Chief Keef 'Finally Rich'
Den 17-Ã¥rige Keith Cozart startede 2012 i fængsel, men efter løsladelsen udgav han det dunkle og klaustrofobiske mixtape ‘Back From the Dead’. Stor hype og pladekontrakt fulgte.
Mixtape-højdepunkterne ‘Don’t Like’ og ’3Hunna’ er ogsÃ¥ med her pÃ¥ Chief Keefs debutalbum, og de er stadig mørke, upolerede og aggressive. Men i albumkontekst virker de som kontrast: Størstedelen af Keefs debut er nemlig præget af en umiddelbar og optimistisk poprap, der trækker bÃ¥de pÃ¥ Soulja Boy og Futures hostesaftsyrede autotune-lyksalighed og 50 Cents syngende flow.
Læs også: De 10 største hiphop-håb for 2013
Lige sÃ¥ hÃ¥rdt og ondsindet som ‘Back From the Dead’ var, lige sÃ¥ umiddelbart og næsten naivt i sin selvberuste glæde er ‘Finally Rich’. Før udtalte Keef sine stavelser hakkende og snerrende. Nu synger han: ‘Love Sosa’ og ‘Hate Being Sober’ er selvglorificerende hymner, mens ‘Citgo’ og ‘Kay Kay’ udforsker et omrÃ¥de mellem radiopop og autotune-trap music. Det er modpolen til ‘Don’t Like’ – sangene handler om alle de ting Keef kan lide. OgsÃ¥ Young Chops produktioner har udviklet sig fra det gotisk-ominøse og besidder en ny melodisk tyngde.
Albummet er Chief Keefs æstetik som (slum)popmusik: En imponerende forvandling fra mixtape-rapper til albumkunstner. Da Keef pendlede mellem fængslet og et af Chicagos værste distrikter, var hans musik kompromisløst nihilistisk – den tid synes overstået, og det afspejles i albummet. Hans euforiske og ufiltrerede udtryk er modsætningen til eksempelvis Kendrick Lamars reflekterende Store Fortælling. Lamar fortæller en historie i tilbageblik, Keef beskriver et nu. Albummet er et berusende øjebliksbillede af eufori, succes, lykke. Det føles som en sejr.
