»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Brad Pitt og Angelina Jolie iscenesatte deres skilsmisse på film – men dengang var der håb

Brad Pitt og Angelina Jolie iscenesatte deres skilsmisse på film – men dengang var der håb
'By the Sea'
Angelina Jolie og Brad Pitts skilsmisse er en 10-retters Michelin-menu for sladderpressen, men den er også uløseligt forbundet med de filmkarrierer, der gjorde dem kendte i første omgang.

Det er ikke for at lyde unødigt dramatisk, men det såkaldte Brangelexit sendte chokbølger gennem underholdningsindustrien i går, og selv filmfans, der normalt bryster sig af kun at bruge sladderbladene til at tørre røv i, måtte sætte Bela Tarr-filmen på pause og tage en dyb indånding.

Angelina Jolie og Brad Pitts problemer var blevet teaset i årevis af sladderpressen, men som Slates Ruth Graham noterede, var det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor overraskende nyheden var. Det er ligesom med rygterne om UFO-sightings i Nevada og Prins Henriks seksualitet – de er så udbredte og fantasifulde, at man til sidst føler sig overbevist om, at det er vandrefortællinger med samme troværdighedsniveau som en Molbohistorie.

Men overraskelsen skyldes også, at Pitt og Jolie selv havde gennemspillet deres parforholdskrise så grundigt og grueligt på film, at man ikke kunne tro andet, end at deres forhold var bundsolidt. Det er som kunsttyven, der stjæler et værdifuldt maleri i al offentlighed – hiding in plain sight.

Filmen hedder ’By the Sea’, den er instrueret af Angelina Jolie, og den er fra sidste år, men der er en vis risiko for, at du allerede har glemt den, for dens nedsablende anmeldelser blev kun undergået af dens katastrofale billetsalg.

Ligesom vi leder efter selvbiografiske træk i film af Francois Truffaut og Lars von Trier, er der imidlertid grund til at genbesøge den, for i dag – dagen efter det, der nu blot er kendt som Jennifer Anniston Revenge Day – står den som et opsigtsvækkende ekshibitionistisk selvstudie.

»I smell fish«

Historien er godt nok hensat til 70’erne, og Pitt spiller en succesfuld forfatter, mens Jolie er en tidligere danser, og de har her været gift i 14 år (Pitt og Jolie nåede at være sammen i lidt over 10 år), men disse afvigelser er vist ækvivalenten til at ringe til Sexlinjen på vegne af sin ven Sofus.

Pitt og Jolie, som i filmen hedder Roland og Vanessa, rejser til en pittoresk fransk kystby, så Pitt kan få skrevet sin næste roman, men allerede inden for det første minut, hvor parret kører afsted langs de bølgede franske landeveje uden at sige et ord, fornemmer vi, at der er slanger i paradis. »I smell fish«, er Angelina Jolies første replik, da de ankommer, og det kan man så tænke lidt over. Derefter mansplainer Pitt, at Jolie måske burde tage sine stilletter af for bedre at kunne gå på den ujævne vej op mod hotellet, og det kan man jo så tænke endnu mere over.

Siden fremgår det, at parret bare trængte til at komme lidt væk fra det hele, og det er måske netop svaret på, hvorfor Jolie og Pitt lavede denne film som deres første fællesprojekt siden syndefaldet ’Mr. and Mrs. Smith’: Et par måneder i Sydfrankrig ville vel kunne forsone selv Kirsten Birgit og Preben Kristensen.

Jolie er forknyt og skulende fra første sekund, mens Pitt gør gode miner til slet spil, og efter ganske få tiltag mod romantisk middelhavshygge står den metaforiske kulde på deres mere og mere klaustrofobiske hotelværelse i skærende kontrast til sommeridyllen på den anden side af de rustikke vinduesskotter.

Pitt får virkelig skrevet på sin bog, hvis det at skrive en bog var det samme som at hamre whisky-sjusser og pulse smøger fra kl. 10.30, mens Jolie stirrer tomt ud i luften fra sin guldornamenterede dobbeltseng.

