Kommentar: Vi vil i seng med stjernene – men kravet om løftede dyner har en pris

Kommentar: Vi vil i seng med stjernene – men kravet om løftede dyner har en pris

KOMMENTAR Justin Bieber tog i tirsdags konsekvensen af at have åbnet sit liv og hverdag for fansene gennem Instagram. Efter megen drama lukkede han sin konto på billeddelingstjenesten, fordi hans egne Beliebers udskammede og svinede hans rejsepartner – og måske kæreste – model Sofia Richie.

Med i beslutningen vejede også, at Biebers ekskæreste Selena Gomez på Instagram havde kritiseret ham for at nedprioritere fans og opfordret ham til ikke at dele visse aspekter af hans hverdag. Men kan han virkelig bare det, når relationen til fans hastigt er ved at blive det vigtigste element for en succesfuld karriere i showbiz?

Facebook er ikke længere nok. Vi vil tættere på. Snapchat, emojis og mobilspil er nye måder for kunstnere og især musikere at blive en integreret del af vores hverdag. Og mange blotlægger villigt deres privatliv for at bygge venskabslignende relationer til deres største fans. Det handler både om troværdighed og penge, men tendensen kan have en bagside, som først nu er ved at vise sig.

13422922_149700398801599_1942065880_n
Det private rejsefoto der startede det hele. Det – og resten af Biebers Instagram-konto – er siden slettet.

Dramaet omkring Biebers Instagram kan virke harmløst og endda komisk, men det er blot det seneste eksempel på bagsiden af medaljen af det umanerligt åbne liv flere og flere kunstnere lever af tvang – fordi der er penge i det. Men konsekvenserne stikker meget dybere end bare lukkede Instagram-konti – endda så dybt som selvmordsforsøg.

Åbenhedens godfather

Hvis du følger DJ Khaled på Snapchat, så ved du, at han har været på Bahamas i et par uger for at fejre sit nye album, at cocoa butter cream efter et bad er nøglen til succes, og at hans kæreste er højgravid med deres søn, hvilket han konstant pointerer på Snapchat – uden kæresten gider være med.

Enhver med en Snapchat-konto kan komme med DJ Khaled til træning, i bad og i seng. Han inviterer alle fans helt ind i det allerhelligste og udstiller dagligt sin morgenrutine, sine møder med venner og kolleger, billeder af nye produkter i sin webshop og leverer lommefilosofiske floskler om succes fra hængekøjen. Hans udtryk og Snapchat-persona er blevet mere end bare en social mediekanal. Det har ophøjet ham til et onlinefænomen, der er blevet en indgroet bestanddel af en stor del af kulturforbrugeres bevidsthed – i langt højere grad end hans musik.

14335136
DJ Khaleds Snapchat-univers er blevet så integreret, at hans seneste album hedder én af hans mange catchphrases: Major Key.

Han er samtidig den fremmeste eksponent for en tendens, der spreder sig i relationsopbygningen mellem fans og kunstnere, især musikere, men han er kun toppen af isbjerget. Der findes et hav af andre kunstnere, der gør det samme – også uden filter. Diplo, Kim Kardashian og Allison Williams fra ‘Girls’ er tre andre eksempler, der ikke tøver med at åbne døren til privatlivet på vid gab for de fans, der ikke kan få nok. Og det er bare på Snapchat.

Der er et tilsyneladende umætteligt marked i at fodre fans med intime oplysninger, og kunstnerne kæmper om at finde nye veje fra deres soveværelse til din smartphone. Udviklingen er interessant, fordi forbindelsen føles langt mere ægte end på de traditionelle sociale mediekanaler som Facebook og Twitter, der ofte er mere topstyrede og polerede.

Nu vil vi med helt ind, hvor det tæller. Og kunstnerne er klar til at løfte dynen, så at sige. Det gør de i særdeleshed ved at udnytte nye sociale medier alternativt, tydeligt vise, at de selv er ved roret og nedbryde filtrene mellem dem og deres fans, men også ved at lade sig omdanne til memes, emojis og spil. På den måde ender de som en del af vores – fansenes – hverdag og kommunikation og som meget mere end bare en kunstner på en scene.

rs_600x366-160531100115-600.Kim-K-North-Snap5-KF.53116
Kim Kardashian tøver ikke med at dele billeder med hendes tre-årige datter North, mens husbond Kanye og mindstesøn Saint som regel holdes uden for Snap-sfæren.

Fra emojis til direkte telefonkontakt

Tendensen viser sig altså tydeligst på Snapchat, men der er mange måder at gøre det på – og rigtig mange af dem er mere subtile. Et hav af rappere såsom Fetty Wap, Future, The Game og A$AP Ferg har eksempelvis fået lavet deres egne emojis. På den måde forsøger de at fedte sig ind hos os og blive en underbevidst del af sproget og ungdomskulturen.

