Sidste gang måtte han aflyse grundet angst og depression – nu var Earl Sweatshirt tilbage for at rappe
KONCERT. Earl Sweatshirt er et bedre sted i dag, end da han senest besøgte Danmark for 12 år siden.
Den eksperimenterende rapper fik et tidligt gennembrud som teenager, da Tyler, the Creators viltre hiphopkollektiv Odd Future ramte verden som en storm i start-2010’erne. Earl Sweatshirt blev hurtigt en fanfavorit for sit langsomme, fortættede flow og sine introspektive, snørklede bars.
Mange fans har spejlet sig i Earls ærlige tekster om depression, isolation, stofmisbrug og fraværende forældre. Udfordringer med det mentale helbred har dog også til tider bremset karrieren. I 2018 var han for eksempel nødt til at aflyse sin koncert på NorthSide grundet forværret angst og depression efter sin fars død.
Siden er Earl både blevet gift og blevet far. 2025-albummet med den ironiske titel ’Live Laugh Love’ markerede et skifte mod en lysere tilværelse.
Det 31-årige hiphopikon var tydeligvis også i godt og afslappet humør til sin danske comeback-koncert lørdag aften i et udsolgt Amager Bio.
Stemningen var ovenud hyggelig, lige fra han trådte ind på scenen, hvilket var før end forventet. For allerede under support-navnet Sideshows opvarmning kunne man finde Earl bag dj-pulten med håndtegn og et vippende (i begyndelsen delvist maskeret) hoved.
Da hovedpersonen en halv time senere startede sit eget show i direkte forlængelse af opvarmningen, og dj’en Black Noise indtog pladsen bag pulten, vakte hans optræden mindelser om en anden albumtitel fra 2018: ’Some Rap Songs’.
For Earl Sweatshirt var i sandhed kommet for at rappe, uden så meget andet gøgl. Kort inde i den kompakte sætliste proklamerede han selv fra scenen, at han var »in a rappy mood, man«.
Efter den instrumentale åbner ’Riot!’ lagde Earl sikkert fra land med de tre nye ’Live Laugh Love’-sange ’GSW vs SAC’, ’Forge’ og ’Static’.
Han missede ikke et eneste ord og var aldrig tæt på at miste pusten. Sammenlignet med indspilningerne havde han hævet stemmelejet en smule, så sangene fremstod mere udadvendte. Som en oplagt historiefortæller traskede han rundt på scenen og lavede små fagter med armene.
Vokalen flød ubesværet over de melodiske samples på ’Exhaust’ og The Alchemist-samarbejdet ’E. Coli’, og fra tid til anden gav han yderligere kraft i sin levering, hvilket klædte de trap-orienterede bangers ’2010’ og ’Vision’.
De mere støjfyldte og kaotiske beats fungerede dog ikke lige så godt live. For på numre som ’Nowhere2Go’ og ’Fire in the Whole’ overdøvede instrumentalen næsten Earls vokal, og af uransagelige årsager blev der skruet yderligere op for det dominerende underlæg i løbet af showet.
Earl var en ikke voldsomt snakkesalig, men behagelig og let goofy vært, hvis foretrukne håndtegn var at give thumbs up.
Efter en halv time begyndte man dog at savne afveksling og nye indfald i den minimalistiske og lovligt ensformige optræden. Det kunne for eksempel have hjulpet med et mere varieret visuelt setup end det samme videoloop, som kørte uafbrudt på storskærmen bag dj-pulten.
At det nye albums mest melodiske numre, ’Tourmaline’ og ’Well Done!’, udeblev fra sætlisten, var desuden en skam. For det kunne have skabt en smule dynamik at høre de anderledes, halvsyngende flows fra Earl.
At dømme efter den højenergiske reaktion på 13 år gamle ’Molasses’ – som tydeligvis overrumplede hovedpersonen – havde de fremmødte nok også håbet på flere sange fra debutalbummet ’Doris’. Yderligere throwbacks med ’Chum’ og ’Hive’ ville uden tvivl have tændt publikum.
Efter en lille time og hele 25 sange rundede Earl showet af. Han virkede ikke træt og kunne sikkert godt have rappet lige så kompetent en time mere.
Men det var nu fornuftigt at stoppe her, for mere kunne formatet ikke tåle.
Kort sagt:
Earl Sweatshirt var i godt humør og leverede en strøm af teknisk sikre rapvers til sin første danske koncert i over et årti. Undervejs begyndte showet dog at blive lovligt ensformigt – både på grund af det minimalistiske setup og nogle ærgerlige fravalg i sætlisten.