’Clerks’ 25 år efter: Fra døgnkiosken skabte Kevin Smith en kultklassiker til de retningsløse unge

’Clerks’ 25 år efter: Fra døgnkiosken skabte Kevin Smith en kultklassiker til de retningsløse unge
Makkerparet Randal Graves (Jeff Anderson) og Dante Hicks (Brian O'Halloran) i 'Clerks'
Tegneserienørd og kioskknægt Kevin Smith bragede ind på filmscenen med sin sort-hvide slacker-debut ’Clerks’, der talte direkte til Generation X som ingen anden film. Siden skabte han sit helt eget filmunivers i en karriere, hvor det bestemt ikke kun er gået opad bakke. I anledning af hans nyeste film, ’Jay and Silent Bob Reboot’, tegner vi et portræt af en instruktør, der nu har fundet glæden ved at lave film direkte til sine fans.

Mens klassekammeraterne gik op i sport, slog en ung Kevin Smith sine folder på de skrå brædder på skolens dramahold, og hjemme i stuen var det sketchshowet ’Saturday Night Live’, som inspirerede den unge knægt i New Jersey til selv at begynde at skrive sketches, som han sammen med sine venner fremførte i lokale talentshows. Allerede dengang fremhævede lokalsprøjten hans komiske talenter.

Efter highschool kneb det dog med motivationen. Det resulterede i en række småjobs, heriblandt i Quick Stop, den lokale døgner med tilhørende videobutik. Et job, der senere skulle vise sig at få stor betydning for døgenigten Smith.

Inderst inde havde han altid haft en drøm om at lave film, og da han som 21-årig så Richard Linklaters debut ’Slacker’, der var produceret for sølle 23.000 dollars og mest af alt handlede om folk, der snakkede, slog det ham, at det rent faktisk var muligt at lave en ’rigtigt’ film for relativt få midler. Han startede derfor på Vancouver Film School, men droppede utålmodigt ud efter kun at have gennemført halvdelen af uddannelsen.

Han vendte i stedet tilbage til New Jersey til sit job i Quick Stop og begyndte at skrive manuskriptet til ’Clerks’, der gav mantraet »write what you know« en ny og meget bogstavelig betydning – og som her et kvart århundrede efter premieren står tilbage som en af 90’ernes definerende generationsfilm ved siden af højdepunkter som ’Reservoir Dogs’, ’Sex, Lies and Videotapes og netop ’Slacker’.

Et flabet generationsportræt

Historien i ’Clerks’ blev til på baggrund af Smith egne oplevelser som ansat i døgnkiosken og er fyldt med karikaturer af stamkunder og figurer inspireret af hans egne venner.

Optagelserne foregik i selvsamme døgnkiosk og foregik primært efter lukketid. Så godt som ingen involverede havde professionel erfaring, og med et budget meget lig Linklaters – finansieret via overtrukne kreditkort og en solgt tegneseriesamling – var det nødvendigt for Smith at hyre venner og familie til at give en hånd med, hvor de kunne, alt imens Scott Mosier, som han mødte på filmskolen, agerede både producer og lydmand med en hockeystav som boomstang.

Når man første gang ser ’Clerks’, står det ret hurtigt klart, at Smith ikke er nogen særlig kompetent instruktør. I mange scener er kameraet bare placeret på et stativ, mens to eller flere karakterer plaprer med hinanden i flere minutter. Det er først, når man hører, hvad der kommer ud af munden på dem, det går op for én, hvorfor ’Clerks’ blev et hit. Dialogen var ægte, rå og vigtigst af alt afsindigt sjov. Hovedpersonen Dante (Brian O’Halloran) og de andre karakterer fortæller råt for usødet om deres sørgelige tilværelse, håbløse fremtid og drømmen om at kunne give sig selv et blowjob, mens de ved enhver given lejlighed er ubehøvlede over for kioskens kunder.

Brian O’Halloran og Jeff Anderson i ‘Clerks’ (1994)

Under den grove og eksplicitte humor gemmer der sig en overraskende intelligent film, som på sin egen barokke facon tog datidens unges og deres eksistentielle livskriser alvorligt, som når Dante tørt erindrer: »Min mor fortalte mig engang, at da jeg var tre år gammel, sked jeg i bukserne i stedet for at løfte brættet på min potte. (…) Pointen er, at jeg ikke er typen, der ændrer på ting, bare så jeg kan skide behageligt«.

Dante og kollegaen Randal (Jeff Anderson) er velartikulerede individer, som – hvis de tog sig sammen – sagtens kunne blive til noget. Problemet er bare, at de er deres egen værste fjende: Dante med sin ulidelige selvmedlidenhed og Randal med sin konstante ironiske distance og sarkasme.

Igennem filmens to hovedkarakterer skabte Smith et skarpt portræt af MTV-generationens retningsløse og misfornøjede unge og deres kolossale hang til popkultur. Især de to bifigurer Jay og Silent Bob – to hashhoveder og »heteroseksuelle livsledsagere«, der hænger ud foran Quick Stop. spillet af barndomsvennen Jason Mewes og Smith selv – opnåede hurtigt kultstatus.

