TRACK. Det er fem år siden, Phoebe Bridgers udgav ‘Punisher’, et af årtiets hidtil mest indflydelsesrige og roste album, men i den tid er hun kun blevet større.
Tilsyneladende modvilligt er hun blevet en generationsdefinerende stemme med en evne til at vække en parasocial besættelse i sine fans, der kan nærme sig det uhyggelige. Det kulminerede blandt andet i 2023, da hun blev overfaldet af fans i en lufthavn på vej til sin fars begravelse.
Der er dermed ikke noget at sige til, at hun de seneste år efter bedste evne har skærmet sig mod offentlighedens søgelys. Blandt andet ved at forbyde alle (!) skriveredskaber fra sine koncerter, hvorfor det har været umuligt at få at vide, hvordan sangene fra hendes kommende album, ‘Lost Weekend’, lyder. Indtil nu altså.
For nu er der hvid røg, vi har endelig fået en ny single. ‘Lost Boys’, hedder den, og den er på én og samme tid en fortsættelse af det Phoebe Bridgers-univers, vi kender, og et skridt i en ny retning.
Bridgers har muligvis aldrig skrevet så upbeat, direkte og klassisk en popsang. Det ekstremt iørefaldende omkvæd springer ud af sangen, ja, tredje gang det gentages er det ligefrem en eksplosion af blæsere og harmonivokaler, der kommer i hælene på en storslået modulation.
Men selv i storskærmsformat fornægter inderligheden sig ikke. En af Bridgers’ store forcer som sangskriver har altid været hendes dybe empati, der har gjort hende i stand til at fremmane komplekse karakterer – ofte hverken elskelige eller relaterbare – så man alligevel føler med dem.
I en af sine allersmukkeste sange, ‘Chelsea’, skildrer hun Sex Pistols-bassisten Sid Vicious’ – ganske vist aldrig beviste – mord på kæresten Nancy Spungen med en varme og en menneskelig indsigt, som næsten ikke er til at begribe.
På ‘Lost Boys’ gør hun noget lignende. Genfærdet af en ung fyr, der opgiver sin identitet, klipper sit hår af, får stukket en riffel i hånden og bliver udstationeret i Østberlin bliver vakt til live for at fortælle noget almenmenneskeligt om rastløst at søge efter et sted at høre til.
»Lost boys / Find me«, syger hun med sin karakteristiske lyse, intime stemme og inviterer de fortabte sjæle til at finde hjem hos hende. Det er klassisk Phoebe Bridgers-sangskrivning og helt utroligt gribende.
Til dig, der kan lide: Omkvæd, man ikke får ud af hovedet. Blæsere. Spøgelseshistorier. Berlinmuren.