Tue West

Eet af de sidste skud på den efterhånden velvoksne danske musikstamme er den 25-årige Tue West, der nu udkommer med sit debutalbum af samme navn. Pladen er en samling ærlige, vellydende og direkte sange, der med danske tekster og en sjældent set sårbarhed beskriver nærmest alle sider af kærligheden og manglen på samme.

Det er melodisk poprock med helt stille ballader som ‘Skynd dig væk’, og upbeat dansable rocknumre som ‘Hun er fri’ og ‘Den glade dag’. Teksterne veksler mellem hverdagsobservationer om andre mennesker og nøgne indrømmelser om een selv, men de er hele tiden relevante, genkendelige og veldrejede, som f.eks. denne linje fra nummeret ‘Den glade dag’: “Kedelige pige, hvordan er vi dog havnet her? Jeg kan jo sagtens fjerne øjnene fra dig”. En tanke der sikkert er fløjet gennem mange mænds hoveder, og på trods af den nærmest naivistiske ligefremhed, som teksterne ofte består af, bliver man ved med at lytte efter.

Heri ligger een af pladens største forcer, for selvom det rent musikalsk ikke er noget stort og banebrydende kunststykke, bliver man holdt til ilden af hans tæft for at sige tingene ligeud, og være poetisk på samme tid.

Alt ved denne plade er til at forstå, og selvom det ikke alt sammen er lige interessant, så er det bestemt ikke kedeligt, for når først man har vænnet sig til hans meget karakteristiske stemme og hans uprætentiøse stil, finder man sig hurtigt nogle yndlingsnumre, som man gladeligt nynner længe efter pladen er holdt op med at spille.

Tue West. 'Tue West'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af