‘The Allins’: Fascinerende dansk dokumentar om dybt grænseoverskridende rock-legende
Der er dem, som gerne vil være groteske, provokerende og chokerende.
Og så er der GG Allin. Manden, som mente, at rockmusikken var blevet for poleret og skulle gøres farlig igen. Det har andre end ham erklæret, men amerikanerens modus operandi hører immervæk til den ekstreme side. Under sine tumultariske koncerter skar Allin sig til blods med knuste flasker, pissede og sked på scenen, smurte sig ind i sine efterladenskaber og kastede dem efter publikum, som han ofte også røg i korporligt slagsmål med.
Denne opsigtsvækkende personlighed har den anerkendte danske instruktør Sami Saif, hvis oeuvre tæller de roste dokumentarer ’Family’ og ’Tommy’, nu lavet en film om. Som titlen antyder, er ’The Allins’ lige så meget en familiefortælling som en musikdokumentar, idet storebroren Merle og moderen Arleta er de primære fortællere.
Merle er den evige punker, som holder brorens minde i live i sit kulørte hjem, der fremstår som et GG Allin-museum, hvorfra han sælger ud af diverse artefakter via Facebook.
Det er påfaldende, hvor forhippet Merle er på at fremstå som én, der vil drage økonomisk fordel af lillebrors mytestatus. Uagtet om det er GGs gamle t-shirts, hans egen (bogstavelige) ’shit art’ eller trommeslageren Donald ’Dino’ Sachs’ trommestikker (»Don’t give them away. People will pay«), så malkes koen, og dollartegnene stråler i krejler-Merles øjne.
Kontrasten hertil er mor Arleta, som afskyr GGs ry og fans, som vandaliserer hans gravsted. Hun omtaler ham ved hans rigtige fornavn, Kevin, og fokuserer på den kærlige søn, han var, når han ikke var in character. I et rørende klip læser hun op af et brev, Kevin skrev til hende i fængslet, og det er svært at forene den hadefulde ekshibitionist med brevets omsorgsfulde ord. Hun betegner ham da også som personlighedsspaltet, og man fornemmer tydeligt Arletas smerte ved GGs selvdestruktion og hovedrysten over Merles fortsatte rock’n’roll-livsstil.
Saif har fokus på humor, varme og eftertænksomhed i sekvenserne mellem Arleta og Merle. Man trækker på smilebåndet, når den 63-årige søn som en uvorn knægt præsenterer sin forargede mor for sangen ’Sucking On Your Pussy On a Friday Night’. Ligesom hengivenheden og respekten mellem dem får plads i alvorsfulde samtaler om GG og opvæksten med en far, som blandt andet truede familien med en pistol og voldtog Arleta.
Som kontrast til de stilfærdige klip i Arletas sirlige hjem ses rå hjemmevideooptagelser fra GGs optrædener, hvor svineri, kaos og animositet er fremherskende. »I’m not here to entertain them. As far I’m concerned, they’re my enemies«, er vurderingen af publikum, og det er bestemt heller ikke behageligt at bevidne dette kamikazemenneskes udskejelser.
Merle forsøger at organisere bandet The Murder Junkies, men brormands adfærd er ustoppelig, og i 1993 dør han af en overdosis. Bandet fortsætter med skiftende frontmænd, men der hænger en patetisk em over midaldrende mænd, som stadig vil være chokerende punkere. Tydeligst i en gimmick, hvor Sachs beder en kvindelig koncertgænger stikke en vaselineindsmurt trommestik op i hans rectum. Det er bare ikke GG, og publikums ligegyldighed er synlig.
Det er både fascinerende og frastødende at bevidne den selvproklamerede »rock’n’roll terrorist«, hvis antiautoritære og kompromisløse karakter stadig hyldes af fans verden over. Det mest interessante ved ’The Allins’ er dog, hvordan de efterladte bearbejder GGs skørlevned, tabet af ham, og hvordan han fortsat lever videre i dem.
Saif er en respektfuld observatør, som lader Merle og Arleta minde det kontrastfylde menneske, som Kevin Michael ’GG’ Allin var.
Kort sagt:
’The Allins’ er en musikdokumentar med fokus på familiære kontraster. Merle er punkeren, som holder broren GG Allins ikonstatus i live. En status, moren Arleta, som vil mindes sin kærlige søn, væmmes ved. Ikke desto mindre forenes disse yderpunkter takket være Saifs respektfulde og nærværende fremstilling, hvor begge kommer til orde.