‘Skam’ er blevet en regulær epidemi. Den er krøbet ind under huden på unge som gamle og har smittet serieentusiaster som skeptikere. Den fortsætter nu ufortrødent sin succesfulde invasion på tredje sæson.
En af seriens stjerneklare styrker er dens soundtrack. Musiksekvenserne er lige så mange, som de er alsidige, og så godt som hvert eneste sangvalg rammer hovedet direkte på sømmet. Både når musikken bliver en inkorporeret, udsagt del af historien, og når den i tekst og stemning spiller helt perfekt sammen med scenernes ditto. Men i særdeleshed også, når musikken står i kontrast til scenerne, så billederne får en helt ny mening.
Soundtracket er ikke udvalgt efter nogen hitlister. Det er ikke sammensat for at please nogen. Der tages faktisk chancer i en sådan grad, som det sjældent er set i nogen anden ungdomsserie. Uanset om man er til 70’er-postpunk, norsk hiphop eller klassiske hymner, spilles der før eller siden på hele følelsesregistret.
Vi har kåret de ti stærkeste musikscener i serien indtil videre.
SPOILER ALERT: Denne liste er spækket med spoilers fra alle sæsoner af ‘Skam’.
10. Kliken: Peaches ‘Dick in the Air’ (sæson 1, afsnit 4)
Fem nyslåede gymnasiepiger er på vej til deres første rigtige privatfest hos skolens lækreste 3.g-drenge. De har lige lært hinanden at kende. Men hvad ryster unge, skandinaviske teenagere bedre sammen end feststemning og stjålet vin fra mors vinskab?
Pigerne såvel som banen er kridtet godt op til en solid fredag aften. De skingre sirener fra Peaches hviner, mens veninderne i skarpe billeder (dels i slowmotion, dels i hurtige klip) slentrer mod festen på den norske villavej. Sirenerne afbrydes af Peaches’ top-flabede »Dick in the air / let me see you put your – put your dick in the air«. En flabethed, der understøtter lige netop den fede følelse, man har, når man dominerer villavejen med en clique on fleek. Og ikke mindst en flabethed, der helt perfekt skildrer det fuldkommen åbenlyse hormonbrag af en seksualiseringsbombe, der finder sted til sådan en teenagefest.
Det stærke track fortsætter til selve festen, hvor Penetrator-Chris tager imod flokken med en så åbenlys ‘hvem skal jeg kline med i aften?’-mine, at han konkurrerer med Peaches i manglende indiskretion. At nummeret – og dermed også alt feststemt hovmod og selvtillid – stopper brat, idet pigerne ser deres ærkerivaler fra den såkaldte Pepsi Max-gjengen, gør kun sekvensen endnu stærkere.
9. Episk romance på teenageværelset: London Grammar ‘Strong’ (sæson 1, afsnit 7)
Lyskæder, idolplakater på væggen og en pjattende forelsket stemning mellem Eva og Jonas. Scenen indfanger fornemt den helt rette stemning af teenagekærlighed på ungdomsværelset, hvor man ligger sammenflettet, opslugt af hinanden og glemmer lektierne for en stund.
Der hersker en rørende uskyldighed i den unge kærlighed, trods hvad alle hormonerne, der fræser rundt i kroppen på begge parter, end måtte bevirke. En naiv uskyldighed, der får de skrøbelige teenagehjerter til at føle, at lige netop denne kærlighed er den største og mest episke, der er sket, og at den skal vare for evigt.
Denne storladne følsomhed inkorporerer London Grammars Hannah Reids dybe, vidtspændende og rørende vokal, der synger om styrke – en følelse, der sjældent gennemsyrer den usikre teenager, men som kan føles overvældende stærk, når den sekstenårige krop og det ditto sind giver sig hen til den voksne, intime tosomhed.
