I mandags blev Offset ramt af skud foran et casino og indlagt på et hospital i Florida. Kort efter udtalte Migos-rapperens repræsentanter, at han havde det »fint« og var i »stabil« tilstand.
Nu er Offset også selv kommet med en status til offentligheden, melder Complex.
»Tak til alle, der har spurgt ind til mig og vist mig kærlighed!«, skriver rapperen.
»Jeg har det godt … men jeg planlægger at få det endnu bedre! Jeg fokuserer på min familie, min bedring og på at komme tilbage til musikken … og indser, at livet består af stille sejre og højlydte tab … Livet er et sats, og jeg spiller stadig for at vinde«.
Samme Instagram-opslag rummer desuden en forsmag på en unavngiven og endnu ikke udgivet sang, som vi sikkert har i vente.
»Offset er blevet udskrevet fra hospitalet, og han er oppe at gå«, fortalte en talsperson i går til Complex. »Vi er utroligt taknemmelige over for lægerne, sygeplejerskerne og hele hospitalspersonalet, som tog så godt hånd om ham«.
Ved skudepisoden meddelte det lokale politi, at man havde tilbageholdt to personer, og at efterforskningen var i gang. Kort efter cirkulerede historier om, at rapkollegaen Lil Tjay var involveret i skudepisoden. Det har hans advokat dog afvist, skriver Complex.
Rapgruppen Migos gik i opløsning i 2023, året efter medlemmet Takeoff blev dræbt af skud. Efterfølgende har Offset udgivet to soloalbum, senest ‘Kiari’ fra sidste år.
Han har også været involveret i en medieombrust skilsmisse med Cardi B.
