’Eskimo Diva’
»Kæft’, hvor er det nemt at være pioner i Grønland«, slår musikproducer og bedstevennen Lu fast, da Nuka tha Diva vil stavre rundt på indlandsisen i stilethæle. Det er der vistnok ingen, der har prøvet før.
Nuka ’tha Diva’ Bisgaard er drag queen, åbent homoseksuel, politiker og arrangøren bag den første Gay Pride-parade i Nuuk tilbage i 2010. Han er med rette en ung, stolt pioner. I Lene Stæhrs sprælske dokumentarfilm ’Eskimo Diva’ følger vi 24-årige Nuka rundt på en turné til små, grønlandske bygder. Det er et slid at nedbryde grænser nord for polarcirklen og langt fra nemt at være pioner, faktisk.
Nuka har taget sin del af tæsk og homofobiske tilråb under byturene i Nuuk. I en af filmens første scener er en fuld mand fulgt efter ham på vej hjem fra byen. I et uhyggeligt, mennesketomt Nuuk runger ordene ildevarslende mellem de røde træhuse: »Bøsse! Homo-gal! No existence on earth!«. Selv da kameraet fanger og følger ham, bliver manden ved med at råbe.
Hvorfor flytter Nuka ikke bare langt væk fra manglen på tolerance i det traditionsbundne Grønland? Det er ens første indskydelse. Selvmordsraten blandt unge grønlændere er stor, og Nuka selv har også forsøgt sig med en cocktail bestående af 22 Pamoler og en liter vodka. Uden held, heldigvis.
Under en neonlyserød, grønlandsk himmel går han tur med sin mor på kirkegården. Mindes bekendte, der lykkedes med deres forsøg. Heri findes kimen til hans stædige insisteren på at blive i Grønland og kæmpe kampen. Der er masser at kæmpe for. Her måtte instruktør Lene Stæhr gerne have krøbet længere ind under huden på Nuka. Stillet de svære spørgsmål og givet portrættet endnu mere dybde.
Med sit dragshow ’Fifty/Fifty’ rejser Nuka og vennen Lu, der har lagt drøntunge beats på divaens sange, fra bygd til bygd. Musikken er rærlig og teksterne banale. Men fuck det. Nu sker der endelig noget oppe på kysten. Med højt hår, øjenbryn plukkede til perfektion og klistrende Spray Tan indtager Nuka tha Diva det ene halvtomme forsamlingshus efter det andet. Om så han selv skal betale for det. Stæhr får én til at krumme tæer af den ene akavede situation efter den anden. Men det er mere sjovt end egentligt pinligt. Og den lette tone holder ’Eskimo Diva’ flydende og fri af tunge isbjerge.
Kontrasterne myldrer herligt frem på lærredet. I køkkenet hjemme hos Nukas forældre hænger regnbuefarvede køkkengardiner side om side med et vægur forestillende Grønland udskåret i træ. På dødkedelige grillbarer spiser Nuka spaghetti med kødboller iført bling-bling solbriller og stramme kørehandsker. Og da divaen endelig falder for en fyr, er det en bamset, kortklippet type, der arbejder i en – ja, grillbar – i en lille prut af en bygd. Stæhrs blik for Nuka og fortællingens iboende kontraster er både sjovt og sigende.
Kort sagt:
Med en spilletid, der kun lige runder en time, er ’Eskimo Diva’ ikke et dybdeborende portræt. Men historien om den evigt velstylede Nuka med det ukuelige gå-på-mod og det neonlyserøde verdenssyn rammer lige i hjertet. Og så sætter Lene Stæhr friske billeder på et moderne Grønland.