8. Hijab-politiet: Joy Division ‘New Dawn Fades’ (sæson 2, afsnit 2)
Fem mørkt- og hijab-klædte piger kommer gående, og deres iskolde attitude kan næsten mærkes gennem skærmen. Sana, som pigerne har set sig ond på, mærker den i særdeleshed, allerede inden de er i hendes synsfelt. Her begynder den tunge guitar fra Joy Divisions ‘Unknown Pleasures’-nummer ‘New Dawn Fades’, og her viser seriens soundtrackmestre for alvor deres store spænd og stærke alsidighed.
Det dystre postpunk-track fra slut-70’erne tilføjer hijab-politiet (som Chris så kækt kalder dem) en helt perfekt don’t fuck with us-attitude, mens de skulende går forbi vores heltinder i slowmotion. En helt rå, old school lyd, der giver billedet en helt anden dybde end andre oplagte og attitudetunge, nyere tracks.
7. Den mytiske 3.g-drømmefyr: Young Thug feat. Birdman ‘Constantly Hating’ (sæson 1, afsnit 4)
»Det dér er William« lyder det, idet den »kjekkeste og kuleste« og vanvittigt velklædte fyr fra 3.g kommer slentrende i slowmotion i front for sit crew på så overlegen en facon, at tiden nærmest står stille. Og som trumf på hjerteknuserens ærefrygtindgydende coolness ænser han naturligvis ikke de betagede 1.g-piger, der stirrer fuldkommen hæmningsløst.
Young Thug-mumleriet i begyndelsen af ‘Constantly Hating’ begynder allerede før, vi får set giraffen, så det tunge beat, den sitrende hi-hat og Thuggas skingre, selvsikre linjer rammer lige på og hårdt, når Williams slowmotion-sekvens begynder. Uanset om man synes, den blege gut med den skæve efterskolefrisure er en hunk eller ej, er man overbevist: Han er den kjekkeste, og han er den kuleste.
I virkeligheden er hele kombinationen af den hårde, respektindgydende hiphop og den flotte fyr i slowmotion på alle måder for meget af det gode. Har smukke mennesker i slowmotion ikke været forbeholdt ‘Baywatch’ og været lidt til grin de sidste par årtier? Men når alt andet i serien er i så overbevisende en underspillet øjenhøjde, fungerer soundtrackets løsslupne lege og hardcore all in-strategier ganske enkelt. Hver gang.
6. Noora er baws: Kelis ‘Bossy’ (sæson 1, afsnit 7)
Da Noora giver en lamslået William tørt på, efter han har været en drittsekk overfor Vilde, er hun utvivlsomt sejere, end de fleste har drømt om at være i løbet af deres teenageår. Hun er så sej, og hun er så straight up baws, at der kun er ét nummer, der passer helt perfekt: Kelis med ‘Bossy’.
Det er selvfølgelig ikke det mest originale sangvalg, da det er så oplagt, men det, der gør netop denne scene så stærk musikmæssigt, er den knivskarpe timing. De drilske keys begynder allerede i slutningen af Nooras tale, og lige idet Kelis bryder ud i »’cause I’m a boss« sætter Noora – 100 procent overdrevet respektindgydende – næsen i sky, indtil hun giver William en hård skulder på sin vej væk til Kelis’ flabede stønnen.
Det skal desuden pointeres, at der generelt er velvalgte, kvindedominerede boss-tracks, der støtter op om Nooras sejeste scener. Da hun i sæson to giver William endnu en røffel akkompagneres det af Missy Elliots ‘One Minute Man’, mens hun i samme sæson verbalt knockouter Williams bror til Fergies ‘Here I Come’. Igen: Knivskarpt koreograferet.
5. Øjeblikket inden det store øjeblik: Tame Impala ‘Let It Happen (Soulwax Remix)’ (sæson 2, afsnit 5)
Den hjerteskærende, besværlige og uforløste kærlighed. William og Noora. Han har kaldt hendes bluff. Han ved godt, hun inderst inde har følelser for ham, og nu giver han hende en sidste chance for at indrømme det: »Sig at du ikke liker mig, and I’m gone«.
