Smøgmænd har fundet deres egen planet – nu skal de lære at udforske den
ALBUM. Danske Smøgmænd har skabt et univers så særegent, at det næsten er blevet sin egen folkemyte. På ‘Sputnik’ begynder de for alvor at undersøge, hvor langt deres lyd kan strækkes.
Fra hvad der kunne være fra de dybeste og mørkeste kamre på Kronborg, hører vi som det første på åbningstracket Smøgmænd sige: »Det er hermed slut«. Efterfølgende dukker svævende synths op og bevæger sig langsomt op og ned i lydbilledet. En subbas nærmer sig, og da trommerne endelig rammer, skruer Smøgmænd samtidig op for intensiteten og nærmest råber omkvædet.
Det er en passende åbning for et projekt, der både føles bekendt og anderledes. Smøgmænd har ikke længere brug for at bevise, at deres lyd er bizar, det har de allerede gjort. Derfor er det mest interessante på ‘Sputnik’ de gange, hvor de tør skubbe paranoiaen i nye retninger.
Det gør de især i produktionen. Tunge 808’s, hypnotiserende synths og pads fylder lydbilledet, mens deres tidligere monotone og nonchalante leveringer får selskab af større omkvæd, der pludselig føles som noget, man kan råbe med på. På ‘Kánt’ starter de næsten fra nul: Ingen trommer, ingen 808’s – bare en lyd, der kunne stamme fra en UFO på vej ned gennem atmosfæren.
»Smøgmænd, aaah!« lyder det, lige inden de benhårde 808’s rammer som lyn og torden. Det er den slags øjeblikke, der gør duoen spændende. For de kan efterhånden tillade sig næsten hvad som helst.
Problemet er, at de ikke altid gør det. På ‘Unison’ og ‘Gemen’ virker Smøgmænds særpræg pludselig mindre som et særpræg og mere som noget, man allerede har hørt. Deres monotone levering og kryptiske one-liners er stadig intakte, men når produktionen ikke følger med, bliver det svært at finde noget nyt at hænge fast i.
»Fortryder alt på ryggen af en bisonokseunge« er sjovt, fordi det er absurd, men også et eksempel på, hvordan deres tekster til tider kan føles som om, der bare skal siges noget sygt for chokværdiens skyld.
Smøgmænd er blevet så gode til at få nonsens til at lyde betydningsfuldt, men er der overhovedet noget at afkode?
Heldigvis viser afslutningsnummeret ‘Salpeter’, hvorfor det stadig er værd at følge dem. Sangen starter som et klassisk Smøgmænd-track, men efter »du bliver snydt for guld, når du jagter krummerne rundt« åbner omkvædet pludselig op med højt pitchede, glitchende vokaler. Det er et lille, men markant brud på deres vante formel – og præcis den slags uforudsigelighed, der giver én lyst til at høre, hvad de finder på næste gang.
‘Sputnik’ er ikke Smøgmænds endelige hovedværk. En del af albummets tracks føles allerede for velkendte. Men de resterende glimt viser en duo, der måske er ved at opdage, at deres mærkeligste idéer ikke nødvendigvis behøver at passe ind i det univers, de allerede har skabt.
Kort sagt:
Smøgmænd har skabt et univers så særegent, at det næsten er blevet sin egen folkemyte. På ’Sputnik’ er den danske kultduo bedst, når de tør skubbe paranoiaen i nye retninger.