’Dark Suns’: Monumentalt blik på Mexicos tusindvis af kvindemord
CPH:DOX. I Mexico bliver op mod 1000 kvinder myrdet hvert år. Det er de officielle tal. De reelle tal er sikkert endnu mere forfærdende. ’Feminicidio’ har man navngivet fænomenet – en sammentrækning af feminino og homicidio – der har været stødt stigende siden 1993, hvor det først kom på dagsordenen. »Hvorfor alle disse mord?«, spørger mange medier i Mexico? Forklaringerne er mange, men de fleste er enige om, at det strækker sig langt ud over misogyni.
Canadieren Julien Elie bruger i ’Dark Suns’ de mange kvindemord som springbræt til at kaste lys over en gennemgående strukturel krisetilstand: at Mexico som socialt og kulturelt system gennem årene har fremdyrket sin egen rod til alt ondt.
I seks kapitler optegner Elie et stort panorama af personlige beretninger fra de mange kvindelig rundt om i Ciudad Juárez og Ecatepec til mordet på en kritisk journalist i Mexico City og sagen om de 43 forsvundne studerende i Iguala i 2014.
Uden at skyde med skarpt, som en amerikansk true crime ville gøre, former de forskellige stemmer en fortælling om et patriarkalsk styre af korrupte autoriteter (politiet, militæret og regeringsfolk) og narkokarteller, der kun kender til vold og udslettelse som løsningsanvisning.
»Korruption, vold, straffrihed og løgn«. Sådan udlagde den tidligere rektor på UNAM-universitet, Juan Ramón de la Fuente, landets fire største sygdomstegn i et interview med El País sidste år. Det uhyggeligste aspekt i ’Dark Suns’ er den gentagne forståelse af netop ondskabens straffrihed, hvor volden og mordene ophober sig, fordi man(d) kan!
Elies klare sorthvid-billeder af hverdagens gang i de udsatte byer vækker unægteligt associationer til Alfonso Cuárons ’Roma’. Begge symboliserer et tidløst un-Pleasantville, hvor mexicanerne gennem årtier har bevæget sig hvileløst og frygtsomt rundt i et samfund, der kører videre, uden at politikerne kommer problemerne til livs. Fra toppen »har man installeret stilheden«, som der bliver sagt.
Hvis ikke stille, så er ’lavmælt’ et passende ord at sætte på Elies observationer af de mexicanske byer og deres borgere, som taler yderst fattet om deres forsvundne eller myrdede pårørende. Gengivelsen af roen som resigneret magtesløshed bærer en poesi, men Elie måtte gerne have brudt monotonien og tænkt i samme astronomiske abstraktioner som Patricio Gúzman i sine ’Lysets nostalgi’ og ’Perlemorsknappen’ om de mange menneskeliv, Chile har glemt under jordoverfladen.
Temperamentet i ’Dark Suns’ svinger sig først for alvor op mod slut, da det historiske perspektiv med statens studentermassakre i 1968 inddrages, og den indignerede menneskesøger Mario Vergara understreger vigtigheden af at give identitet til de mange knogler ude i den mexicanske natur, mens tid er.
Jeg kommer til at tænke på et kendt freskomaleri af Mexicos store kunstner Diego Rivera, der viser de to revolutionsmartyrer Pancho Villa og Emiliano Zapata, hvis blod gøder jorden for nationens blomstrende fremtid. I ’Dark Suns’ benytter Julien Elie samme bredlærredsvision som Rivera til at illustrere, hvorfor Mexico ikke længere kan tillade sig at gøde deres sorthvide virkelighed med blodet fra deres kvinder og forandringskrævende stemmer.
Det er en afdæmpet, men monumental indsigelse om, at nok er nok.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019