‘Stranger Things’-bagmænd forsvarer udskældt afsnit

‘Stranger Things’-bagmænd forsvarer udskældt afsnit
Kali (Linnea Berthelsen) og resten af hendes slæng fra 'Stranger Things' afsnit syv.

Da vi i sidste uge kårede det bedste og det værste ved sæson 2 af Netflix-serien ‘Stranger Things’, var vi ikke i tvivl om, at afsnit syv, ‘The Lost Sister’, var sæsonens absolutte lavpunkt. Og den holdning var vi langt fra ene om.

Men nu tager serieskaberne The Duffer Brothers til genmæle og forsvarer origin-afsnittet, der, ifølge dem, var en vigtig byggesten i Elevens karakterudvikling.

»Det er vigtigt for Ross og jeg at prøve ting, så det ikke føles, som om vi laver det samme om og om igen«, forklarer Matt Duffer i et interview med Entertainment Weekly.

»Det svarer næsten til at lave en lille pilotepisode i midten af sæsonen, og det er lidt en skør ting at gøre. Men Elevens udvikling ville falde sammen, mens slutningen heller ikke ville fungere, uden den. Så ligegyldigt om det virker eller ej, så har vi brug for den her byggesten, ellers falder hele serien sammen. Og det ender ikke godt«, fortsætter Matt Duffer.

Umiddelbart har forsvarstalen et par huller, for det er vel aldrig ligegyldigt, om en vigtig karakterudvikling fungerer eller ej? Men skaberne har muligvis været nødt til at leve med visse mangler, da de har været underlagt en stram deadline i kølvandet på sæson ets massive succes.

Læs også: Flere mærkelige ting i ‘Stranger Things 2’ gør os bekymrede for næste sæson