‘Blade Runner 2049’: På alle måder en triumf

‘Blade Runner 2049’: På alle måder en triumf
6 6
Spillefilm
Instruktion

Denis Villeneuve

Medvirkende

Ryan Gosling, Harrison Ford, Ana de Armas, Robin Wright, Mackenzie Davis, Sylvia Hoeks

Spilletid

163 min.

Biografpremiere

Den 5. oktober

Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 er én af mine absolutte yndlingsfilm. Og som for alle fans var det med en vis ængstelse, at jeg hørte om planerne for en efterfølger til denne legendariske og dystopiske cyberpunk-noir-sci-fi-thriller.

Da canadiske Denis Villeneuve blev koblet på projektet som instruktør, lettede meget af ængstelsen. Han har en imponerende track record og har så længe, jeg har fulgt ham – siden mesterværket ’Incendies’ fra 2010 – lutter lavet gode film. Med sidste års ’Arrival’ viste han endda, at han også har styr på sci-fi-genren. Og nu kan jeg så slå fast: ’Blade Runner 2049’ er på alle måder den film, fansene har fortjent, en fortælling, der på fornem vis løfter arven fra originalen og dykker dybere ned i de filosofiske spørgsmål.

Vi befinder os 30 år efter begivenhederne i ’Blade Runner’. I mellemtiden forsøgte Tyrell-koncernen efter Nexus-6 replikanternes blodige oprør at skabe replikanter uden den indbyggede fire års levetid. Efter en gruppe Nexus-8’ere detonerede en bombe over L.A., der slettede alt lagret data, blev replikantfremstilling dog fuldstændig forbudt. I hvert fald indtil industrimagnaten Niander Wallace (Jared Leto) opkøbte resterne af Tyrell og begyndte fremstillingen af en ny serie replikanter, der tilsyneladende er 100 procent loyale mod deres menneskelige overherrer.

Der ligger dog stadig en dyb mistro i befolkningen til ’skin jobs’, der behandles som en underlegen slaverace. Og samtidig er der stadig Nexus-8’ere på fri fod, camoufleret blandt civilbefolkningen. Der er således stadig brug for Blade Runners, en politienhed, der jagter og dræber ulovlige replikanter.

En sådan Blade Runner er K (Ryan Gosling). Han kommer i pensioneringen/likvideringen af en Nexus-8 i filmens begyndelse på sporet af et komplot, som hans politichef Joshi (en iskold Robin Wright) for enhver pris vil have fejet under gulvtæppet for at bevare ro og orden, som hun siger. K sættes på det beskidte arbejde, der både sender ham ud på de neonoplyste regnvåde gader i Los Angeles, den kæmpelosseplads, der engang var San Diego, og det radioaktivt orange Las Vegas. Det bliver også en rejse ind i K’s egen identitet og i, hvad det vil sige at være menneske. En rejse, der forbindes med hændelserne omkring Harrison Fords Deckard i den originale film.

Californien i 2049 er ikke blevet et meget bedre sted på de 30 år, der er gået. Det regner stadig konstant. Væk er det mørke Hades-landskab, erstattet af bleggrå karré efter karré, der murer de neonoplyste hovedstrøg inde. De allestedsnærværende reklamer (også for de nu lukkede selskaber PanAm og Atari) suppleres af kæmpehologrammer. Uden for byen ligger kæmpemæssige proteinfarme, hvor man dyrker ormekolonier, der skal brødføde den del af befolkningen, der ikke har fundet et bedre liv på de sagnomspundne kolonier uden for Jorden.

Det er et fantastisk stykke worldbuilding, Villenuve og hans stjernehold har orkestreret – akkurat som holdet ledet af Ridley Scott før dem. Der er en rå fysik og taktilitet, fra det slidte interiør i K’s flyvende politibil til hver enkelt kulisse. Den gamle ’Blade Runner’ var en svanesang for de praktiske effekter og produktionsdesign, inden ubehjælpsom CGI kom til at dominere. Og den praktiske tilgang er Villeneuve og production designer Dennis Gassner gået tilbage til. Alle sets er så vidt muligt opbygget fysisk og ellers forbedret med nærmest usynlige special effects. Det føles i den grad som at træde ind i en virkelig verden, hvilket også skyldes den mesterlige fotografering, som Villeneuves faste kameramand Roger Deakins leverer.