Hjernen bag den tilgang er naturligvis Kim Kardashian, hvis egen personlige emoji-app sidste år endte som den mest downloadede i App Store på under 24 timer. Man kan ligeledes få et indblik i hendes liv, hvis man spiller mobilspillet ‘Hollywood’, der også fungerer som en interaktiv idolisering af hendes Snapchat-profil. Spillet indtjente 100 millioner dollar på lidt over et et år, så det er ikke overraskende, at blandt andre Katy Perry, Taylor Swift og Kanye West også er i gang med at udvikle deres egne spil.

er gået alternative veje og har sammen med Microsoft udviklet et kreativt, åbent fanunivers, hvor hun kan lave collage-lignende kunstværker og artwork i samarbejde med sine fans. Det er blevet udbygget med et decideret fanzine, som hun selv var redaktør på, mens hendes fans bidrog med store dele af indholdet.

dihnwNQH-vZ6WW
Mø har fundet en alternativ måde, at række ud til sine fans på.

Andre kunstnere tager det til ekstremerne ved simpelthen at offentliggøre et direkte, personligt telefonnummer. Konceptet kaldes Superphone og er udviklet af DJ Ryan Leslie. Hans mål er ifølge Superphones website at »gøre anonyme sociale følgere til rigtige mennesker«. Det gør han og for eksempel rapperne Lil’ Wayne og Hopsin ved at offentliggøre deres telefonnumre (ét af dem i hvert fald), så man som fan kan tale direkte med kunstneren.

De vigtige superfans

Selv om det kan være fascinerende at følge sine idoler på så tæt hold, er det selvfølgelig vigtigt at forstå, at den nære relation, som mange af de her kunstnere forsøger at opbygge, ofte handler om kroner og øre. For DJ Khaled er den bagvedliggende plan med at udstille og meme-ficere sit liv at give ham rigeligt materiale til alt lige fra t-shirts, hoodies og sokker i webshoppen til andre firmaers produkter, som han reklamerer for og henviser til slet skjult iblandt sine 50 til 100 daglige snaps.

Den samme kalkule gør sig naturligvis gældende for alle disse relationsopbygninger. For pengene sidder løsere på dig, hvis du føler, du får en masse igen fra kunsteren. I et interview med Business Insider vurderer Spotifys analyseselskab Echo Nest, at majoriteten af en kunstners indtjening stammer fra 10-20 procent af fansene. Det er altså blevet vigtigt at have godt fat i den mindre, men hårde kerne af fanskaren.

khelani
Kehlani

Men prisen for at lukke hele verden ind kan også blive høj – meget højere end en lukket Instagram-konto. Det så vi eksempelvis i marts, da den 20-årige r’n’b-sangerinde Kehlani blev indlagt efter et selvmordsforsøg. Det skete efter rygter spredte sig, om at hun skulle have været sin tidligere kæreste Kyrie Irving utro med en anden ekskæreste, OVO-rapperen PartyNextDoor. Han havde inden den triste situation tweetet et billede, hvor han ligger i sengen med Kehlani. Et billede, der satte gang i rygterne i kommentarsporet og på diverse blogs.

Hertil og ikke længere

Når man blotter sit inderste, spiller man også med langt større indsats og fare for at brænde fingrene, og de nye digitale platforme og sociale medier er med til at ændre spillets regler. Hvor kunstnere tidligere blev forsøgt skærmet fra os fans, så tager de i stigende grad selv kontrollen og styrer, hvad vi får at se. Og det vi gerne vil se, er det allermest personlige og nære. Men faren opstår i, at vi også direkte bedømmer kunstnernes privatliv, som vi dømmer deres kunst – og det kan gøre langt mere ondt.

Tætte relationer til superfans med et økonomisk sigte for øje kommer hurtigt til at virke som udnyttelse af de nærmeste. Der skal være en naturlig balance og ikke mindst distance, så både vi og kunstnerne forstår den sociale relation. Man må også forstå, at der stadig findes forstyrrede mennesker i verden, som John Lennons morder, Mark David Chapman.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En video slået op af DJ KHALED (@djkhaled) den

DJ Khaled er et godt eksempel på kunsten at udbygge et følge og gøre dem passionerede uden at krydse grænsen. Ved at forstå Khaleds ad-lib-agtige catchphrases bliver man en del af den fælles fanskare. Som fan ligger der en tryghed i at være med i det fællesskab. Men selv åbenhedens godfather kan komme til at træde ved siden af og lukke fans for langt ind. Det bliver interessant at se, om han definerer privatlivets grænse, når først sønnike er kommet til verden.

Den idoldyrkende dynamik trækker reelt spor til fænomener som Spice Girls og The Beatles, men ved hjælp af de nye digitale platforme og sociale medier, kan vi som fans blive lukket ind i selv mere ukendte kunstneres personlige sfære. Og det kan være en sejr for både kunstner og fan – hvis det foregår med omtanke og naturlighed.

Læs også: Justin Bieber lukker sin Instagram: Fans er allerede klar med høtyve og fakler

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af