»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

Hop Alongs fremragende frontkvinde har noget, man ikke kan trække i en automat

Hop Alongs fremragende frontkvinde har noget, man ikke kan trække i en automat
Hop Along.
Hop Alongs fremragende frontkvinde har noget, man ikke kan trække i en automat - Bark Your Head Off, Dog
5 6
Hop Along
'Bark Your Head Off, Dog'

Album, Saddle Creek

Der er næppe mange der vil være uenig i, at det at have en god sanger er et væsentligt aktiv for et band. Hvad der kendetegner en god sanger, hersker der utvivlsomt større uenighed om.

Philadelphia-bandet Hop Along oplevede i 2015 et gennembrud i indie-kredse med albummet ’Painted Shut’. De fleste omtaler af bandet dengang hæftede sig ved forsanger (og sangskriver) Frances Quinlans stemme; hun blev ikke sjældent fremhævet som en af de bedste nye vokalister på musikscenen overhovedet.

Når vi taler indierock gælder der lidt andre parametre for hvad der konstituerer en god sanger, end hvis vi taler r’n’b eller den rene popmusik. Det er stemmens karakter, den måde den kommunikerer følelser og personlighed på, der er afgørende – frem for ’overfladiske’ parametre som teknik, kontrol og oktavrækkevidde.

Quinlan er en fremragende sanger. Hun kan vinde dit hjerte ved en enkelt skæv intonation, måden hvorpå hendes verselinjer skiftevis trækkes ud eller speedes op eller finder plads til små hikkende gentagelser af det samme ord. Hun har en let hæs stemme, men kan inden for en tone variere fra det aggressive eller vrede til det kælne eller sødladne med en form for naturlighed, man ikke kan trække i en automat.

Det virkelig slående ved Quinlans indsats i Hop Along er dog den ret enestående synergi mellem ordene og den måde, Quinlan synger dem på.

Quinlans lyriske ’metode’ (i gåseøjne, fordi den i så fald er båret af sproglig intuition frem for en kalkuleret effekt) gennemsyrer sangene på ’Bark Your Head Off, Dog’. Man aner som regel konturerne af en fortælling inden for rammerne af den enkelte sang, men det er ikke sådan, at Quinlan udfolder færdigpakkede karakterskildringer eller ’plots’. Hun er derimod forbandet stærk når det kommer til antydningens kunst, og hun er stærk til at tænke i billeder og hverdagsobservationer, der bærer en betydning i sig, hvis man som lytter selv vælger at investere ordene med en sådan. Man kan også lade være: Det gør ikke sangene mindre energiske eller lytteværdige.

»I suppose one who hasn’t seen the earlier frames could say / I am advancing«, lyder albummets første linjer på den vuggende ’How Simple’. Det er meget typisk for Quinlan på den måde at skabe en form for ’meningsstøj’: Hvem henviser hun til , hvad er de »earlier frames«, der nævnes, og i hvilken forstand gør hun fremskridt?

Sangens omkvæd giver os et clue om, at sangen handler om en kærlighedshistorie, der ikke mere er (måske fordi den hørte ungdommen til?): »Don’t worry / we will both find out / just not together«.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Pointen er under alle omstændigheder, at linjerne ikke mister deres potens, fordi vi ikke nødvendigvis kan samle det puslespil af impressionistiske udsagn, der udgør resten af sangens lyrik.

På den fremragende ’Somewhere a Judge’ – bandets måske hidtil mest poppede skæring (man kommer til at tænke på Paramores charmerende poppunk) – gentager Quinlan følgende linjer igen og igen: »Afternoon vanilla sun / crawls away across the lawn / through the phone I pull you / and drag your voice around«.

Ord, der på sin vis er meningsløse, men som jo samtidig fastslår, at sangens protagonist er vældigt optaget af den ven/elsker/familiemedlem, hvis stemme hun ’slæber rundt på’!

Parret med Quinlans særegne vokal – der er upåfaldende organisk og himmelstræbende akrobatisk på en og samme gang – skabes et impressionistisk rum som lytteren kan finde sig til rette i.

Quinlan åbner for et personligt-ekspressivt univers, der kan minde om singer/songwriter-forbilleder som Bright Eyes og Ani DiFranco (foruden den helt oplagte kompasnål for den form for sangskrivning, hvor ordene er som farvestrøg på et kanvas: Joni Mitchell).

Man skal ikke lytte til Hop Along, hvis man forventer at få serveret sommerhits med stort syng-med-potentiale, for bandets musik er nok blevet mere poleret med tiden (der er for første gang virkelig tale om, at bandet har lavet et fuldfedt studiealbum), men sangene er ikke først og fremmest båret af omkvæd, der når bagerste række eller riffs, der står alene. Musikken – i denne ombæring er der skåret væsentligt op for brugen af strygere – synes snarere at stå i en form for kongenialt forhold til Quinlans vokale betoninger, som var den musikalske ledsagelse en form for barometer, der registrerer de mindste udsving i de rige følelser, Quinlan får formidlet gennem stemme og lyrik. Musikken er et prikkende, pirkende, men også fintfølende supplement til sangforedraget (selv om der gives plads til enkelte vrinskende guitarsoli, blandt andet på ’One That Suits Me’).

’Bark Your Head Off, Dog’ er kort sagt en af forårets bedste indierockplader. Og er man til indierock, hvor vellyd og en inciterende vokal er i centrum, er der selvsagt meget at hente. Men man kan også grave et lag eller to dybere, for vellyden dækker over en drypstenshule af indtryk og udtryk; et særligt rum, der resonerer med tilværelsens sarte erindringsstof.

At lytte til Hop Along er som at forsøge at samle en helstøbt glasmosaik fra resterne af et splintret spejl. Alene fornemmelsen af, at der gemmer sig en helhed af stor skønhed i stumperne, oppebærer ens lyst til igen og igen at lade sig konfrontere af – og opsluge i – denne på samme tid enkle og komplekse sangkunst.


Kort sagt:
Hop Along tager endnu et skridt i retning af ’verdensherredømmet’ inden for den begrænsede kult, der går under navnet indie (!) med et tredje album, der viser en mere poleret, men fortsat intuitiv og legende tilgang til musikken. Trumfkortet er dog uanfægtet: Den fremragende sanger (og lyriker) Frances Quinlan, der animerer albummet fra start til slut med sin stemmes forbløffende evne til at registrere selv de mindste følelsesudsving.

Advertisement