Deakins er mest kendt for ikke at have modtaget en Oscar til trods for 13 nomineringer, og hvis det ikke lykkes denne gang, er den helt gal. Hver kameraindstilling er et lille kunstværk i sig selv. Den smukke farvepalette udvider originalens noir-stemning, som i de fantastiske orange landskaber i Las Vegas, hvor kæmpestatuerne bryder det radioaktive støv. Det vækker associationer til Andrej Tarkovskijs sci-fi-epos ’Stalker’, som filmen deler flere ligheder med.

Lyddesignet imponerer næsten lige så meget som billedsiden. Der er kælet for lydsiden i imponerende grad. Lyden af en blaster, der bliver affyret, en flyvebil der letter, laf små elektroniske dingenotter – alt sammen giver kød på denne dystre verden. Det er en film, der skal opleves i biografen med et ordentligt lydanlæg, gerne i IMAX. Hans Zimmers og Benjamin Wallfisch’ technoscore er effektivt og buldrende, men jeg havde dog gerne hørt, hvad islandske Jóhann Jóhannsson, som blev fyret undervejs, ville have bibragt.

Bag manuskriptet står Hampton Fancher, der sammen med David Peoples også skrev manus til den originale ’Blade Runner’. Her får Fancher hjælp fra Michael Green (’Logan’, ’Alien: Covenant’).

I ’Blade Runner’ var både plot og karakterer en anelse underudviklede – de indtog en sekundær position i forhold til det visionære visuelle udtryk. ’Blade Runner 2049’ har på alle måder et bedre plot og bedre karakterer. Selv med sine to timer og tre kvarters spilletid er der ikke et kedeligt sekund. Scenerne udspiller sig i et roligt tempo med få voldsomme actionscener (heriblandt en suveræn sekvens, hvor en flyvende bil bliver nedlagt med en harpun). Det er en nærmest transcendental tilgang til blockbusterformularen.

Goslings K minder om hans rolle i ’Drive’. Han røber nærmest ingen følelser bag stenansigtet. Nogle af de bedste præstationer kommer dog fra kvinderne Luv og Joi (ja, det hedder de!). Replikanten Luv spilles perfekt af Sylvia Hoeks, der giver rollen både sårbarhed og voldsomhed. Joi (Ana de Armas) er K’s hologramkæreste, der som en servil (og meget sexet) husmoder fra 50’erne står klar med maden i det helt rigtige outfit, når han kommer hjem efter en hård dag på arbejde.

Hun afslører dog flere facetter efterhånden og giver filmens varmeste og mest menneskelige præstation. Her bygges der oven på temaerne fra ’Her’, ligesom vi får også en meget øm (og visuelt imponerende) trekantsscene med K, Joi og en surrogatkrop.

’Blade Runner 2049’ lykkes med det samme som ’Mad Max: Fury Road’: Den står på skuldrene af en kæmpe, men leverer et mere helstøbt og visuelt inciterende værk.


Kort sagt:
’Blade Runner 2049’ er på alle måder en triumf og en film, der teknisk sætter nye standarder. Visuelt leverer den måske det flotteste sci-fi-univers nogensinde, samtidig med karakterer og plot står stærkere end i den originale film. ’Blade Runner’-fans kan ånde lettede op. Villeneuve har givet os endnu et mesterværk.

Læs også: Ødelægger Ridley Scott biografoplevelsen af ‘Blade Runner 2049’ med alt sit udenomsgejl?

Læs også: Historien bag den originale ‘Blade Runner’ – fra massivt flop til mesterværk med universets største spørgsmål