KOMMENTAR: Eksperterne vælter over hinanden for at understrege, at unge ikke ser almindeligt fjernsyn, men bare zombier rundt på Youtube. Alligevel slår det aldrig fejl: Når jeg har praktiksamtaler til stillinger på Soundvenues filmredaktion og spørger ansøgerne, hvordan de følger med i filmstoffet, er Maria Månson og DR’s ’Filmselskabet’ ét af de første svar, de kommer med.
Nu skal man naturligvis passe på med anekdotisk bevisførelse, og et DR-program kan næppe leve på de par håndfulde universitetsoptagne cineaster, der gerne vil skrive om film for Soundvenue. Men det illustrerer alligevel, hvorfor det er en kerneopgave for DR at have et filmprogram.
Det er nemlig her, mange med begyndende interesse for celluloidens magi får deres første reelle filmiske opdragelse. Det er her, de lærer, at nogle film er skabt af instruktører, der har deres egne særlige kendetegn, mens andre er resultatet af Hollywoods pølsefabrik. Det er her, de får fornemmelsen af, at de nye film ikke er født ud af et tomrum, men bygger oven på en rig historie. Det er her, de første gang forstår, hvor bredtfavnende filmkunsten er, fordi de både kan høre de vurderende ord og opleve klippene, der bakker dem op. Det er her, de mærker en smittende barnlig begejstring ikke bare for Marvels superhelte, men for intellektuelt stimulerende filmkunst.
Sådan har det været på DR i årtier – med mellemrum.
Først med lektor Bjørn Rasmussens forbrugerguides i 60’ernes ’Filmorientering’, så med I.C. Lauritzens skolemesterfacon i 70’ernes ’Filmredaktionen’, dernæst med Ole Michelsen – min egen ungdoms filmopdrager – i ’Bogart’ (1985-2002), efterfulgt af ’Filmland’ med Søren Høy, siden kort, men godt med Mikkel Munch-Fals i ’DR2 Premiere’ og senest altså med Maria Månson i ’Filmselskabet’ på DR-K.
Men fra januar har en ny generations cineast-prospects intet fast sted at søge hen for filmuddannelse hos Danmarks største medieudbyder.
Find en ny vinkel
Jo jo, der bliver talt om film i den kommende, opgraderede version af ’Troldpejlet’ med institutionen Jakob Stegelmann i spidsen, og det er absolut så ganske glimrende, men det er altså ikke her, de nye film af Haneke, Trier eller Östlund bliver endevendt. Der er også en ugentlig film på programmet i den aktuelle, opgraderede version af ’Smagsdommerne’, ’K2’ med Ane Cortzen som vært, men lad os nu se, hvor ofte det er den nye Hirokazu Koreeda eller Asghar Farhadi, der udvælges blandt ugens tilbud, og hvor meget filmfaglighed de tre udvalgte kulturpersonligheder kan klemme ind i det gemytlige forsamlingshusformat.
Endelig bestyrer Per Juul Carlsen naturligvis kapabelt og med original kritik sit faste ’Filmland’-format som podcast, men man fornærmer næppe nogen ved at sige, at det ikke har samme gennemslagskraft i den brede kulturinteresserede befolkning som et filmprogram på tv. I øvrigt lukkede DR for nylig også seriepodcasten ’Binge’ med Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb.
For at tone rent flag sidder jeg i bestyrelsen for Danske Filmkritikere med Maria Månson, mens ’Filmselskabet’s redaktør er en god ven. Mit ærinde er dog ikke at gå i brechen for deres næste lønseddel. At man lukker et program som ’Filmselskabet’ efter otte års løbetid, er for så vidt forståeligt. Så er det måske også på tide at ryste posen. Og den tidligere regerings besparelser har unægtelig sat DR i en penibel situation, der er ført til lukningen af ’Filmselskabet’s flowplatform DR-K.
Men at det ikke bliver erstattet af et andet format dedikeret specifikt til film (og eventuelt serier), kan man kun ryste på hovedet af. Det er ikke just, fordi det koster mange licenskroner at producere. Og hvorfor ikke finde en ny vinkel, der passer til en streamingtid og det moderne tv-landskab?
History repeating
Man kan kun give Maria Månson ret i, at det er »fattigt, at DR nedprioriterer seriøs filmformidling«. Man kunne tilføje: Kortsigtet, åndsløst, åndssvagt.
Valget om at rykke filmformidlingen ud af de faste formater giver en vis følelse af deja vu. Da DR i 00’erne lukkede ’Filmland’ sammen med flere andre kulturprogrammer, var det, fordi man ville »lukke kulturen ud af reservaterne« – det skulle være slut med nicheprogrammerne, der gik i dybden med ét stofområde.
Og det skulle da ikke undre, hvis der kun går et år eller to, før en ny DR-chef får den brillante idé, at kanalen da skal have et filmprogram. History repeating…
Som Månson også påpeger, er filmen og serien et af de mest populære kulturområder i befolkningen. Hvorfor ikke have et program, der reflekterer det?
Og endnu vigtigere: Hvorfor ikke have et program, der modstår den monokulturelle drejning, filmpendulet svinger mod i disse år? Filmkulturen er nemlig også under pres i det øvrige, private medielandskab. Aviserne anmelder en mindre og mindre del af biografudbuddet, og fokus rettes hen mod de film, der på forhånd er hype omkring. Det gælder også hos nærværende medie.
De ikke-amerikanske film er under pres. Den europæiske filmkultur er, særligt i den yngre del af befolkningen, fortrængt til fordel for superheltefilm og serier.
Det er da om noget en kerneopgave for en public service-station som Danmarks Radio at agere bolværk mod det populistiske pres? Men på DR’s ledelsesgange interesserer man sig lige så meget for filmkunst, som en labrador interesserer sig for Brexit. Begge dele kan forklares, men kun det sidste kan forsvares.
Læs også: DR lukker ‘Filmselskabet’ – og vil ikke længere have et filmprogram