Roskilde Festival: House of Pain gav en besynderlig nedtælling til ’Jump Around’

Det er svært at forestille sig, at der var mere end nogle håndfulde festivalgængere foran Orange, der var kommet for at høre andre House of Pain-numre end den legendariske adrenalintyfon ’Jump Around’.

De irsk-amerikanske one-hit-wonders var derfor nødsaget til at lægge ud med et tur ned ad memory lane i et bagkatalog, som de færreste blandt publikum kendte. De gamle grooves rullede fornuftigt ud over scenekanten indledningsvist blandt andet takket være Fishbone-trommeslageren Philip Fisher, der var en klog tilføjelse.

Fine numre som ’Back From the Dead’ og ’Same As It Ever Was’ lød dog i det store hele mest som langsomme light-versioner af ’Jump Around’ med deres pumpende bas og funktrommer, og allerede 20 minutter inde i koncerten fornemmede man begyndende rastløshed blandt publikum. Det hjalp heller ikke, at den irske whisky med årene har slidt hul i frontmand Everlasts stemmebånd og efterladt ham som en rappende Tom Waits.

En halvtime inde i koncerten tog Everlast konsekvensen og hev en akustisk guitar over hovedet. Derefter fulgte et af de mest absurde Roskilde-øjeblikke i mands minde. Annonceret som verdens første gangstarap-nummer, spillede den midaldrende og hvidhårede rapper Johnny Cashs ’Folsom Prison Blues’ med hvinende House of Pain-sirener og pikspillende keyboardsolo. Det blev fulgt op af en ti minutter lang version af hans poppede bluesrock-hit ’What’s It Like’ fra 1998, som det lod til publikum lykkeligt havde glemt alt om.

Skizofrenien blev total, da rapperen Evidence fra undergrundsgruppen Dilated Peoples efterfølgende blev hevet på scenen og tildelt et solomedley. Til sidst fik det tålmodige publikum dog omsider ’Jump Around’, der omgående skabte følelsen af at befinde sig i midten af et herligt irsk barslagsmål med Guiness-glas og knytnæver flyvende om ørene. Det satte i dén grad gang i festen, der desværre kun nåede at vare cirka fire minutter.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.