’Herrens veje’: DR’s nye store søndagsserie lægger kraftfuldt fra kaj
Guds hus er rammen om rap battles og biografvisninger, markedsført på sociale medier og henvendt til et publikum, der aldrig har købt fortællingen om den skæggede mand i skyerne.
Det er ikke andagter som i gamle dage. Og det er ikke alle, der bryder sig om det.
Anmeldelse af hele ‘Herrens veje’ sæson 1
I ’Herrens veje’ så Lars Mikkelsens provst nok helst, at menigheden fik knaster i røven på kirkebænkene og knyttede sylten, indtil det sidste ’amen’ havde ekkoet under hvælvingen. Hans konkurrent til posten som biskop i Københavns Stift ville derimod intet indvende, hvis gudstjenesten foregik per sms.
Hvad stiller man op med folkekirken, når Gud er død i folkets sind? Har vi overhovedet brug for en gud for at tro?
Moderne tro og tvivl er et glimrende afsæt for en dramaserie, og ’Herrens veje’ tøver ikke med at slibe konflikterne spidse: Mens præstefar Johannes Krogh (Mikkelsen) forsøger at tilrane sig hvervet som biskop, sendes sønnen August i krig for at formidle Guds ord til soldaterne. Far vil genrejse kirkens stolthed i en tid, hvor ordene »jeg tror på Gud« er stigmatiserende, og søn vil opbløde det militære skisma mellem frelser og fjende.
Imens fusker Augusts bror, Christian, med sit speciale og formøbler sin andel i en lovende startup-virksomhed. Han husker stadig de religiøse læresætninger, som han blev fodret med som purk, men han har lukket bibelen og brudt ud af familiens præsterække. Vil modgangen bringe ham tilbage igen?
’Herrens veje’ er ikke religiøs i klassisk forstand, men man fornemmer, at noget binder familien Krogh sammen, at en ubestemmelig ånd former deres veje. I hvert fald er vi milevidt fra dansk leverpostejsrealisme: Vilde hallucinationer og voldsomme krigsscener møder familieopgør og utroskab i en højtravende udforskning af tro og kirke i det 21. århundrede.
Hovedforfatter Adam Price er som en organist, der straffer tangenterne, men tonerne er ofte gribende. Særligt portrættet af Mikkelsens kristne fortidslevn er fængslende, fordi pendulet svinger mellem tyran og næstekærlig ledestjerne i en mand, der langsomt visner med den institution, der definerer ham. Han er et dragende billede på religionens lindrende dampbad, mægtig, når Gud er med ham, alkoholisk, når den almægtige svigter. Både Gud og guldbajere letter eksistensens tyngde.
I det hele taget er der garanti for ypperlige scener, når man stikker linsen helt op i næbet på Lars Mikkelsen. Intet under, at han dukker op i alt, Danmarks Radio producerer for tiden.
Han suppleres fortrinligt af en række stortalenter, ikke mindst Morten Hee Andersen som August og Fanny Bernth som hans kæreste – selvom man kan håbe, at sidstnævnte bryder helt ud af stereotypen som den støttende kæreste på hjemmefronten.
Desværre udnytter ’Herrens veje’ også flere gange sine karakterer i firkantede religiøse dilemmaer. Som når den udstationerede præst i afsnit 2 forudsigeligt straffes for ikke at velsigne soldaternes materiel, selvom de beder om det, eller når han kastes ind i krigen og beordres til at se gennem det sigtekorn, der gør mennesker til skydeskiver.
En verden i opbrud og nedbrud tester konstant præstefamiliens tro, men i ’Herrens veje’ skælver tvivlen stærkere i stilheden end i støjen. Det er her, den tvinger sig under huden: Feltpræsten, der forgæves lytter efter Gud, mens soldaterne lister forbi vejsidebomber, en lavmælt samtale mellem troende og ateist om livets tæppefald.
Hvis ’Herrens veje’ letter trykket og giver familien Krogh fred og ro til at famle efter Gud og hinanden, kan den udvikle sig til en ny, stor dramaserie fra DR.
Kort sagt:
’Herrens veje’ lægger kraftfuldt fra kaj med en højaktuel udforskning af tro og tvivl – i krig og fred. Serien er stærkest i Danmark: Lars Mikkelsens vaklende patriarkprovst er et dragende billede på folkekirkens krise, mens de personlige troskonflikter stilles anderledes groft op i Mellemøstens krigszone.