KOMMENTAR. Jeg har on-and-off overvejet at købe en espressomaskine i årevis, men har altid droppet ideen – oftest på grund af prisen – men i år skete det altså. Paradoksalt nok fordi jeg har givet mig selv det benspænd, at jeg kun må købe brugte ting i 2020. Det handler selvfølgelig også om at gøre det sværere at forbruge, men ja, det har faktisk ført til lidt af en afhængighed af Den Blå Avis. Mere om det på et andet tidspunkt.
Fra min research til ventetiden på ‘den rigtige’ og Rancilio’ens brugervenlighed og reparationsmuligheder har det været et køb, som ikke bare har skærpet mine barista-skills og sparet lidt på cortado-budgettet, men som har tydeliggjort nogle løsninger på vores overforbrug.
Lad mig spole tiden tilbage til en nu næsten utopisk pre-corona verden i starten af januar, hvor jeg for alvor igen blev hooked på ideen om en espressomaskine på køkkenbordet. Jeg gjorde, hvad de fleste vel gør, når de skal købe noget, der føles som lidt af en investering: Jeg googlede for at finde ud af, hvilke maskiner der egentlig var at vælge imellem.
Jeg fandt hurtigt ud af, at mange starter deres vej ind i espressobrygningens verden via Gaggia Classic eller Rancilio Silvia, og efter at have set et par Youtube-anmeldelser og -gennemgange af begge havde jeg mest lyst til at prøve Silviaen, selvom den umiddelbart er en anelse dyrere.
En tredjedel af prisen
Med mit genbrugsbenspænd begyndte jeg derefter jagten på Den Blå Avis, hvor de to førnævnte maskiner også var dem, der var flest af. Nok fordi mange tænker, de har lyst til at have en espressomaskine, men så alligevel ikke får den brugt, eller fordi de begge er lidt begyndermodeller, som man får lyst til at opgradere, hvis man virkelig bliver grebet af baristastemningen.
Jeg læste mig samtidig frem til, at de fleste espressoentusiaster klart anbefaler, at man har sin egen kværn, så kaffen er friskkværnet, når man brygger, og så man løbende kan styre finheden af den malede kaffe. Mange sælger dog også maskine og kværn som et samlet sæt.
Det, jeg endte med at købe, var Silviaen med Rancilios Rocky-kværn samt lidt ekstra tilbehør. Jeg gav 2.100 kroner for det sæt, som koster cirka 6.000 kroner for nyt. Der var selvfølgelig lidt brugsspor på begge, men funktionsmæssigt virker de stadig til at være i tiptopstand her et halvt år efter købet.
Skabt til at holde for evigt
Hvis der var noget ‘heldigvis’ over coronakarantænen, var det, at jeg lige havde købt mit espresso-setup, og altså fik foræret lidt mere tid om morgenen til at perfektionere mine barista-skills – tak igen til Youtube og amerikanske kanaler som Whole Latte Love og Seattle Coffee Gear.
Udover den mere langsommelige proces i både at researche udbuddet og lede efter det rigtige match på DBA, som klart forhindre impulskøb og ærgerlige fejlkøb, så er jeg efterfølgende blevet nærmest forelsket i Rancilio Silvia ‘open source’-agtige tilgang til maskinen.
Du kan nemt finde en pdf, der udspecificerer alle dele i maskinen med produktnummer og location i maskineriet, så du – uden at være den vildeste handyman – kan udskifte defekte dele. Flere forhandlere – også i Danmark – har de fleste dele eller kan bestille dem hjem.
I en tid hvor mange elektroniske gadgets og maskiner er blevet så lukkede som muligt, så de kun kan fikses af brandet selv til overpris, og man i stedet bare smider ud og køber nyt, er det en prisværdig tilgang, som netop opfordrer forbrugerne til at reparere.
En klar anbefaling
Min espressomaskine og kværn har haft to ejere før mig og er lavet i 2013, men mit bedste bud er, at den kommer til at have flere ejere efter mig. Det er en solid no-bullshit maskine, og det gør mig lidt glad i låget, når jeg tænker på, hvor mange dårlige elkogere, brødristere, iPhone-opladere og hvad ved jeg, som jeg allerede har smidt ud.
Selvom det kan være svært at efterleve, når udbuddet altså er præget af knapt så reparationsparate maskiner, så vil jeg klart have det som et parameter, hvis jeg skal købe elektronik fremover. Jeg har faktisk også en gammel Ballerup Mastermixer-æltemaskine fra 70’erne, som kan lidt det samme, og som også virker til at stamme fra dengang producenterne lavede maskiner, der skulle holde for evigt i stedet for at tænkte i profitmaksimering.
Lad det her være en anbefaling af både måden at shoppe på og af Silvia’en, der efterhånden har givet mig nogle cortado-oplevelser, som næsten kan matche dem fra nogle af mine yndlingskaffepushere i København – og ‘næsten’ skyldes vist stadig mine skills mere end maskinens.