Den Sorte Skole på Roskilde Festival: Sample-veteraner i storstilet Orange-triumf

Den Sorte Skole på Roskilde Festival: Sample-veteraner i storstilet Orange-triumf

Fredag nat ringede Den Sorte Skole ind til deres livs lektion på Orange Scene. Efter fem solide Roskilde-optrædener indtog sample-duoen for første gang Dyrskuepladsens største scene, og det med et storstilet show, der var unikt konstrueret til lejligheden.

Som de sande Roskilde-veteraner, Den Sorte Skole nu engang er, havde de formået at stykke en gennemtænkt oplevelse sammen, der i sandhed var Orange Scene værdig. En helhedsoplevelse af dragende visuals (skabt af Obscura Vertigo, Dark Matters og Frederik Heiman) og et forførende lysshow, der gjorde hele seancen gribende flerdimensionel – fra den storslåede scenografi, der drog publikum ind mod basorkanens øje, til de overvældende laser-fangarme, der oplyste hele nattehimlen.

En god lektion går ikke blot blindt ud fra pensumlisten. Den er både nytænkende og inspirerende. Derfor havde Den Sorte Skole naturligvis også sørget for en gedigen gæsteliste, der rummede alt fra et kuldegysfremkaldende 22-mandskor til den kurdiske stjernevokalist Aynur Dogan og den danske multiinstrumentalist Abdullah S – samt Bjørn Svin og lidt Malk de Koijn på den obligatoriske afstikker til den klassiske ’Lektion 1’-udgave af ’Mer strøm’ (der som altid fik publikum til at ramme kogepunktet).

Den Sorte Skole skabte et helhedsformat, der passede Orange Scenes skånselsløse, regnvåde nattetime. En basfest, der buldrede direkte i brystet, men som aldrig blev ensformig. En mixtape-koncert støbt i en smeltedigel af kulturelle, genre- og kunstmæssige fortolkninger – en sample-fest fra Danmarks ukronede sample-konger.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Den Sorte Skole. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af