’Moonlight’: En af årets helt store biografoplevelser

5 6
Spillefilm
Instruktion

Barry Jenkins

Medvirkende

Trevante Rhodes, Ashton Sanders, Mahershala Ali, Naomie Harris, Jharrel Jerome, Janelle Monáe, André Holland, Alex R. Hibbert, Jaden Piner

Spilletid

111 min.

Premiere

Den 9. februar

Barry Jenkins’ ’Moonlight’ er gået fra hypet indiehomofilm på festivalerne i 2016 til en af 2017’s allerstørste Oscar-håb, der i skrivende stund har placeret sig i en bedste film-slutspurt side om side med musicalsensationen ’La La Land’.

Det kan måske virke bemærkelsesværdigt, at en mindre hverdagsfabel, der hverken kan bryste sig af at være et refleksivt historisk drama eller en udpræget protestfilm, lægger sig i spidsen af prissæsonen. Sågar foran andre nominerede ’sorte’ titler som ’Hidden Figures’, ’Fences’ og ’Loving’, der på overfladen hver især synes at rumme mere Hollywood-slagkraftige budskaber om den sorte befolknings identitet versus det hvide USA.

Men vent: ’Moonlight’ handler jo om en sort, homoseksuel drengs opvækst i en barsk Miami-ghettoforstad. Lad præmissen rodfæste sig og se så for dit indre øje Oscar-akademiets overvejende hvide medlemmer savle af begejstring ved udsigten til at kunne fremhæve ikke blot et sort indiedrama, men et sort homoindiedrama fra ghettoen.

Heldigvis er ’Moonlight’ en usædvanligt god film, med eller uden prisuddelings-buzz.

Over tre kapitler og med et poetisk billedsprog, der udfordrer Hollywoods visuelle stereotypificeringer af amerikanske ghettomiljøer, fortæller Jenkins historien om Chiron:

Chiron som skræmt niårig, der med en mor på stoffer (Oscar-nominerede Naomie Harris) og mobbende jævnaldrende på nakken paradoksalt finder støtte hos narkohandleren Juan (Mahershala Ali fra ’House of Cards’ i en ligeledes Oscar-nomineret kraftpræstation). Chiron som teenager i et utaknemmeligt barskt high-school-hierarki (Ashton Sanders). Og endelig som voksen, forhærdet mand (Trevante Rhodes).

Chirons homoseksualitet er åbenbar for hans omgivelser, længe før barnet selv lærer betydningen af skældsordet ’faggot’, og vennen Kevin (charmerende spillet som voksen af André Holland fra ’The Knick’) bliver et forvirrende og dragende objekt for de følelser i kroppen, Chiron ikke formår at udtrykke.

Filmens mest rørende forhold er imidlertid venskabet mellem den unge Chiron og den kriminelle pragmatiker Juan, der har opbygget sit hårde ydre som en afskrækkende uniform i et miljø, hvor det alligevel ikke giver mening at aspirere til noget bedre.

Kynikere vil grynte, at narkohandleren med det bløde hjerte balancerer på kanten af kliché, men Mahershala Ali indgyder sin karakter med et så velnuanceret indre følelsesliv og en faderlig ømhed i scenerne med Chiron, at man tilgiver det velkendte dramaturgiske greb.

Det er Juan, der nøgternt italesætter den sorte mands rolle i det amerikanske samfund og pointerer for Chiron: »Vi var de første mennesker på jorden, husk det« i en af de få scener, der antyder de bitre strukturer af samfundsordenen uden for ’Moonlight’s belastede miljø. En orden, der holder samtlige karakterer fast i en låst livscyklus bag usynlige sociale mure, de færreste forcerer.

’Moonlight’ præsenterer da heller ikke en dannelsesrejse ud af miljøet, ligesom den ingenlunde er en svælgende overdramatiseret fremstilling af »helvede«, som USA’s ghettoer er blevet kaldt af Præsident Trump. Den handler tværtimod om at finde ind, langt ind i sjælen, hvor følelser som ensomhed og kærlighed er lige påtrængende på tværs af race, køn og politik.

Chirons mest presserende opgave er at slå fred med sig selv og sin seksualitet med de ekstremt begrænsede redskaber, han har med sig fra en tumultarisk barndom og i ansigtet på de firkantede forventninger til og myter omkring sorte mænds maskulinitet, hans verden nu engang er gennemsyret af. Det er værd at bemærke, at navnet ’Chiron’ oprindeligt betyder ’kentaur’ på græsk, den enorme sagnskabning, der er halvt mand, halvt vild tyr.

Der er mere ’Boyhood’ end ’Boyz n the Hood’ over den stilfærdige ligefremhed, med hvilken Jenkins (som er fra selvsamme kvarter som Chiron) udruller sin hovedpersons hårde opvækst på, og ’Moonlight’ kunne ligefrem ses som en slags samfundspolitisk modsvar til netop Richard Linklaters anmelderroste coming-of-age-drama om middelklassedrengen Masons vej til college og åbne fremtidsmuligheder: Sorte Chirons boyhood kunne dårligt være mere forskellig fra hvide Masons.

Jenkins har et sjældent præcist blik for de sanselige, nærmest kropslige iagttagelser af skismaet mellem begær og skam i den unge afroamerikanske mand. Visse steder får Jenkins’ kunstneriske ambitioner dog filmens følelser og form til at støde sammen. Det store fokus på stil og symbolik efterlader visse replikker en kende konstruerede, men samtidig er det svært at knægte ’Moonlight’s æstetisk lydefri fotografering eller Nicholas Britells klassiske score, der skaber en flot og atypisk kontrast til ghettomiljøet.

’Moonlight’s underspillede skildring af de sociale og personlige konsekvenser af arv og miljø skriver sig ind i en aktuel samfundsdiskurs, der relaterer sig direkte til Black Lives Matter-bevægelse og homoseksuelles fortsatte kamp for accept i minoritetskulturer og belastede miljøer.

Men først og fremmest opleves filmen som knugende vedkommende, fordi Chirons basale ønske om at blive elsket, bare en smule, rammer lukt i hjertet. Det er tidløst og al buzz værdigt.


Kort sagt:
Barry Jenkins inciterende smukke ’Moonlight’ er en lille indiefilm i forklædning, der folder sig ud som en af årets helt store og anderledes biografoplevelser med sin rammende skildring af en homoseksuel mands opvækst i et utilgivende ghettomiljø.