Darling Don’t Dance

Darling Don’t Dance - City Ghosts
5 6
Darling Don’t Dance
'City Ghosts'

Album, Pad & Pen

Tre fjerdedele af danske Darling Don’t Dances besætning kunne være J. Mascis’ glemte døtre. De leger i den langhårede Dinosaur Jr.-frontmands ånd Kirsten Giftekniv med gyldne melodier og det helt rigtige, grunge-tunge holdkæftbolsje-crunch fra Big Muff-pedalerede guitarer.

Julie Vestergaard Nissen rammer med sin vokal et for undertegnede ømt punkt mellem det rå og det følsomme, og så er der bagsædepassageren, min navnebror med efternavnet Haaning, der sørger for, at de tre guitar- og bassvingende medlemmer af det smukke køn har et kompetent og heftigt backbeat at spille op mod.

Debutalbummet er en råstærk servering, produceret af John Agnello, der tidligere har haft førnævnte Dinosaur Jr. samt Sonic Youth og The Breeders mellem hænderne. Det er et godt og til-højrebenet-oplagt match, der fremelsker de bedste sider af Darling Don’t Dances rivske støjrock. Akilleshælen i stiletterne høres mest udtalt på lukkeren ‘Spell’, der stille og roligt kollapser om ørerne på sig selv, fordi riff-knaset og nummerets drøje pace helt kvæler lytteren. Det er symptomatisk for de få af albummets nedslagspunkter, som ikke fungerer: Det er udelukkende, fordi loud-quiet-loud-formlen kæntrer og kommer til at ligge alt for betontungt i maven. Disse øjeblikke er heldigvis sjældne.

Med nærmest hele albummets første halvdel som én lang tour de force, med ‘Color Song’ og ‘The Languages We Speak’ som absolutte højdespringere, tør jeg godt udnævne det til en tidlig contender til årets danske albumdebut, som endda fint tåler sammenligning med fordums rødhvide bud i samme boldgade – eksempelvis Traenings tilsvarende jomfrufærd ‘Better Than This’.

Annonce
Sponsoreret indhold