’Terminator: Dark Fate’: Den bedste i franchisen siden ’T2’

’Terminator: Dark Fate’: Den bedste i franchisen siden ’T2’
Linda Hamilton i 'Dark Fate'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Tim Miller

Medvirkende

Linda Hamilton, Arnold Schwarzenegger, Natalia Reyes, Mackenzie Davis, Gabriel Luna

Spilletid

128 min.

Premiere

Den 31. oktober 2019

»It absolutely will not stop. Ever. Until you are dead«.

Sådan sagde en god mand engang, og det viser sig søreme, at der stadig er liv i den gamle maskine. Det er ellers ikke mange film-franchises, der kan tåle at få sendt den ene sløje Terminator afsted efter den anden i over to årtier og stadig være i live.

Men ’Terminator’-serien er heller ikke hvilken som helst franchise. Originalen fra 1984 var James Camerons gennembrud, og den gjorde Arnold Schwarzenegger til filmstjerne. På et relativt beskedent budget skabte Cameron en dystopisk fremtidsverden, hvor menneskeheden er i krig med de maskiner, de selv har skabt. Og maskinerne ser ud til at vinde.

I 1991 gjorde James Cameron så det, der er så svært, men som han med ’Aliens’ fra 1986 allerede havde bevist, at han kan: Han lavede den perfekte toer.

’Terminator 2: Judgment Day’ er en milepæl. Effekterne var banebrydende og historien var en logisk udvidelse af Terminator-universet. Og så var der en ordentlig, usentimental, men rørende og håbefuld slutning.

’Terminator: Dark Fate’ starter med at knuse håbet fra toeren. Det er i øvrigt en scene, der har den bedste skuespiller-foryngelseseffekt, jeg til dato har set (in your face, ’Gemini Man’). Først tænkte jeg, det var synd; at kampen i toeren på denne måde blev forgæves. Men på den anden side er det jo netop seriens skræmmende grundvilkår. Der kommer altid en Terminator mere, for det er det, maskiner gør. De gør arbejdet færdigt. Og maskinerne er ikke den egentlige fjende. Den egentlige kamp er mod menneskehedens dumhed og selvdestruktive adfærd, når vi leger Gud. Og den kamp ser vi ikke ud til at vinde foreløbig.

Mackenzie Davis i ‘Dark Fate’.

Det bedste ved den nye film er, at den erkender, at historiens hovedperson ikke er Terminatoren. Det var Sarah Connors kamp for sin egen og sønnens overlevelse i de to første film, der udgjorde de emotionelle kerne. I efterfølgerne ’Rise of the Machines’, ’Salvation og ’Genisys’ var maskinerne i centrum. ’Dark Fate’ ignorerer dem alle, bringer Linda Hamilton som Sarah Connor tilbage, og plottet er den klassiske jagtstruktur, hvor hovedpersonerne ved, at Terminatoren indhenter dem på et tidspunkt – så spørgsmålet er, om de kan nå at hjælpe folk i fremtiden inden det sker.

I ’Dark Fate’ er Pigen Dani (Natalia Reyes) en vigtig person i fremtidens kamp mod maskinerne. Derfor sendes den forbedrede supersoldat Grace (Mackenzie Davis fra ’Halt and Catch Fire’) tilbage i tiden for at beskytte Dani mod den avancerede Terminator Rev-9 (Gabriel Luna), som omvendt er sendt afsted for at dræbe hende.

Sarah Connor ser sig selv i pigen Dani, som ikke er forberedt på en tilværelse, hvor man konstant skal kæmpe for sit liv. Supersoldaten Grace kender ikke til Sarah Connor og hendes offer for fremtiden, og de to skændes om lederskabet af trioen. Men de har noget til fælles. Et spor, som fører dem til en gammel kending.

For kendere af Terminator-filmene vil historien nok virke en smule forudsigelig, og der er huller i plottet. For eksempel er det ikke længere Cyberdyne Systems, der udvikler Skynet, den forræderiske AI, som vil udslette menneskeheden. Sarah Connor fik i ’T2’ ødelagt Skynet og reddet milliarder af liv. Den nye AI i den nye fremtid hedder Legion. Men hvordan kan det så være, at produktlinjen af Terminators har det samme design, der tager udgangspunkt i det metalliske stålkranium og de røde øjne?

»He’ll be back…«

’Dark Fate’ undgår heldigvis de fleste klichéer, som plagede de andre efterfølgere. Den prøver ikke at putte så mange ikoniske elementer, replikker og callbacks ind som muligt. Den vil hellere se fremad i stedet for at gå efter nostalgi-point. Måske derfor virker de genbrugte dele af plottet knap så trættende.

Som en rigtig Terminator-film handler ’Dark Fate’ om at bevare håbet, når man står ansigt til ansigt med inkarnationen af tilintetgørelsen og altings slutning. Om at modsætte sig uomgængeligheden. Denne film lykkes, hvor de forrige efterfølgere fejler, fordi den har noget at sige.

Det, den så siger, bliver desværre sagt knap så elegant som i James Camerons film, selvom han også er producer og medforfatter her. Netop som jeg sad i biografen og grublede over karaktererne, og hvordan deres historier hænger sammen med fortiden, og hvordan spørgsmålet om en forudbestemt skæbne behandles, så kommer der en meget forklarende scene, hvor dialogen skærer det ud i pap. Man får ikke lov til at tænke selv. Det er en skam, for med disse skuespillere kunne man have fundet en måde, så de kunne show it, don’t tell it, som den gyldne filmregel siger.

Det rykker dog ikke ved, at Tim Miller har instrueret den bedste Terminator-film siden ’T2’, og måske er det netop en sikker, småforudsigelig efterfølger som denne, der skal til for at få hele franchisen på fode igen.

Der er håb for en fremtid med flere gode Terminators.


Kort sagt:

’Dark Fate’ genbesøger franchisens grundidéer, og sammensmelter god action med emotionel tyngde. Ikke en super nødvendig fortsættelse, men den bedste ’Terminator’-film siden ’T2’.

Læs også: ’Kollision’: Avaz-brødrenes tåreperser drukner Nikolaj Lie Kaas i klicheer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold