Pink Floyd

’The Endless River’ er officielt en hyldest til Pink Floyds keyboardspiller Richard Wright, der døde i 2008. Om det også er tænkt som en chikanerende fuckfinger i ansigtet på ex-bandleder Roger Waters må stå hen i det uvisse.

Uanset hvordan man anskuer albummet – der er sammensat af David Gilmour og Nick Mason på baggrund af 20 år gamle og hidtil ubrugte demoer fra indspilningerne til det seneste Floyd-album, ’The Division Bell’ – er det ved første lyt en besynderlig svanesang for et af rockhistoriens mest succesfulde bands.

Sangene – eller rettere: Skitserne – er mestendels ambiente stykker stemningsmusik med Gilmour-soli plastret ovenpå. Femte sang, ’Skins’ er én lang trommesolo (!), mens albummets eneste regulære nummer med vokal er den svulstige ballade ’Louder than Words’, der synes at adressere konflikten mellem Waters og Gilmour, men som ’farvelsang’ betragtet er entydigt antiklimaktisk.

Der er heldigvis betagende lydstumper. ’Ebb and Flow’ med sine svale strejf af guitar og keyboard og ’Autumn ’68’, hvor Gilmour smykker en gammel optagelse med Wright, så fortiden changerer i lyset af nutiden, er bare to eksempler. Albummet lykkes derfor delvist med at skabe sit eget, distinkte univers, der – når det er bedst – har en alderens og resignations yndefuldhed over sig.

Det vækker minder om Pink Floyd præ-’The Wall’, men som var det filtreret gennem et spøgelsesfilter. Fortidens meritter hænger som en skygge over ’The Endless River’, der dog synes at stille sig tilfreds med at være et tyst ekko af dem.

Læs også: Kom med på et trip: 10 essentielle album fra syrerockens guldalder