Her er ugens syv fedeste fester – Coma Club, Posh Isolation og J Dilla-hyldest

Her er ugens syv fedeste fester – Coma Club, Posh Isolation og J Dilla-hyldest
Foto: Victor Jones/Soundvenue
Vi guider som altid til de bedste festtilbud i nattelivet.

Knife Magazine fester i Nordvest
De seneste år har Knife Magazine markeret sig med en række stærke koncertarrangementer rundt omkring i København, og torsdag aften er det tid igen. Her indtager de Mayhem på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest, hvor den elektroniske musiker Simon Littauer spiller live og Troels Hass og Mikkel Brask dj’er.

Knife Magazine meets Community
Torsdag den 19. oktober
Mayhem
Læs mere om arrangementet på Facebook


Posh Isolation holder hof på Jazzhouse
Posh Isolation ringer måske ikke mange klokker i den brede offentlighed, men for kendere af elektronisk musik og noise er det københavnske pladeselskab internationalt anerkendt for sin kompromisløse kunstneriske profil.

Fredag kan man se hvorfor, når Posh Isolation inviterer til showcase på Jazzhouse, hvor fire af selskabets kunstnere – Puce Mary, Damien Dubrovnik, Age Coin og Mc Boli – giver prøver på katalogets spændvidde, mens Troels Hastrup og Visage vender plader mellem koncerterne.

Posh Isolation Showcase
Fredag den 20. oktober
Jazzhouse
Læs mere om arrangementet på Facebook


Kollektiv fejrer nye udgivelser på Bakken
Vi har tidligere skrevet om Citadel – et kollektiv der lægger deres eget slør ned over danskroget hiphop og r’n’b. Nu er to af grupperne – Hingst og Blikfang – aktuelle med friske singler, for hvilke de holder release på Bakken. Efterfølgende er klubaftenen Harrison’s Heat på med disco, house og boogie.

Citadel x Bakken
Fredag den 20. oktober
Bakken
Læs mere om arrangementet på Facebook

Annonce

Elektroniske lækkerier på Stengade
Stærke kræfter fra det elektroniske miljø danner fælles front fredag aften på Stengade. Her er det smagsbevidste pladeselskab Tartelet Records nemlig gået sammen med fest-crewet Copenhagen Underground Posse om at hente den internationalt anerkendte London-dj Henry Wu ind.

Tartelet Records & C.U.P: Henry Wu
Fredag den 20. oktober
Stengade
Læs mere om festen på Facebook


Coma Club fester på hemmelig vis
For en skare af dedikerede klubmennesker er Coma Club årets fest. Institutionen i det danske natteliv har eksisteret længe og er berømt og berygtet for hedonisme i sin mest rendyrkede form. Udklædning er et must (men vær original; du bliver bedømt), og selve location bliver først annonceret på dagen.

Alt dette gælder også til årets extravaganza, hvor Coma Clubs grand old man, Kenneth Bager, har sammensat aftenens dj-program, der over tre scener får besøg fra både New York, Sverige og København. Lav dog ikke planer søndag, festen varer til kl. 09.00.

Coma Club 2017
Lørdag den 21. oktober
Hemmelig location
Læs mere om festen på Facebook


Queer-fest i Kødbyen
Sommeren er for længst overstået, og derfor må det siges at være passende, at Mainstream lørdag fyrer op under årets sidste SunSet-event. Tidligere har de huseret på Refshaleøen, men finaleudgaven er henlagt til CPH Food Space i Kødbyen, der blandt andet huser drag bingo, live-show fra Kim Kim og dj-set fra Kenneth Cockwhore.

SunSets Session by Mainstream
Lørdag den 21. oktober
CPH Food Space
Læs mere om festen på Facebook


Afdødt producerikon mindes
Er man beat-afficionado, ved man, at afdøde J Dilla indtager en helt særlig plads i hiphoppens kanon over producerikoner. Han døde i 2006 som blot 32-årig, men hyldes fortsat verden over, blandt andet ved ’Jaydee Made It’-konceptet, som lørdag runder Rust. Her repræsenteres hans musikalske arv af Frank N Dank, T3, Que D og Illa J.

The JayDee Made This Tour
Lørdag den 21. oktober
Rust
Læs mere om festen på Facebook