Tartelet

To slags udgivelser må være særligt utaknemmelige at kaste sig over: Remix-album og opsamlinger. Selv om begge dele kan fungere upåklageligt, klinger resultatet ofte noget hult og genbrugt. Det vil Tartelet lave om på. I stedet for at samle op på gamle kendinge, fremviser ‘Contemporary’ derfor stolt de seneste kreationer på københavnerselskabet.

Det projekt udmunder i godt en times selskab med velkendte navne som Kenton Slash Demon, James Braun og Brandt Brauer Frick samt nyere bekendtskaber som Muff Deep og Acid Woman. For størstedelen af pladen er fællesnævneren et lettere køligt lydbillede, en stram basgang samt en skelen til både disco og tech house. At pladen er relativt ensartet, vidner utvivlsomt om Tartelets klare profil, og alt efter humør kan det være fantastisk eller noget uinteressant, at numrene følger så ens en kurve.

Lighederne gør dog, at man hurtigt lægger mærke til, hvordan Muff Deeps ‘Elevator Fling,’ 2400 Operators ‘The Feelin’ og selvfølgelig Kenton Slash Demons ‘Daemon’ skiller sig ud, mens andre numre ikke gør særligt væsen af sig. Førnævnte viser netop, at man kan fusionere det dybe groove med tangenter og lettere toner uden at opgive det kontante lydbillede.

‘Contemporary’ tager dog for få af den slags chancer. Tartelet har haft gode og mindre gode øjeblikke i løbet af den sidste håndfuld år, og på samme måde svinger pladen også fra det fortrinlige til det forglemmelige. Albummet viser hvad der sker på den elektroniske front lige her og nu, men det er usandsynligt, at pladen er ligeså mindeværdig om endnu et halvt årti.

Tartelet. 'Contemporary'. Album. Tartelet.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af