Annasaid

Annasaid - Jua
3 6
Annasaid
'Jua'

Album, Remote

De fire unge århusianere i Annasaid spiller efter eget udsagn mathrock på debuten ‘Jua’. Kvartetten går dog langtfra genrepionerer som Marnie Stern og Battles i bedene. Derimod befinder Annasaid sig med deres poppede version af genren snarere et sted mellem de danske kolleger i Kiss Kiss Kiss og Ginger Ninja.

Trods deres unge alder, eller måske netop på grund af samme, har Annasaid allerede godt gang i karrieren med solide opvarmningstjanser for Glasvegas, Florence and the Machine og The Temper Trap. Præstationer der nok skyldes, at Annasaid charmerer lytteren med energiske sange med en fængende dynamik. Som på ‘Lightbulbs’ hvor der med rullende trommer og råb bygges effektivt op til omkvædet. En karakteristik der egentlig passer på de fleste af debutens 12 sange, hvor hver titel er skåret ned til et enkelt ord.

Det er dermed svært ikke umiddelbart at falde for denne lektion i ung stram indie. Men melodierne formår til gengæld ikke helt at hamle op med energiudladningerne, og forsanger Martin Sahlerts vokalpræstation er heller ikke ligefrem prangende. ‘Jua’ har med sin energiske ungdommelige rastløshed en berettigelse som soundtrack til den danske sommer. Men som langtidsholdbart musikalsk værk er det straks sværere helt at tro på den ellers lovende debut. Hertil har Annasaid simpelthen for ondt i originaliteten og for få helt gode sange. Stramme bukser og Fendere i brysthøjde gør desværre ikke tricket alene.

Annonce
Sponsoreret indhold