Med ét bliver kontakten mellem dem så intens, at alle festens fulderåb og de frygtelige, øredøvende, norske tramper-toner træder i baggrunden til fordel for den magiske, hektiske klimpren i begyndelsen af Tame Impalas ‘Let It Happen’ i dets heftige, intensiverede Soulwax-remix.
Som seer holder man vejret og tænker præcis det, der synges: »Let it happen – it’s gonna feel so good«. Som Noora og William kan man forestille sig, at sommerfuglene flakser nervøst rundt i maven som de hektiske synth-kaskader, der omkranser dem – lige indtil de med ét brænder sammen til de nådesløse, kolde toner af Childish Gambinos ‘II. Zealots of Stockholm (Free Information)’. Man kan decideret mærke, hvor fatalt, det må føles at være i Nooras sted lige netop dér.
4. Overgivelse: Rockettothesky ‘Grizzly Man’ (sæson 2, afsnit 10)
Selvsikre, selvstændige Noora. Hun når et punkt, hvor hun ganske enkelt ikke kan rumme mere. Men bedst som hun lukker sig inde om sin ulykkelighed, kommer William helt tæt på og får facaden til at smuldre. Endelig.
Det er en rørende fin hengivenhed, vi vidner i scenen, hvor William får beroliget den grædende Noora og holder om hende, til hun sover roligt. Og tonerne, der er leveret af Jenny Hval (der tidligere gik under aliaset Rockettothesky), frembringer den helt rette, næsten magiske stemning til det vidunder, det i bund og grund er, når to mennesker smelter sammen i så kærlig, altomsluttende tryghed.
Der er noget helt overjordisk over Hvals vokal, der i kirkekors-klingende, himmelhøje fraseringer følsomt kæler for den blide guitar. Det er i denne scene en lydlig inkarnation af accepten af ikke at kunne klare alting selv og i stedet lukke et andet menneske helt derind, hvor det både er allermest grænseoverskridende og allermest trygt.
3. Bad boys: Kanye West & Jay Z ‘Illest Motherfucker Alive’ (sæson 2, afsnit 3)
»I need a slow motion video right now«, vrænger Kanye over den sitrende, trapinficerede hihat og det helt episk storladne beat. Og fandme om ikke vi får en slowmotion-video af de absolut illest motherfuckers alive – på Hartvig Nissen, altså.
At soundtracket (som tidligere nævnt) til tider er så overdrevet, er hamrende stærkt på flere punkter. Dels lukkes vi ind i den egocentriske teenagetankegang, hvor kloden drejer om egen person, og et drama på gymnasiet føles som det vildeste i hele verden, hvor intet nummer er for stort eller overspillet til at akkompagnere det. Dels er det vanvittigt morsomt.
2. Lys i mørket: Oslo Gospel Choir ‘Deilig er jorden’ (sæson 1, afsnit 10)
Filmmusik kan være effektfuld, når den rammer præcis den stemning, der hersker i scenen. Men sommetider findes langt den største effekt, når musikken står i direkte kontrast til dens billeder.
Da Vilde besvimer til Ibens fest af en blanding af alkohol, spiseforstyrrelse og graviditetsforskrækkelse, stimler hele festen sammen omkring hende. Alle prøver at hjælpe på hver deres fuldefacon, og det hele er overmåde kaotisk. Men midt i kaosset bliver al støj stum, og et følsomt, blidt kor akkompagneret af en sagte klaverklimren tager over.
Billederne af den stangstive teenagepige kunne snildt have været en del af en hvilken som helst melodramatisk high school-ungdomsfilm, men scenerne hæves med musikken, der overtager hele lydbilledet, til et helt nyt niveau. Et niveau, hvor de blide, frelsende toner understreger skønheden i kaosset: De stærke venskaber og al deres overbærende kærlighed samt den stoiske ro, der falder over den viljestærke frelser i Sana.
De kontrapunktiske musikalske virkemidler i form af klassisk, rolig musik, der danner lydbilledet for de mest hektiske, smertefulde scener, går igen i serien – med lige så stor effekt hver gang. Både da de smukke toner fra Edvard Griegs ‘Morgenstemning’ fra ‘Peer Gynt’ ubarmhjertigt lyder, mens Noora er ved at få alko-blackout, og da den norske nationalhymne, ‘Ja, vi elsker dette landet’, klinger, idet pigerne tager Noora til lægen efter hendes skæbnesvangre nat med Williams bror.
Lige så blide de skønne numre er, lige så hårdt rammer de lige i hjertet, når de bruges således.
1. Skamfuld kærlighed: Radiohead ‘Talkshow Host’ (sæson 3, afsnit 2)
Har man set Baz Luhrmans ‘Romeo + Juliet’, løber det én koldt ned ad ryggen, når man mødes med filmens ømmeste soundtrack-sekvenser andetsteds. Især i denne mesterlige scene, hvor Isak, der har fået et ulykkeligt godt øje til en 3.g-fyr, midt i en samtale zoner fuldkommen ud til tonerne af Radioheads ‘Talkshow Host’.
Nummeret dominerer effektfuldt hele lydbilledet og lader al dialog træde i baggrunden til fordel for Isaks forvirrede fascination. Men ikke nok med det – det trækker også en rød tråd af episk, ulykkelig kærlighed gennem hele afsnittet, idet han få minutter senere rent faktisk ser ‘Romeo + Juliet’ på sin computer og ligger dels hjerteskærende apatisk, dels tydeligt berørt til de instrumentale toner af Des’rees lige så følelsesladede ‘Kissing You’. Filmen, tonerne og stemningen går op i en højere enhed og tillader endelig Isak, der forsøger at lukke alle sine følelser inde i skabet, at føle et ganske kort øjeblik.
Har man set ‘Romeo + Juliet’, bliver man måske ekstra berørt af skolegårdsscenen, men samtidig glædes man også ved alle de raffinerede referencer, scenen gemmer på. Måden, hvorpå Isak ligesom Leonardo DiCaprio i rollen som Romeo til selvsamme toner fortabes i romantiserende stilhed og glemmer verden omkring sig, og samtidig også måden, Even filmes på med cigaretten bag øret – som DiCaprios Romeo og som den Romeo, Isak i det skjulte forestiller sig, Even er.
Men man behøver ikke engang have set ‘Romet + Juliet’, før scenen virker. De mystiske toner, det underspillede riff og Thom Yorkes snøvlende røst, der inderligt og udtryksfuldt leverer ordene »I want to be someone else or I’ll explode« rammer stemningen direkte der, hvor det gør allermest hjerteskærende ondt – midt i ulykkelig kærlighed, forblændet fascination, identitetskrise og frem for alt: Skam.
BONUS: BJ-action: Elton John ‘Circle of Life’ (sæson 2, afsnit 1)
Det er svært at komme i tanke om en mere vanvittig måde at introducere en karakter på, end måden, vi møder Nooras flamboyante og skingrende homoseksuelle roomie, Eskild. Noora åbner døren til Eskilds værelse lige i det øjeblik, han er ved at få sig et solidt blowjob til de øredøvende toner af Elton John.
Og det er ikke hvilken som helst Elton John-sang. Det er ‘Lion King’-klassikeren ‘Circle of Life’, der når sit klimaks i det storslåede omkvæd, idet Noora åbner døren. Det er intet mindre end lårklaskende genialt.
HØR ALLE NUMRENE FRA ‘SKAM’ I PLAYLISTEN HERUNDER.
Læs også: Titlen på ‘Skam’ er en afgørende nøgle til at forstå serien – og en hel generation