’The Quiet Ones’
Der findes groft sagt fem former for virkemidler til at skræmme i horrorfilm: Grafisk voldelige billeder, en trykkende atmosfære, det uforklarlige, en snigende spænding og deciderede chok, ofte i form af pludseligt høje lyde.
’The Quiet Ones’ forsøger sig med alle fem, og som mange andre horrorfortællinger starter filmen med en interessant præmis. Historien er inspireret af virkelige hændelser, hvor en gruppe forskere under navnet ’The Philip Experiment’ i 70’erne forsøgte at frembringe overnaturlige væsner ved at kanalisere deres negative energier over i mennesker.
Det er altså den klassiske kamp mellem videnskaben og det okkulte, og vi følger forskeren Joseph (Jared Harris), der mister tilladelse og finansiel støtte til at udføre sine eksperimenter og derfor er tvunget til at slæbe sin forsøgsperson, den sindsforstyrrede Jane Harper (Olivia Cooke), og sin Scooby Doo-lignende bande af frivillige unge mennesker ud til et faldefærdigt, øde hus placeret mellem mørke træer.
Historien fortælles gennem kameramanden Brian (Sam Claflin), der med sine uskyldige hundeøjne oplever de umenneskelige eksperimenter udefra. Det er hans job at dokumentere det hele. Filmen veksler derfor mellem det klassiske statiske kamera, der ikke gør opmærksom på sig selv, og det subjektive kamera, som vi har set det i ’The Blair Witch Project’ og ’Paranormal Activity’. Men skiftet føles halvhjertet, og netop som vi begynder at tro på, at vi er vidne til glemte arkivoptagelser, hives vi ud af illusionen.
Filmen er produceret af det fornyligt genopståede Hammer Films, der fra 50’erne til 70’erne gav os horrorfilm, som siden har opnået kultstatus, og som satte skub i Christopher Lees karriere. ’The Quiet Ones’ tegner dog ikke alt for lovende for fremtiden, og det er nok kun hardcorefans, der vil sætte pris på dens retro-referencer.
John Pogue formår nemlig ikke at forvalte sin præmis på spændende vis. Den øde skov og det store hus bruges sjældent som en labyrint, vi kan fare vild i, og i stedet sætter filmen alle penge på at skræmme os med høje lyde, et lidt billigt trick, der virker bedre første end femte gang.
På plussiden er den flotte billedside og instruktørens fetich for filmudstyr fra 70’erne. Og der er da også et moment i midten af filmen – hvor den har haft nok tid til at opbygge en mytologi, men endnu ikke har begivet sig ud i grafiske eksplosioner af blod – hvor man er tæt på at begive sig ud på kanten af sædet. Men kun tæt på.
Frank Capra sagde engang, at det er publikum, der skal græde – ikke skuespilleren. Det samme gælder her. Bare fordi skuespillerne skriger af frygt, betyder det ikke, at publikum er bange. ’The Quiet Ones’ kører efterhånden af sporet i håbet om at give os stadig flere og større chok.
Kort sagt:
’The Quiet Ones’ blander det hjemsøgte hus, eksorcisme og sporadisk brug af arkivoptagelser. Filmen er dog ikke særlig uhyggelig og primært interessant for sin hyldest til gamle klassikere.