’The Boys’: Grotesk morsomme superhelteslagtere agerer listepik, når de burde måle pik

’The Boys’: Grotesk morsomme superhelteslagtere agerer listepik, når de burde måle pik
Karl Urban i 'The Boys'.
2 6
Tv- serie
Hovedforfattere

Eric Kripke

Medvirkende

Karl Urban, Jack Quaid, Elisabeth Shue, Erin Moriarty, Antony Starr, Jessie T. Usher

Spilletid

8 afsnit á 60 min.

Premiere

Hele sæsonen kan streames på Amazon Prime fra d. 26. juli

Kæreste, venner og familie, beklager – sommerens største skraldgrin er kommet i selskab med ’The Boys’.

Tegneserien, vel at mærke.

På politisk ukorrekt vis skallesmækker og massepuler den sig frem til sine pointer. Her bliver hunde, meteoritter, men mestendels superhelte onduleret i fysisk såvel som åndelig forstand for at udstille skyggesiderne bag USA’s idolisering af big business, celebrity-kultur og superhelte.

’The Boys’ blev skabt i midten af 00’erne af tegneserieforfatteren Garth Ennis. Dels som et forsøg på at overgå sit eget mesterværk ’Preacher’ i ekstremiteter og dels som en langefinger til amerikanernes begyndende søgen mod superhelte som eskapistiske krammebamser oven på 9/11 og en Bush-regering, der ønskede at indsvøbe indsatsen i Mellemøsten i helteklare Stars and Stripes-farver.

’Drengene’ var et modkulturelt femkløver oprettet af CIA og ledet af den Nick Fury-inspirerede bullshit-bryder Butcher, som med tyk cockney accent og selvtilfreds smil pumpede sine medkumpaner The Franchman, Mother’s Milk, The Female og Wee Hughie op med et superhelteserum for at slå hårdt mod hårdt, når de da ikke lige benyttede beskidte kneb til at afpresse de spandex-klædte ’supes’ i deres ustraffede perversiteter.

Karl Urban og Jack Quaid i ‘The Boys’.

Et årti senere har Ennis og producerparret Seth Rogen og Evan Goldberg set deres snit til at adaptere ’The Boys’ til streaming i kølvandet på nogenlunde succesfulde ’Preacher’ og MCUs verdensherredømme. ’Supernatural’-skaberen Eric Kripke er dog som showrunner den hovedansvarlige for seriens endelige udformning.

Hvor Ennis’ historier og Darick Robertsons illustrationer kører på en over-the-top tilgang som to highschool-nørders skånselsløse hævn over de ulideligt perfekte frat boys og deres bærme, tager Kripke universet ned til middelmådigheder af flow-stoppende selvynk og begår den synd at ville motivere superheltenes bøllemetoder.

Man har ellers taget udgangspunkt i historien fra de første serienumre, men samtidig givet den et nyt origin-spind. En opdatering, som forplumrer tegneseriens uomtvistelige latterliggørelse af superheltene.

Sæsonens umiddelbart appetitvækkende første afsnit – takket være instruktionen fra Dan Trachtenberg (’10 Cloverfield Lane’) og hans fotograf Jeff Cutter – præsenterer også taberen Hughie (Jack Quaid), hvis kæreste i et romantisk øjeblik bliver taget ud af hans arme i en gennemkørsel af dynamoen A-Train (Jessie T. Usher). I ultra-slow lades Hughie tilbage med hendes rester i blodpletskikkelse og snart står den sortklædte Butcher (Karl Urban) klar til at udtænke hans hævn.

Afsnittet præsenterer også mediehysteriet og franchisingen omkring superheltenes galacticos, The Seven, der ledes af Superman/Captain America-krydsningen Homelander (Antony Starr) med det dæmonisk rødglødende laserblik og deres casting couch-inklusion af naboens elektriske datter Starlight (Erin Moriarty).

‘The Boys’.

Alt er imidlertid skruet ned eller anonymiseret.

Hughie-karakteren var oprindeligt en rodløs skotte formet efter Simon Pegg i ’Spaced’ og ’Shaun of the Dead’, som langsomt revitaliseres af den britiske storebrorfigur Butcher og deres kulturelle outsider-perspektiv. I serien er han en amerikansk IT-fyr med en ligegyldig Simon Pegg som far.

At Butcher i første omgang vil tage kampen op mod superheltene er i selv hovedrystende. Superhelteserummet Compound V forbliver en MacGuffin, som Butcher og hans afsnitsvis sammensatte gruppe forfølger uden at smage på. Gruppens arbejdsmetode er mere listepik end pikmåling. Deri består et af seriens grundlæggende problemer.

Nok har #MeToo med mere rykket os, hvad angår grænserne for consent-kulturens accept af tilfældigt inkorporerede voldtægtsscener og misogyn macho-bavl. I kunstnerisk øjemed har det desværre også besværliggjort satirens groteske frirum.

For Ennis ønskede at udbasunere et problem, når alle mandlige superhelteautoriteter stod med buksen nede for at indLEMme Starlight. Tv-serien skynder sig igennem scenen med Aquaman-parodien The Deep (Chase Crawford), der selv er presset fra oven af fascistoide Homelander, som selv er presset yderligere oppe fra af Madelyn Stillwell (Elisabeth Shue), der som ansvarlig for superheltekonglomeratet Vought-American… er presset for at holde The Seven relevante som nationens go-to bolværk.

Næsten hver scene slutter med bekymrede miner. Scenerne burde sprudle af ‘The Boys’ profane skandaliseringer af det gudedyrkede superhelteunivers. »Why so serious«, fristes man til at spørge Kripke.

Jack Quaid og Simon Pegg i ‘The Boys’.

Tegneserien lod ‘The Boys’ være The Boys og et pikhoved være et pikhoved. ‘The Boys’ var den hårfine antitese til pikkehovedet, som symboliserede alt det værste i den styrende konservatismes facadeopstillede bedrag og kendissernes uhæmmede opførsel. TV-serien mudrer dette opgør til i personintriger og febrilske plotindskydelser i tunge heltimes afsnit.

Billedsiden bliver også mere og mere kaffegrumset, da faklen gives videre fra Trachtenberg og Cutter til en blandet hobe, som hverken magter at variere de mange shot-to-shot samtaler med et større scope eller afveksle den konceptuerende monokrome æstetik. Det resulterer i forfærdeligt mørkegrønne og pisgule plamager, der bringer mindelser om outtakes fra en Zack Snyder-film og i værste stunder ’Catwoman’ med Halle Berry.

Mindelser, som også kommer af seriens tåkrummende forsøg ud i humor og et soundtrack, der som en 7. klasser i sin fars cd-samling spiller ’Everybody Hurts’ i triste stunder, ’The Passenger’ på et fly og ’Rock the Casbah’ under en nedkæmpning af en arabisk terroristbule.

Det lyder sikkert som et rant over en serie, som af gode grunde ikke gengiver den ekspressive tegneseriestil Matthew Vaughn eller Edgar Wright havde omfavnet. Problemet stikker desværre dybere. For i sin humanisering af superheltene og dens tilpasning til konform seriedramatik fjernes den punkede brod, som er ‘The Boys’.


Kort sagt:
‘The Boys’ burde tromle over superhelte-genren, men forfalder trods enkelte spjæt til samme genres serielle mellemlag… hvis ikke under.

Anmeldt på baggrund af hele sæson.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold