Laura Mvula

Hvis jeg boede i en snekugle, ville jeg lytte til ’Like the Morning Dew’ året rundt. Der er Beach Boys-inspirerede vokalharmonier, bimlende rørklokker og yndigt glockenspiel på den første single fra Laura Mvulas debutalbum, og det er ren juleromantik, til trods for den forårsfriske titel. For sødt, vil nogle mene, men at afskrive den 25-årige brite som endnu en nysselig singer/songwriter går ikke.

Indrømmet, man kan let begynde at nikke med hovedet i løbet af en vuggevise som ’Can’t Live With the World’, når de seks minutter byder på det ene nervedulmende harpestrøg efter det andet, og strygerne driver langsomt forbi som musikalske candyfloss-skyer. Men som helhed er albummet og Mvulas variant af symfonisk popmusik langt fra søvndyssende.

’Is There Anybody Out There’ bevæger sig fra omkvædenes storladne arrangement med pauker, strygere og træblæsere, til en kuldegysende outro, hvor glockenspielet slår over i gyseragtig dissonans, mens rumklangen efterlader Laura alene i det ydre rum, som en afhægtet astronaut.

Tracklisten er også en styrke, da uptempo-numrene er godt spredt og dermed tynger de mange ballader sjældent albummet. Således bliver den fængslende salme-jazz-kombination ’Father, Father’ efterfulgt af ’That’s Alright’, der bryster sig med buldrende kabarettrommer og messingblæsere. Ligeledes spænder Mvulas vokal fra det nær-barnligt sårbare på ’Father, Father’ til andetsteds at skære skarpt igennem i en klang ikke ulig Amy Winehouses.

Man bliver næsten mæt af albummets mange episke, symfoniske klimakser, men det er samtidig Mvulas kompositioner – arrangementernes schwung, polyrytmernes ping-pong og vokalharmoniernes sammenfletning – der hænger ved.