Christian Hjelm viser sin utrættelige evne til at lave smittende popmelodier
På sit tredje dansksprogede soloudspil viser Christian Hjelm endnu en gang, at han mestrer at lave melodier, der som parasitter forplanter sig i vores hjerner og sørger for, at intet andet end hans smittende popsange kan overleve. Det er både imponerende og potentielt farligt, for melodierne fjerner også næring fra det uforudsigelige og potentielle i de musikalske afstikkere.
Som på sine tidligere soloudgivelser består opskriften på ’Uskolet magi’ stadig af en masse af ’uh’, ’åh’ og ’bah’ tilsat synth- og guitarriff som sangenes styrepind. Dog har Hjelm udviklet sig i sin vokal, som er blevet mere flabet, vrængende og legende end tidligere.
Albummets generelle udtryk forsøger at være både kontrolleret og utæmmet, organisk og mekanisk, hektisk og hypnotiserende, men hensigterne flyder sammen og forsimples gennem Hjelms ord, melodier og arrangementer. Albummet er mere pop end alternativt. Mere kontrol end kaos. Hvilket ikke i sig selv er negativt, men det virker, som om albummet stræber efter noget andet.
En af albummets bedste skæringer, ’Ude af kurs’, har et mere gøglet og teatralsk udtryk end tidligere fra Hjelms hånd. Det løfter oplevelsen gevaldigt og sprænger de pæne og insisterende melodirammer en smule. Men nu hvor Hjelm selv henviser til forfatteren Charles Bukowski som ham, der ’hylder grimheden på papir’, så kunne vildskaben fra den danske popsanger stadig godt have fået et lille nøk opad.
På den mere dæmpede og akustiske ’Tripper’ slår Hjelm en sprød og atmosfærisk tone an, som også bryder med grundstemningen på resten af albummet. Den folk-inspirerede sang efterfølges af et instrumentalt nummer, ’Mezzaninen, der afslutter albummet. Isoleret set har ’Mezzaninen’ måske pladens mest foruroligende og dragende udtryk, men det batter ikke rigtigt og skulle være cuttet eller rykket frem i sekvenseringen.
Albummet brillerer ved sin umiddelbare og smittende genkendelighed, men det falder også ved samme træ, og de 12 stærke melodier kan blive en anelse monotone og herved miste deres særskilte udtryk.
Men selv om albummet er en smule for langt, så kan der ikke sættes en finger på Hjelms utrættelige evne til at skabe kitschet popmusik, som straks begynder at æde dine hjerneceller op, så snart tonerne er trængt ind. Det i sig selv er imponerende.
Kort sagt:
På ’Uskolet magi’ viser Christian Hjelm endnu en gang, at han mestrer at skrive sange, der forplanter sig i vores hjerner og sørger for, at intet andet end hans smittende melodier kan overleve. Selv om albummet er en smule for langt, kan der ikke sættes en finger på Hjelms utrættelige evne til at skabe kitschet popmusik.