»Jeg ville ikke vække dig. Du sov så fredfyldt«, prøver Pitt, mens Jolie svarer: »Jeg sover ikke fredfyldt. Det ved du godt«.

»Ha’ en god dag«, prøver Pitt, men Jolie svarer: »Det får jeg ikke«.

Annonce

Offentlig selvterapi

Ved det aktuelle gensyn af filmen spolede jeg derefter et kvarter frem, hvor Jolie stadig stirrer tomt ud i luften fra sin guldornamenterede dobbeltseng, så jeg lige så godt kunne hoppe frem til brusebadsscenen, hvor Brad Pitt råber »stop«, og Jolie råber »jeg kan ikke« og siden til der, hvor Jolie bekender, at hun smugkigger gennem et lille hul i væggen på det smukke, forelskede, storknaldende par i værelset ved siden af.

Pitt og Jolie nærmer sig pludselig hinanden i et nyfundet fællesskab som voyeurs. En overgang genfinder de gnisten, og der er håb for forholdet, men så går det hele mod syd, som man siger. Jolie flirter med manden fra naboværelset, og mere til, alle opdager det, men efter nogen tumult kommer Jolie og Pitt stærkere ud på den anden side.

Vi finder ud af, at arnestedet for Vanessa og Rolands traume er (spoiler alert, men altså, du får den alligevel ikke set), at hun gerne vil have børn, men har aborteret to gange (de burde have adopteret), og til sidst beder hun:

»Jeg er ikke et dårligt menneske. Er jeg et dårligt menneske?«.

»Nogle gange«, svarer han og tilføjer efter en tænkepause: »Vi må stoppe med at være sådan nogle røvhuller«.

Mr and Mrs Smith

‘Mr. and Mrs. Smith’. Dengang alt var godt. Og hedt.

Til sidst kører de igen gennem de bølgede franske landeveje, men denne gang lægger Jolie sin hånd på Pitts og sender ham et lille forsonende smil, og ligesom Jolie laver en film over deres private krise, færdiggør Roland sin bog med titlen ’By the Sea’ om de selvsamme, majet dramatiske hændelser, vi har set udspille sig i filmen.

Det er en mislykket film, men i dag er det i det mindste en interessant film. Ligesom Pitt og Jolie i ’Mr. and Mrs. Smith’ – filmen, hvor de mødtes – er ved at få lærredet til at smelte sammen med deres åbenlyse kemi, er deres gensidige foragt og afgrundsdybe tristesse det eneste, der føles ægte i ’By the Sea’ (måske mest i bagklogskabens ulideligt klare lys).

Man kan ikke se den som andet end offentlig selvterapi, for i slutningen svæver det håb om forbrødring, de formentlig har drømt om, at filmen ville tilbyde dem bag kameraet. »At gå igennem noget så forfærdeligt kan måske endda gøre dem stærkere«, siger Brad Pitt på et tidspunkt om naboparret og tydeligvis også om Roland og Vanessa og tydeligvis også om Brad og Angelina.

Med Brange-no-more in mente er det en sørgmodig og mærkeligt bevægende slutning, som at læse en falleret vens drømmende dagbog, fra dengang fremtiden stadig var mulig.

’By the Sea’ er selvfølgelig ikke ligefrem Knausgaard’sk autofiktiv, men dog det tætteste, vi kommer på en udstilling af Brad Pitt og Angelina Jolies indre følelsesliv som set fra hovedpersonerne selv. At de har indladt sig på den mission helt og aldeles frivilligt (okay, vi kan selvfølgelig ikke afvise, der har været et ultimatum indblandet fra Jolies side) virker både dumt, ærligt og modigt.

Angelina Jolie og Brad Pitts skilsmisse er naturligvis først og fremmest tabloidfoder, men det er også en kærlighedssaga, der hænger intimt sammen med deres to eneste fælles film. ’Mr. and Mrs. Smith’ og ’By the Sea’ er tilsammen et mere præcist monument over ét af de mest centrale power couples i Hollywoods historie end 15 års tabloidspalter til sammen. Filmkunsten vinder igen.

Læs også: Anmeldelse af ‘By the Sea’