På nærmest mirakuløs vis fandt ’Clerks’ vej til Sundance-festivalen. Her købte Miramax-selskabet, ledet af daværende filmmogul Harvey Weinstein, rettighederne. Kevin Smith blev fra det øjeblik nævnt i samme åndedrag som de andre gør-det-selv-stjerneskud, Quentin Tarantino og Robert Rodriguez.

Et helt univers

Hans næste film blev den stort opsatte ’Mallrats’, som floppede, men sidenhen også opnåede kultstatus. Meget lig ’Clerks’ udspiller den sig primært på én location. Denne gang et indkøbscenter, hvor Jason Lee og Jeremy London spiller de to venner Brodie Bruce og T.S. Quint (Kevin Smith er tydeligvis fan af ’Jaws’), som begge er blevet dumpet af deres kærester. Filmen refererer flittigt til debuten, og publikumsfavoritterne Jay og Silent Bob havde denne gang endnu større roller. De små callbacks udviklede sig hurtigt til et sammenhængende univers kaldet ’View Askewniverse’ opkaldt efter Smiths produktionsselskab.

Hans efterfølgende tre film (’Chasing Amy’, ’Dogma’ og ’Jay and Silent Bob Strikes Back’) udspillede sig også i dette sammenflettede univers, som alle foregår i hjemstavnen New Jersey. Filmene er (med undtagelse af ’Jay and Silent Bob’) lavet på en måde, så de uden problemer kan ses uafhængigt af hinanden, men for hardcore-fans er der mange finurlige sammenhænge at gå på opdagelse i.

Jason Lee og Jeremy London i ‘Mallrats’ (1995)

Efter fuseren med ’Mallrats’ skar Smith og vennerne ind til benet og producerede den beskedne – og på det tidspunkt deres mest modne – film, hjerteknuseren ’Chasing Amy’. Skabt på et fundament af de sædvanlige komiske og livskloge observationer fortæller den historien om tegneserieskaberen Holden (Ben Affleck), der bliver uhjælpsomt forelsket i den lesbiske tegner Alyssa (spillet af Joey Lauren Adams, som Smith datede på daværende tidspunkt).

Med ’Chasing Amy’ fik han ikke blot publikum til at grine. Han skabte også fugtige øjnekroge med fortællingen om, hvordan kærlighed kan se ud, når den gør allermest ondt. Med nutidens identitetspolitiske øjne er filmen dog ikke ældet med ynde. Især dens stereotype portræt af lesbiske vil mange nok finde problematiske.

Kevin Smith voksede op i et katolsk hjem, og med sin fjerde film, ’Dogma’, fik han for første gang afløb for sine egne personlige fortolkninger af biblen sammen med en god portion kritik af den katolske kirkes hykleri. Smith har aldrig været den store visuelle auteur, men med ’Dogma’ trådte han for alvor i karakter som instruktør, og historien om de to forviste engle (spillet af Ben Affleck og Matt Damon) er ligeledes hjulpet godt på vej af finurlige praktiske effekter (herunder den famøse The Shit Demon), et lyddesign mikset hos det legendariske Skywalker Sound og storladen musik komponeret af legenden Howard Shore.

Jay og Silent Bob med Ben Affleck i ‘Jay og Silent Bob Strikes Back’ (2001)

De mere højtragende temaer og den store episke fortælling gjorde det til Smiths dengang mest ambitiøse bedrift. Den katolske kirke var, i modsætning til anmelderne, ikke særligt venligt stemte over for ’Dogma’, som de kaldtee blasfemisk. Som en gimmick deltog Smith selv i en af de mange demonstrationer mod filmen med et skilt med teksten: »Dogma is dogshit«. Utroligt nok kunne ingen af de andre demonstranter kende ham, men det ville selvfølgeligt også kræve, at de havde gjort sig den ulejlighed at se filmen.

Efter to karrierehøjdepunkter viste Smith i 2001, at han er bedst, når han har noget på personligt på hjerte. ’Jay and Silent Bob Strikes Back’, som var tænkt som det afsluttende kapitel i View Askew-universet, mangler nemlig tyngde. Tidligere fungerede Jay og Silent Bob som komisk ventil og modvægt til de realistisk funderede historier, men filmen knækker, når de forfremmes til hovedpersoner.

Judd Apatows mindre succesrige fader

Med View Askew-bogen lukket havde Kevin Smith for første gang siden ’Clerks’ brug for at genopfinde sig selv. Resultatet blev Jersey Girl’, en mere familieorienteret komedie om den stressede workaholic Ollies (Ben Affleck) kamp for at opfostre sin datter efter at have mistet sin kone (Jennifer Lopez). Filmen udkom tilmed i kølvandet på det andet ’Beniffer’-flop, ’Gigli’, og hverken kritikerne eller biografgængere var særligt fornøjede over filmen, som de fandt alt for sentimental.

Den negative modtagelse af ’Jersey Girl’ banede i 2006 vejen for en tilbagevenden til det velkendte View Askew-univers med den vellykkede efterfølger ’Clerks II’, hvor Dante og Randal denne gang slås med diverse midtvejskriser, mens de langer burgerer over disken på en grillbar.

