’Stranger Things’-referencen i ‘Skam’ inkarnerer en af seriens helt store styrker

’Stranger Things’-referencen i ‘Skam’ inkarnerer en af seriens helt store styrker

Hvornår, hvornår, hvornår?

Ingen – ud over en inderkreds på NRK – har vidst, hvornår ’Skam’ ville vende tilbage, og da det skete kl. 01.05 natten til søndag, affødte det et kollektivt digitalt jubelbrøl fra seriens fans.

Første klip fra sæson 3 åbner med en eksalteret fest hos Eva på selvsamme tidspunkt, 01.05, og fornemmelsen af realtid er en af seriens store styrker: Man føler, at man lurer gennem nøglehullet til disse helt almindelige teenageres liv, lige nu, lige her.

Denne aura af organisk materiale, som former og udvikler sig for øjnene af én, er ikke kun en illusion. Seriens bagkvinde Julie Andem har i disse dage travlt med indspilningerne af nye afsnit, så selvom sæsonen nu er i gang, er den endnu ikke færdigpakket og klar, som det ellers som regel er tilfældet, når en tv-serie får premiere.

Når man laver serien på den måde, spiller man selvfølgelig med høj risiko, for man bliver ekstremt sårbar, hvis noget skulle gå galt under optagelserne. Det er et hårdt pres for både skuespillere og folkene bag serien (tænk, hvis én af dem bliver syg!), men det giver også helt andre muligheder for at forme historie såvel som replikker, så det føles tidssvarende.

Det så vi et glimrende eksempel på i allerførste ’Skam’ sæson 3-bid. Mens der danses og drikkes hårdt i stuen, stener Isak, Jonas og to andre fyre med bong og bajere på badeværelset.

Den skabshomoseksuelle Isak kvier sig tydeligvis ved damesnakken, men da to piger træder ind, henvender han sig offensivt til den korthårede af dem.

»Ved du, hvem du ligner«, spørger han.

»Du ligner den lille gut i ’Stranger Things’», fortsætter han og er ved at bryde sammen af grin. »Den lille gut, som er klædt ud som en pige. Eleven«, siger han med reference til den mystiske, alien-agtige tween fra Netflix’ serie, som bliver klædt ud som en dreng for ikke at vække opmærksomhed.

»Det er sygt frækt«, replicerer hun forarget, men kort efter stikker hun alligevel tungen i halsen på ham, og den lille scene ender med at røbe en hel del om Isaks behov for hetero-smart manifestation over for vennerne og hans sande jeg, der alligevel ender med at diktere situationen.

’Stranger Things’ fik premiere 15. juli, altså blot to en halv måned før ’Skam’-afsnittets udrulning. På de fleste serier ville manuskriptet være skrevet længe før – til sammenligning blev anden sæson af ’Bedrag’ skrevet i umiddelbar forlængelse af sæson 1 for flere år siden.

En så aktuel reference klæder Julie Andems gymnasieunivers, lidt ligesom de aktuelle politiske referencer til Trump og præsidentvalgkampen gav Louis CK’s ’Horace and Pete’ en velgørende friskhed og uforudsigelighed.

Mens mange prestigeserier og -film er så stramt styrede, at det dræner energien, er det akutte nærvær og følelsen af improvisationen i ‘Skam’ en progressiv metode, der går op i en højere enhed med seriens temaer og karakterer. Det her er rigtige unge, der går op i de samme ting, som man gør ude i den virkelige verden. Deres referenceramme er genkendelig på samme niveau som deres indre dilemmaer. Tidsånden inkarneret.

Læs også: ‘Skam’ ruller igen – se første klip fra sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af