligheden Caroline Polachek og norske Susanne Sundfør, hvis musik har turdet stjæle med arme og ben fra tidligere popsucceser og samtidig skabe noget nyt.

Under pladens første sange – specielt den fængende åbner ’Good Intentions’ og det intelligent arrangerede titelnummer – kan man godt fornemme musikkens lydvæv af fjerne, boblende synths og forvrængede guitarer. Det er hørt før, og hvis man ikke lytter nok efter, kan sangene forsvinde ind i sammenligningernes glemsel.

Men halvt inde i den voksende ballade ’These Streets I Know’, hvor et gudesmukt omkvæd samles op af en stigende rytmik, ændrer noget sig.

Fra ’Dolphins’ sker en ændring i pladens karakter, hvor den akustiske guitar samles op, og Hollingworth kombinerer en mere folket nerve med fjerne, nutidige ekkoer af moderne produktion. Storyteller-traditionen fortsætter på ’Groundskeeper’, hvor man pludselig hører samme tekniske finter, som Courtney Barnett og Sheryl Crow rammer i deres rockmættede popkvaliteter.

Pladen samles op i sidste halvdel på sange som den medrivende ’Push’ og den fantastiske afslutter ’Appetite’. Hvis man begynder at fokusere på musikkens trivialitet, sin opvask eller rengøring af sit køkken, så er slaget mod ’Quicksand Heart’ mislykkedes, og man ender ud i en kold krig mellem musiker og lytter.

Men rammes man af de skjulte synths, den grundlæggende inspiration fra indierock og Hollingworths unikke vokal – som bevidst er midtpunktet i de luftige produktioner – så er debuten ikke bare en mindre åbenbaring, men et enormt interessant anslag i en boblende kreativ hjerne.

‘Quicksand Heart’ er ikke blot et sideprojekt eller en deroute ind i en ferm popsangskrivers virke, men en decideret lovende debut, lavet af en kunstner, der viser, at hun kan meget mere end at være en sær sjæl, der spiser bedstemødre med sin gode veninde.

---

Kort sagt:
Den ene halvdel af Let’s Eat Grandma tager springet ud i altpoppen på en debut, der kombinerer synthnostalgi med garagens indietendenser. Går man nysgerrigt til musikken, viser pladen sig at være en smuk lille åbenbaring af kant og coolness med et bankende pophjerte.