Ben Affleck og Liv Tyler i ‘Jersey Girl’ (2004)

Netop ’Clerks’-filmene, ’Mallrats’ og ’Chasing Amy’ kan ses som prototyper for den type komedier, som Judd Apatow (’The 40 Year Old Virgin’, ’Superbad’, ’Knocked Up’ etc.) på dette tidspunkt havde stor succes med. Det var nemlig også komedier, som befandt sig i krydsfeltet mellem det vulgære og det romantiske, men i modsætning til Smiths film blev de set af millioner af mennesker verden over.

’Zack and Miri Make a Porno’ kan ses som Smiths forsøg på at knække den kode, som det var lykkedes Apatow at knække. Hovedpersonerne spilles af komediestjernerne Seth Rogen og Elizabeth Banks. Begge skuespillere, der tidligere havde arbejdet med Apatow. Men selvom filmen var hans mest helstøbte siden ’Dogma’, levede modtagelsen på ingen måde op til Smiths forventninger.

Det var et hårdt slag for den nu snart 40-årige filmskaber, og han befandt sig på randen af depression og i sin karrieres hidtil største kreative krise. Han var stort set klar til at lægge filmmetieren på hylden, da en producent fra Warner Bros. kontaktede ham angående et manuskript, skrevet af Robb og Mark Cullen, som de mente var ideelt for Smith at instruere, på trods af at han aldrig havde instrueret andres manuskripter.

Bruce Willis og Tracy Morgan på jagt i ‘Cop Out’ (2010)

Smith takkede ja. Han så det som en befrielse kun at være krediteret som instruktør. Det gav en tiltrængt distance til værket.

Og sådan gik det til, at Smith instruerede buddy cop-komedien ’Cop Out’ med Bruce Willis og Tracy Morgan i hovedrollerne. Filmen er i skrivende stund instruktørens første og sidste film inden for det etablerede Hollywood-system, og den blev samtidig karrierens største økonomiske succes. I dag huskes den dog primært for historierne om det ikke særligt givende samarbejde med Bruce Willis.

Smith rejser sig fra (joint)asken

Det er for længst gået op for Kevin Smith selv, at han aldrig bliver den store publikumsmagnet. Men to ting kender han: Kevin Smith og Kevins Smiths fans.

Derfor producerer og distribuerer han i dag ofte selv sine film. På Sundance i 2011 sammenlignede han det at sælge en film med at give et barn væk. Derfor tog han sagen i egen hånd og købte selv distributionsrettighederne til ’Red State’ – hans første og egentligt ganske vellykkede forsøg på en thriller – for én sølle dollar.

Denne forretningsmodel markerede en ny æra for filmskaberen, men det var ikke det eneste vendepunkt i hans liv. På trods af at Smiths alterego er den ordfattige Silent Bob, så har den virkelige Smith talegaverne i orden. Siden 2007 har han således produceret podcasten ’Smodcast’ sammen med sin hyppige producer og ven, Scott Mosier. Idéen udsprang fra de mange dybdegående kommentarspor, de lavede til dvd-udgivelserne af deres film, og sidenhen er det blevet til et helt podcastimperium med et utal af forskellige shows – både med og uden ham selv bag mikrofonen.

Det var også i disse år, han begyndte sit daglige forbrug af marihuana. Manden bag stoner-ikonerne Jay og Silent Bob havde nemlig ikke rørt marihuana, før Seth Rogen introducerede det til ham under optagelserne til ’Zack and Miri Make a Porno’. Nogle har tilskrevet det hans cannabisforbrug, at han er blevet en mere overfladisk filmskaber. Det kan altid diskuteres.

To ting er dog stensikre: Han er mere produktiv end nogensinde før, og hans film er blevet mere og mere vanvittige. Væk er de livskloge og personlige historier. I stedet udspringer idéerne fra skæve samtaler fra hans podcast: Horrorfilmen ’Tusk’ handler om en journalist, der kidnappes og forvandles til en hvalros. ’Yoga Hosers’ kredser om bekæmpelsen af 30 centimeter høje pølsenazister…!

30 cm høje Kevin Smith i ‘Yoga Hosers’ (2016)

Smith ser endelig ud til at have fundet ro i tilværelsen. Skaberlysten lyser ud af ham, når han giver interviews eller optræder med sine populære Q&A’s. Væk er bitterheden over dårlige anmeldelser og tomme biografsale. I stedet nyder han at være i en position, hvor han trods alt kan skabe de historier, han selv vil, også selvom de ofte kun bliver set af en lille, men loyal skare, som han personligt møder, når han flittigt rejser rundt i landet med sine film frem for blot at give dem premiere over hele nationen på én gang.

Senest har han forkælet sine fans med en tilbagevenden til View Askew-universet i form af ’Jay and Silent Bob Reboot’. Anmeldelserne er overvejende positive, om end flere også nævner, at filmen kun er for de særligt indviede. Den dom er Kevin Smith nok fint tilfreds med.

’Clerks’ kan ses på Blockbuster. ’Jay and Silent Bob Reboot’ får premiere samme sted 23. januar.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold